Maskering – Indefraperspektiver

image_pdfimage_print

Af Ditte Ulrikka Nielsen. Autist og Udviklingskonsulent i SAU.

Februar 2022

De fleste kender sikkert det, at man i en given situation bliver nødt til at ‘finde en grimasse der kan passe’. At man undertrykker sine impulser, og skjuler hvem man er/hvad man føler, fordi man godt ved, det ikke ville blive vel modtaget.

Forestil dig så, at du hver eneste dag, når du træder ud ad din hoveddør, skal gøre netop det. For mange autister er det netop hvad de gør, for at kunne begå sig i en kultur, der ikke belønner den opførsel, som de finder naturlig. De maskerer eller camouflerer.

Jeg blev ret tidligt i livet opmærksom på, at jeg skulle passe på, hvad jeg sagde og gjorde, hvis jeg ikke ønskede at tiltrække uønsket opmærksomhed. Jeg kunne med andre ord godt se, at jeg var anderledes end mine jævnaldrende, men jeg forstod ikke hvorfor eller hvordan. Men det var sådan set heller ikke vigtigt for mit 8-årige jeg. Det, der var vigtigt, var at finde en strategi, så jeg kunne komme gennem dagen med færrest mulige knubs. Så jeg observerede hvordan de mere populære individer opførte sig og lagde mig i deres kølvand.

Jeg synes selv, at jeg gjorde det ret godt, men set i bakspejlet, er der ikke nogen tvivl om, at mine jævnaldrende sagtens kunne se, at jeg var anderledes og behandlede mig derefter både i folkeskolen og videre op igennem livet. Men selvom jeg måske ikke blev inkluderet ret meget i det sociale fællesskab, slap jeg i det mindste for at blive mobbet, og det i sig selv var en sejr.

Det var først, da jeg fik min diagnose, at jeg blev opmærksom på, at det jeg gjorde og havde gjort det meste af mit liv, var at maskere.

Og jeg er ikke alene, men alligevel er vi autister jo forskellige, også når vi maskerer, derfor har jeg forud for denne artikel spurgt en række andre autister om deres oplevelser med at maskere. Jeg har stillet dem alle følgende fire spørgsmål:

  • I hvilke situationer camouflerer/maskerer du?
  • Hvorfor camouflerer/maskerer du?
  • Hvordan camouflerer/maskerer du?
  • Har de positive eller negative konsekvenser for dig at camouflere/maskere?
I hvilke situationer camouflerer/maskerer du?

I mit eget tilfælde er der nok tale om et ”før og efter min diagnose” svar. Før jeg kendte til min Asperger diagnose, var maskering noget jeg gjorde, så snart jeg var i det offentlige rum.

Dette er ikke unormalt og beskrives rigtigt godt her:

Jeg maskerer så snart jeg forlader mit hjem. Jeg tager et dybt suk og så træder jeg ind i rollen som en anden

Kvinde, 35 år

I de fleste situationer hvor der er andre mennesker til stede. Jeg gør det ikke så meget, når jeg er ved nære venner, men ellers er det meget.

Mand, 21 år

Nu hvor både jeg selv og mine omgivelser ved, at jeg er autist, har jeg kunnet skrue meget ned for det. Jeg gør det stadig, når jeg møder nye mennesker, men selv her har jeg kunnet dæmpe maskeringen. Jeg er nemlig kommet frem til, at det er helt OK, at folk synes jeg er lidt sær, for det synes jeg absolut også de er. Så jeg øver mig på at smide masken, men det er ikke nemt efter så mange år. Desværre er jeg ikke alene med den oplevelse.

(Jeg maskerer) automatisk i alle situationer hvor jeg er social, selv om jeg øver mig i ikke at gøre det så meget. Jeg gjorde det tidligere i ekstrem høj grad på job og har også gjort det meget i familiesammenhæng (store sammenkomster osv.)

