Om os

Lidt om sprogbrug

image_pdfimage_print

Når du klikker dig rundt på denne side, vil du oftest – men ikke udelukkende – se, at vi bruger betegnelsen: ‘autistisk menneske’ frem for ‘menneske med autisme’. Måske undrer du dig over dette.

Indenfor autismefeltet er der en vedvarende diskussion om, hvordan vi bedst og mindst stigmatiserende omtaler autisme: Nogle foretrækker det, der i internationale sammenhænge refereres til som ’person-first’ (’menneske med autisme’), mens andre foretrækker ’Identity-first’ (’autistisk menneske’).

I Specialområde Autisme har vi valgt primært at bruge betegnelsen: ’autistisk menneske’, når vi skal kommunikere bredt. Det har vi, fordi spirende forskning peger på, at størstedelen på autismespektret foretrækker denne betegnelse. Mange opfatter autisme som en fundamental og uadskillelig del af, hvem de er, ligesom der i forskningen peges på, at ’Person first’-sprog (altså ‘menneske med autisme’) kan risikere at øge stigma omkring autisme, fordi det signalerer, at autisme bør adskilles fra den enkelte person.

Samtidig flugter ’Identity First’-positionen (altså ‘autistisk menneske’) med vores ønske om at understøtte autisme som en mulig positiv identitetsmarkør. Dette ønske er ikke en underkendelse af de udfordringer, autistiske mennesker oplever i hverdagen og i mødet med samfundet. Og vi ved også, at autisme bestemt ikke for alle er en ønsket eller positiv identitetsmarkør.

Nogle af jer, der benytter Autismeplatform.dk vil have et andet ståsted, og vi ved, at der er grundige overvejelser og de bedste hensigter bag. Vi er hele tiden nysgerrige på, hvordan vi bedst muligt omtaler autisme og vil altid gerne i dialog.

Bliv klogere & gør os klogere

Kontakt os