Hvordan skelner man mellem autisme og OCD?

OCD og autisme

af Sophie Lykke, pædagogisk konsulent i Autismefokus

I denne artikel får du viden om kombinationen af OCD og autisme. Det er tilstande som ofte optræder samtidigt – det der i fagsproget hedder komorbiditet. I min praksis som konsulent i Specialområde Autisme ser jeg tit dette sammenfald. Jeg oplever både internt i vores egen organisation og udadtil en stigende efterspørgsel på viden og rådgivning om kombinationen af autisme og OCD.

Artiklen adresserer disse spørgsmål:

  • Hvordan skelner man mellem OCD og autisme?
  • Hvordan støtter man bedst et autistisk menneske der også lider af OCD?
  • Hvad er det vigtigst at rette hjælpen mod – eksponering ift. OCD eller stressreduktion ift. autismen?
  • Kan man overhovedet arbejde med eksponering som behandlingsmetode i samarbejdet med autistiske mennesker?
  • Og hvis ja, hvordan kan man målrette eksponeringen til autistiske mennesker og gøre eksponering autismevenligt?

Hyppig komorbiditet mellem autisme og OCD
Lægehåndbogen slår fast, at autisme og OCD ofte optræder samtidigt (komorbiditet). Ordet komorbiditet beskriver en samtidig tilstedeværelse af forskellige tilstande. Samtidig tilstedeværelse af flere tilstande øger kompleksiteten og ofte ser man, at de forskellige tilstande kommer til at forstærke hinanden.

Hvad er autisme?
Mennesker med autisme er indbyrdes lige så forskellige som mennesker uden autisme og diagnosen alene siger ikke noget fyldestgørende om personen med autisme.

Man kan beskrive autisme som det adfærdsmæssige udtryk for en anderledes neurobiologi – det at hjernen fungerer på en anden måde end hos andre, der ikke har autisme. Det påvirker personens udvikling på en gennemgribende måde.

Autisme kommer til udtryk på en lang række forskellige måder. Derfor bruger man udtrykket ”autismespektrum-forstyrrelse”.

Når man diagnosticerer autisme vil man se på, om det menneske, der formodes at have en autismespektrum-forstyrrelse opfylder kriterierne indenfor tre hovedområder. De tre hovedområder er – ud fra en psykiatrisk definition:

  • Afvigende kommunikation
  • Afvigende social samspil
  • Nedsat forestillingsevne/repetitive og stereotype adfærdsmønstre

Hvad er OCD?
Obsessiv kompulsiv sygdom (på engelsk ”Obsessive Compulsive Disorder”, deraf OCD) kaldes også for en tvangslidelse og er kendetegnet ved, at man har stadige tvangstanker (kaldet obsessioner) og/eller tvangshandlinger (kompulsioner). Tvangstanker er gentagne tanker, følelser, ideer eller fornemmelser, som personen ikke kan undgå dukker op i bevidstheden. Tvangstankerne er ubehagelige og ofte skræmmende for personen. Tvangshandlingerne er handlinger som gentages, og tit er nært knyttet til tvangstankerne. Tvangstanker og tvangshandlinger vil ofte præge personens hverdag. Nogle gange i meget svær grad. Fx kan vaskeritualer lægge beslag på mange timer om morgenen, når man skal ud af døren og på arbejde. Kilde til denne beskrivelse er Patienthåndbogen på Sundhed.dk.

Er OCD en angstlidelse?
I diagnosehåndbogen, ICD-10, som bruges af sundhedsprofessionelle i Danmark, finder man OCD under kategorien angstlidelser. I den kommende opdaterede version ICD-11 vil OCD få sin egen placering adskilt fra angstlidelser (ICD 11, kapitel 6).

Efter min erfaring er denne ændring meget relevant, for flere af de autistiske mennesker jeg har talt med, har ikke kunnet genkende oplevelsen af angst i forhold til deres OCD. Flere har givet udtryk for, at de oplever, at deres tvangsprægede adfærd handler om, at tingene ikke føles ”rigtigt” – frem for at de oplever angst. Nogle har oplevet, at professionelle derfor heller ikke tænkte, at en OCD diagnose var på sin plads og har følt sig misforstået og fejldiagnosticeret.

Tvangspræget adfærd – når autistisk adfærd ligner OCD
Ved OCD ser man en adfærd, hvor handlingerne (som ofte er nær knyttet til tvangstankerne) bliver gentaget på en tvangspræget måde. For eksempel vasker en person hænder 60 gange efter toiletbesøg. For udenforstående kan denne adfærd virke overdrevet, formålsløs, bizar eller uforståelig. Det er det dog ikke for den person, der udfører tvangshandlingerne. For tvangshandlingerne er typisk et forsøg på at dæmpe angsten eller ubehaget som knytter sig til tvangstankerne.

Ved diagnosekriterierne i forhold til autisme vil man undersøge, om et menneske har nedsat forestillingsevne og/eller repetitive og stereotype adfærdsmønstre. Som eksempel en borger, der hver dag gentagende gange snurrer rundt på en kontorstol eller har en anden gentagelsespræget adfærd som at røre ved ting mange gange. For udenforstående kan denne snurren rundt virke som tvangspræget og på den måde “ligne” OCD. Denne adfærd kan dog også forstås som en meningsfuld måde at stimulere sig selv sensorisk.

