Hvad er Autismepilot?

– en kompetenceudviklende uddannelse for fagprofessionelle, der samarbejder med autistiske mennesker

Autismepiloten består af fire uafhængige uddannelser:

  • Autismepilot Voksen er målrettet fagprofessionelle, der samarbejder med autistiske voksne på botilbud eller i beskæftigelses- og uddannelsesregi
  • Autismepilot Skole er målrettet fagprofessionelle, der samarbejder med autistiske børn og unge i skoleregi
  • Autismepilot+ er en overbygning på Autismepilot og for dig, som har gennemført Autismepilot Voksen eller Autismepilot Skole
  • Autismepilot Voksenpsykiatri er målrettet fagprofessionelle i voksenpsykiatrien, der samarbejder med patienter med autisme

Målgruppe – Autismepilotuddannelserne er for dig, der:

  • Samarbejder med autistiske mennesker
  • Arbejder som f.eks. lærer, pædagog, ergoterapeut, sygeplejerske, sosu-assistent
  • Stræber efter ny viden, søger nye indsigter og ønsker at opkvalificere dine praksisfærdigheder
  • Ønsker at udfordre dig selv professionelt og som person

Grundlæggende autismeviden, metoder og redskaber:

På Autismepilot bliver deltagerne undervist i grundlæggende autismeviden og får præsenteret en række metoder og redskaber, som har vist sig virksomme i samarbejdet med autistiske mennesker. Formålet er, at flere autistiske mennesker skal opleve at blive mødt af fagprofessionelle med indsigt, forståelse og nysgerrighed. Undervisningen veksler mellem teori, videoklip og praksisøvelser, hvor deltagernes viden fra egen praksis bliver sat i spil. Arbejdet med implementering bliver understøttet af praksisopgaver og feedback.

Derudover får deltagerne rig mulighed for at drøfte udfordringer fra egen praksis med andre fagfolk og underviserne på Autismepiloten.

“Autismepilotuddannelsen har givet mig brugbare metoder til at få synliggjort de usynlige aspekter hos vores elever, der gør, at vi nu kan ramme hurtigere plet med vores pædagogiske indsats.“
Louise Rasmussen, pædagog og underviser, STU Hunseby, Lolland Kommune

Uddannelsesbevis:

Alle kursister, der har gennemført Autismepiloten modtager et uddannelsesbevis.

Underviserne:

Underviserne på alle vores autismepilotuddannelser er psykiatere, autoriserede psykologer og pædagogiske konsulenter fra Specialområde Autismes konsulentenhed, Autismefokus. Derudover har vi på nogle moduler også autistiske undervisere.

Dynamisk uddannelse

I vores samarbejde med autistiske mennesker og fagprofessionelle bliver vi hele tiden klogere. Vi opdaterer derfor løbende vores Autismepilotuddannelser med ny viden, nye redskaber og metoder. I opdateringen inddrager vi forskning og medtænker den samfundsmæssige udvikling i relation til det specialiserede socialområde.

Autismepiloten er…: ”en international udarbejdet og anerkendt metode hvormed man kan tilegne sig viden om autisme alt imens man passer sit arbejde og på den måde, kan afprøve den erhvervede viden i praksis.”
Heidi Thamestrup, Landsforeningen Autismes formand

Autismepilot: Baggrund

Autismepiloten er udviklet i et samarbejde mellem Socialstyrelsen, Region Midtjylland og Hinnerup Kollegiet (nu en del af Specialområde Autisme).

Frøet til uddannelsen blev for alvor sået i 2008 under et besøg hos den amerikanske psykolog John Thomas, som via sin organisation, Autism Society, har udviklet en medarbejderuddannelse med fokus på netop implementering. Besøget resulterede i et tæt samspil omkring udvikling af en dansk kompetencegivende uddannelse.

Med et behov for opkvalificering og vidensbasering af indsatsen til særligt voksne på autismespektret var ambitionen at gøre en forskel i praksis. Uddannelsen har derfor på fokus på både undervisning og implementering.

I 2010 bød vi de første deltagere velkommen på Autismepiloten. Siden har vi haft mere end 70 hold og udstedt end 1500 Autismepilotuddannelsesbeviser.

Læs mere om supervision, rådgivning og udredning

Bliv klogere & gør os klogere

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og modtage spædnende nyt på området for autisme.

Vælg et eller flere emner til højre, og tilmeld med din emailadresse. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vælg emne(r)

Indtast email og tilmeld