Kvinde, sidst i 50’erne

(Jeg maskerer) blandt fremmede og de “halvnære” kontakter, dvs. dem der godt ved, hvem jeg er, men ikke har indgående kendskab til mig eller autismen – der er en lang række mennesker, det er nemmere og bekvemmere at “snyde” end at “vise sit sande jeg”

Kvinde, 52 år

Jeg maskerede mig i alderen 19 – 22 år. Det var primært, når jeg var sammen med folk udenfor min inderkreds. Jeg læste bøger (‘The Game and the rules of the game’) for at lære at maskere mig.

Mand, 25 år
Hvorfor camouflerer/maskerer du?

Jeg maskerede, fordi jeg oplevede, at det gav mig en plads i et fællesskab, hvor den Ditte som ikke maskerede, aldrig ville have fået en plads. Det kan godt være, jeg ikke just fik en plads i indercirklen, men jeg blev accepteret i gruppen. Dette kan flere af dem, som har besvaret mine spørgsmål, nikke genkendende til:

Jeg maskerede en del mere førhen i tiden end jeg gør nu. Dengang var det for at holde afstand og for, hvad jeg følte var min egen sikkerhed. Hvis de kendte mere til mig, som jeg kendte til mig selv så ville de lettere kunne såre mig. Brugte det hovedsageligt i alle sociale situationer, blandt andet til forældre. Det er meget mindre i dag, men gør det stadig, dog af andre årsager. Jeg ønsker ikke nødvendigvis at folk skal vide, hvis jeg ikke har det godt og hvor trist jeg kan være i mange situationer, så jeg maskerer for at de får en bedre oplevelse af at snakke med mig.

Mand, 28 år

Jeg lægger dæmper eller laver om på mig selv for ikke at provokere/irritere/forundre/skabe dårlig stemning, fordi neurotypikerne tror alle skal være (fungere) lige som dem.

Kvinde, 52 år

(Jeg maskerer) For at blende ind, for at undgå at virke uinteresseret, for at skjule, at jeg har svært ved at forstå hvad der bliver sagt eller har svært ved at holde koncentrationen om et emne jeg evt. ikke er interesseret i. Sådan på et dybere plan er det jo nok for at føle mig elsket og inkluderet og berettiget til at “være i verden” og ikke føle mig udstødt eller anderledes.

Kvinde, sidst i 50’erne

Jeg ønsker ikke at vise nogen, at jeg er autist, jeg ønsker at fremstå som NTer, og maskere for at passe ind i en NT verden.

Kvinde, 35 år

Jeg kan mærke på folk, at de skaber en afstand til mig grundet min autisme. Når jeg maskerer, så skaber andre ikke en afstand til mig, men når jeg maskerer, så skaber det en afstand til dem og til mig selv (jeg kommer længere væk fra mig selv. jeg bliver fremmedgjort fra mig selv. Derfor stoppede jeg med at gøre det).

Mand, 25 år

I skolen i indskolingen og i mellemtrinnet havde jeg rigtig svært ved at passe ind, så jeg fandt metoder som gjorde at jeg virkede mindre “mærkelig”. Siden da er maskering blevet en ting jeg gør så meget at jeg ikke rigtig lægger mærke til at jeg gør det; Jeg lægger mere mærke til de tidspunkter jeg ikke gør det. Det tætteste jeg kan komme på en specifik grund til at jeg maskerer, er at jeg er bange for at ulejlige andre.

Mand, 21 år

 Men som vi skal se under spørgsmålet om konsekvenser, er det også en løsning, man betaler en høj pris for.

Hvordan camouflerer/maskerer du?

I mit tilfælde havde/har jeg virkelig mange forskellige værktøjer jeg bruger, men jeg startede førhen jeg om morgenen med at putte ‘krigsmaling’ i hovedet. Herefter skulle jeg ind og klæde mig ud, så jeg passede til de situationer, jeg forventede at komme i den dag. Og til sidst skulle jeg så finde den personlighed frem, som passede til situationen.

