Indefra-perspektiv

Det er den, jeg er

Af Stefani Mine Schubert


Jeg er født i 1984 og opvokset i en landsby i Midtjylland.
Udadtil var jeg i skolen et velfungerende og intelligent barn, som var målrettet, pligtopfyldende og selvstændigt, og som vidste, hvad hun ville. Hvis man mødte mig, ville man ikke tænke, at der var noget galt. Man ville måske tænke, at jeg var lidt anderledes og genert, men jeg ville ikke være påfaldende anderledes.

Indadtil var historien dog en helt anden. Jeg følte mig altid anderledes og forkert. Jeg var konstant på overarbejde for at forsøge at passe ind. Som voksen tænker jeg ofte, at jeg næsten forsøgte at falde i et med tapetet forstået på den måde, at jeg camouflerede alle mine vanskeligheder, så andre ikke opdagede, hvor forkert jeg var. Hvis jeg fyldte så lidt som muligt, så ville ingen opdage noget.

Allerede i folkeskolen dukkede selvmordstankerne op. Jeg kan ikke huske et liv, hvor jeg ikke har haft selvmordstanker. Jeg blev holdt udenfor i folkeskolen, det var vel det, der kan kategoriseres som psykisk mobning, og jeg følte mig helt ekstremt ensom.

Jeg var og er stadig meget intelligent med en IQ, der ligger blandt de 2% højeste af befolkningen, men jeg følte mig så uendeligt dum. Jeg oplevede at have problemer med at lære nogle af tingene i folkeskolen, fordi jeg ikke forstod det på den måde, som det blev forklaret på. Når jeg så endelig knækkede koden, og det gjorde jeg altid, så brillerede jeg til gengæld. Det forstod jeg bare ikke selv, at jeg gjorde, for jeg følte mig stadig dum og uintelligent.

Jeg forstod heller ikke mine jævnaldrende. Det sociale samspil blev med alderen tiltagende indviklet og uforståeligt.

I 2004 kom jeg for første gang i kontakt med det psykiatriske system. Det var midt i 3.g, hvor jeg gik på et alment gymnasium. På det tidspunkt var jeg begyndt at selvskade.

Det var starten på et forløb med 12 års fejlbehandling, som i 2016 kulminerede i to genudredninger, som jeg havde kæmpet hårdt for at få lov at få. Jeg havde nemlig i flere år vidst, at jeg var fejldiagnosticeret.

I juni 2016, som var få måneder før, jeg fyldte 32 år, fik jeg diagnoserne Aspergers Syndrom og ADD. Selvom jeg i flere år op til den dag havde vidst, at jeg var fejldiagnosticeret, så havde jeg aldrig gættet, at jeg var autist. Aldrig. Jeg vidste ikke ret meget om autisme, og det viste sig, at min viden om autisme mest baserede sig på fordomme og stereotype opfattelser af, hvad en autist er.

“At mine tidligere psykiatriske diagnoser blev frafaldet, og jeg fik min autismediagnose var en kæmpe gave.”

At mine tidligere psykiatriske diagnoser blev frafaldet, og jeg fik min autismediagnose var en kæmpe gave. Jeg kunne lægge min stædige kamp for at blive erklæret rask på hylden, for jeg var jo faktisk ikke syg. Min hjerne er bare anderledes. Nu kunne jeg skifte retning og fokusere på at få et godt liv på mine præmisser og sætte nogle mere realistiske mål for min egen udvikling.

Med autismediagnosen fik jeg også mulighed for at opsøge et socialt fællesskab med andre, der lignede mig selv, og jeg oplevede for første gang nogensinde i mit liv, at jeg var i en social kontekst, hvor jeg følte mig normal, og hvor jeg kunne være mig selv med alle de “særheder”, det indebærer.

Jeg ved ikke, hvordan jeg bedst skal forklare andre, hvordan det føles. Måske er det lidt den samme følelse som, hvis man forestiller sig, at man hele sit liv har troet, at man var lam i begge sine ben og derfor ikke kunne gå, og at man kun kunne komme rundt i en kørestol, selvom det da godt nok var lidt underligt, at man så alligvel kunne vrikke med tæerne. Lige pludselig finder man ud af, at ens ben slet ikke er lamme, men man fik bare aldrig lært at gå, så fra den ene dag til den anden kan man pludseligt gå, fordi nogen viser, hvordan man gør.

Måske er det lidt sådan, det føles at have gået rundt et helt liv og troet, at man var helt forkert og meget underlig, og at man blev nødt til at skjule, hvem man var, fordi ellers var der i hvert fald ingen, der gad at være sammen med en?

I dag er jeg 35 år. Jeg er ikke særligt velfungerende som voksen. Jeg har behov for støtte til de fleste ting i dagligdagen, og jeg får massiv støtte hver eneste dag.

Jeg slås med så mange andre ting udover min autisme, at jeg på mange måder slet ikke har mulighed for at udnytte de muligheder, min høje intelligens ellers burde give mig.

Mine eksekutive vanskeligheder er ret så store, og de spænder rigtig meget ben for mig. Derudover har jeg på grund af de mange år med fejldiagnosticering, fejlbehandling og manglende viden om mit neurologiske udgangspunkt samt diverse uheldige omstændigheder igennem hele mit liv desværre fået en masse psykiske følgetilstande som fx svær angst, OCD, kronisk stress og traumatisering.

Jeg bliver ofte mødt med manglende forståelse for og accept af mine udfordringer og graden af min funktionsnedsættelse udelukkende på baggrund af min høje intelligens og mine gode sproglige evner.

Jeg håber på, at jeg engang kommer til at opleve, at jeg lever et liv i stedet for at overleve et liv, som jeg føler, at jeg indtil videre har gjort.

Én ting er sikker: Jeg kæmper stædigt videre og gør mit bedste for at lykkes med mit mål om at opnå et liv, som jeg oplever som værd at leve, ligesom jeg uanset hvad altid har gjort. Det er den, jeg er. Jeg er en overlever og en fighter af format!

Bliv klogere & gør os klogere

Kontakt os