Hvordan skelner man mellem OCD og autisme?
For at skelne om en adfærd kan forklares udefra autisme eller OCD, er det relevant at undersøge om adfærden knytter sig til tvangstanker, men også om adfærden er lystbetonet eller ulystbetonet.

Er adfærden i overensstemmelse med personens ønsker, lyst og giver den mening, betegens den som jeg-syntont. Er adfærden/tvangshandlingerne noget personen udfører i håb om at dæmpe angst eller ubehag, men som egentlig ikke i overensstemmelse med personens ønsker, lyst eller er meningsfuld, betegnes den som jeg-dystont.

Tvangshandlingerne opleves for nogle kortvarigt meningsfuld, fordi de letter ubehag og/eller angst. Men tvangshandlingerne medfører også problemer – for eksempel for vedkommendes hud, når hænder bliver vasket 60 gange flere gange om dagen. Eller når et menneske ikke kan deltage i arbejdsliv, uddannelse eller aktiviteter, fordi personens tvangshandlinger optager rigtig meget tid.

Når en autistisk person gentager de samme handlinger, fordi det føles rart eller fordi vedkommende har en forkærlighed for rutiner og forudsigelighed og trives med det, vil det ikke være i overensstemmelse med en OCD diagnose.

Hvad er eksponering og responshindring?
Adfærd, der er præget af undgåelse, kan både ses ved autisme, men også ved OCD eller en angstlidelse. Ved OCD arbejder man som oftest med eksponering, hvilket vil sige, at man øver sig på at være i dét, man er bange for eller føler ubehag ved, i stedet for at undgå det angstprovokerende. Målet er at hjælpe vedkommende med at lære, at man kan komme på den anden side af det. Det er vigtigt at overveje, om en adfærd formodes at bunde i OCD eller autisme, da det er relevant for indsatsen.

Eksponering betyder at blive udsat for en situation eller genstand, man normalt undgår, fordi den igangsætter tvangstanker og/eller angst. Formålet er, at man vænner sig til at være i denne situation. I hjernen sker en proces som betegnes som ”habituering”. Habituering er en form for læring, der sker, når individet gentagne gange oplever den samme stimulus og holder op med at reagere på eller bemærke denne stimulus. Responshindring betyder, at man lader være med at udføre de handlinger, som man ellers vil udføre for at dæmpe angsten eller ubehag – for eksempel at tjekke eller vaske sig mange gange.

Det er vigtigt at kende forskellen mellem autisme og OCD
Som fagprofessionel er det relevant at stille skarpt på forskellen mellem OCD og autisme. Om et menneskes adfærd kan forstås ud fra en grundlæggende autisme eller OCD, er nemlig af betydning for tilrettelæggelsen af indsatsen.

Hvis undgåelsen eksempelvis bunder i vanskeligheder som skyldes autismen – for eksempel mentaliserings-vanskeligheder – vil man muligvis kunne hjælpe borgeren ved at gøre det implicitte i samspillet eksplicit og derved kompensere for mentaliserings-vanskelighederne.

Opstår undgåelsesadfærden på grund af nedsat forestillingsevne vil forberedelse, forventningsafstemning og visualisering kunne gøre en forskel. I disse situationer vil det være uhensigtsmæssigt at arbejde med eksponering, da man vil udsætte borgeren for en situation uden at kompensere for de vanskeligheder, som egentlig er grunden til undgåelsesadfærden eller ubehaget.

Opmærksomheder ved eksponering i samarbejde med autistiske mennesker
Autistiske mennesker har oftest et forhøjet stressniveau. Dét, at færdes i verden med de særlige forudsætninger, som autismen medfører, er ofte meget energikrævende og stressende i sig selv. Derfor har man i den pædagogiske tilgang ofte fokus på reduktion af stress, for eksempel ved brug af struktur, forudsigelighed og skærmning.

Ved eksponering er det meningen at man skal øve sig i, at være i angst eller ubehag indtil angstniveauet falder igen, for at hjernen kan vænne sig til at være i en given situation. Det kan opleves stressende og krævende. At arbejde med eksponering kan derfor forekomme at stå i modsætningen til tilgangen om stressreduktion.

Det er dog meget vigtigt, ikke at udelukke eksponering som behandlingsform for at undgå stress. Der er en reel fare for at underkende og underbehandle OCD, når man kun arbejder med autismepædagogik med en borger, der også har OCD. Eksponering skal altid forberedes og aftales grundigt med den, der indgår i behandlingen, for at sikre forudsigelighed. Dét, der efter min erfaring er afgørende for at arbejde med eksponering ift. autistiske mennesker er, at vedkommende kan se meningen i at arbejde med eksponering og er motiveret.

Se videointerview med speciallæge Bernhard Weidle om kombinationen af OCD og autisme og de behandlingsmuligheder der findes

 

Bliv klogere & gør os klogere

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og modtage spædnende nyt på området for autisme.

Vælg et eller flere emner til højre, og tilmeld med din emailadresse. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vælg emne(r)

Indtast email og tilmeld