Skulle jeg et sted hen, hvor jeg ikke havde været før, ville jeg have brugt timer på at undersøge stedet, så jeg var rimelig sikker på, at jeg passede ind i den ramme, både hvad tøj og opførsel angik. Jeg vil ikke sige, at det lykkedes perfekt hver gang, men som regel faldt jeg da ikke helt ved siden af.

Jeg tænker det minder meget, om den research en method actor bruger inden han/hun indspiller en film. For de adspurgte var svarene lidt forskellige, men grundlæggende er det alt fra tøjvalg til opførsel, som er i spil:

Jeg tænker meget over det neutrale tøjvalg, så jeg ikke står ud, jeg tænker meget over at forsøge at smile og ‘være på’ når jeg forlader mit hjem.

Kvinde, 35 år

(Jeg) – blander mig i samtalen på en dominerende eller styrende måde, så jeg føler jeg er i kontrol, eller:

– tier stille, selv om jeg synes, jeg har kvalificerede bud på samtalen

– går lidt med på kvindernes small talk, selv om det hverken interesserer mig eller tilfredsstiller de sociale behov, jeg måtte have, men udelukkende pleaser dem.

Kvinde, 52 år

(jeg maskerer) ved altid at virke interesseret og empatisk og spørge interesseret ind til modpartens interesser, følelser osv. uanset om det reelt interesserer mig eller om jeg har overskud til det. Mht. til mine sanser er det et kapitel for sig. Jeg har gennem livet maskeret voldsomt for at dække over, hvor sensitiv jeg var for lys, lyd, lugte osv. Jeg har i mange år stort set aldrig sagt noget om det f.eks. på job, når jeg var generet af f.eks. kollegers lugt, larm eller lignende. Det er jeg blevet bedre til, men er heller ikke så belastet fordi jeg går hjemme. 

Kvinde, sidst i 50’erne

Jeg finder en måde på at fremhæve de socialt acceptable sider af mig selv, med selvtillid. Nogle gange er det en rolle man spiller med påtaget selvtillid. Andre gange kommer det naturligt.

Mand, 25 år

Jeg holder de fleste af mine tanker inde; Prøver at være stille. Jeg prøver også at skrue ned for mine reaktioner i de fleste sammenhænge. Derudover prøver jeg at skjule mine tics(fra tourette) så godt jeg nu kan.

Mand, 21 år
Konsekvenser ved maskering?

Det er ikke alle autister, der er klar over, at de maskerer. Personligt er det noget jeg først fandt ud af, da jeg var i 40’erne. Jeg troede faktisk alle folk gjorde det i sociale sammenhænge og undrede mig derfor over, hvordan de kunne holde til det. Konklusionen var i første omgang, at jeg bare skulle tage mig sammen, hvilket i mange situationer førte til, at jeg mistede stemmen og fik akutte angstanfald, hvilket ikke er optimalt, når man lever af at undervise, men på den lange bane førte det til et stressforløb og en langtidsygemelding samt udredning.

Og netop sygdom og stressnedbrud går også igen i de andre interviewedes fortællinger:

Jeg lægger bånd på mig selv for at tækkes “de normale” og for at slippe for at få deres uforbeholdne meninger om dette og hint. Eksempelvis skal jeg kende folk, før jeg fortæller, jeg er Asperger.

Efterhånden som jeg er blevet ældre og forstår autismens “virkninger” bedre, gør jeg mest muligt for at slippe for situationer, det er nødvendigt at maskere i. Det er ‘for dyrt’ altid at skulle lave om på sig selv, være opmærksom/på vagt/mistænksom i forhold til andres intentioner og holdninger.  

Kvinde, 52 år

Det betyder så også, at når jeg kommer hjem og tager masken af, så er jeg træt, jeg er brugt, jeg kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, og jeg er derfor nødt til at tænke over hvor mange dage jeg forlader mit hjem og i hvor mange timer for at kunne sikre, at jeg har energi til at være på hvor jeg er.

Kvinde, 35 år

Angående positiver og negativer, så kan det variere. Jeg er glad for at dem omkring mig har det godt, men det medfører også, at der er misforståelser og kan ende med en smule konflikt. Har mere gjort det så længe, at det er svært at vænne sig af med på trods af at jeg prøver at vise mig, som jeg er mere. Kan forekomme som en forsvarsmekanisme for mig, men jeg har erfaret at det for mig er bedst at være mig selv, da jeg som person har det meget bedre i længden med det. Skal bare vænne mig til det.

Mand, 28 år

Det har både haft meget positive og meget negative konsekvenser for mig. Min excellente evne til maskering til f.eks. jobsamtaler og eksamener har betydet, at jeg har fået mange rigtigt attraktive jobs og høje karakterer – nogle gange har det virkelig føltes som et rent skuespil. I perioder har det betydet, at jeg har følt en stor værdi og anerkendelse i de jobs jeg har haft.

Stille og roligt har stress og angst ædt sig ind på mig, så jeg efterhånden nåede et punkt, hvor jeg kun med nød og næppe kunne slæbe mig afsted og derefter klaskede sammen når jeg var hjemme – ude af stand til at klare hverdagen eller overhovedet være social i fritiden. Angsten fik jeg bl.a. fordi, jeg f.eks. var i stand til at føre ret dybe samtaler med kolleger om vigtige emner (jeg har altid været den, andre har betroet sig til), men da jeg efterhånden fik sværere ved at huske folks baggrund og i øvrigt også er ansigtsblind, førte det til nogle svære situationer når det blev forventet, at jeg kunne følge op på f.eks. en svær samtale. Jeg oplevede mere og mere simpelthen at være “blank” og nærmest miste evnen til at tale.

Jeg har haft tilbagevendende langtidssygemeldinger og klatsygemeldinger. Ultimativt vil jeg sige, at min “gode” evne til maskering har ført til, at jeg for nylig er kommet på førtidspension. Og i øvrigt har et ok liv.

Kvinde, sidst i 50erne

Positive konsekvenser: Folk behandler mig som et medmenneske.Taler ikke ned til mig. Folk bliver tiltrukket af min tilstedeværelse; De vil gerne være sammen med mig.


Negative konsekvenser: I stedet for at andre mennesker ikke forstår mig, så forstår jeg ikke længere mig selv. Det sociale samvær får andre regler end ellers, og presset stiger på mig, fordi jeg forventes at være som den rolle jeg maskerer mig til. Det kræver meget energi at være i en rolle hele tiden, og jeg mister kontakt med mig selv.

Mand, 25 år

Af positive konsekvenser er der at jeg i mange situationer kan gå for at være normal, hvilket gør det nemmere at købe ind, tage transport; Hovedsageligt ting der kræver korte interaktioner med fremmede mennesker.

Af negative konsekvenser er der i hvert fald at jeg så ofte holder mine reaktioner nede, at jeg har svært ved ikke at holde dem nede; Også når det ikke er “nødvendigt”.

Mand, 21 år

Man betaler altså en høj pris for at maskere. Det er derfor uhyre vigtigt, at man som maskerende autist er, eller bliver gjort, opmærksom på, at det er det man gør, så man kan dosere det og sørge for at planlægge pauser i løbet af dagen, hvor man kan smide masken. Og meget gerne planlægge dage, hvor masken kan blive hængende i garderoben.

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og modtage spædnende nyt på området for autisme.

Vælg et eller flere emner til højre, og tilmeld med din emailadresse. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vælg emne(r)

Indtast email og tilmeld

Bliv klogere & gør os klogere

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og modtage spædnende nyt på området for autisme.

Vælg et eller flere emner til højre, og tilmeld med din emailadresse. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vælg emne(r)

Indtast email og tilmeld