Autismepilot til skoleområdet

Autismepilot til skoleområdet

– en kompetenceudviklende uddannelse for fagfolk, der samarbejder med autistiske børn og unge i skole- og uddannelsesregi

Autismepilot Skole er særligt målrettet til dig, som samarbejder med autistiske børn og unge i folkeskolen, SFO’en eller på specialskole.

Udviklingen af Autismepilot Skole er sket i et samarbejde med autismetilbuddet på Skolen på Sønderager i Herning.

Autismepilot Skole giver dig et solidt grundlag af kompetencer:

  • Grundlæggende autismeviden baseret på forskning og praksiserfaring
  • Lærer dig at genkende autisme og se, hvad der rent adfærdsmæssigt er udtryk for autisme, og hvad der ikke er
  • Redskaber og viden til at arbejde ud fra det, der motiverer det enkelte menneske
  • Mange praksiseksempler og indefra-perspektiver
  • Redskaber til at blive dygtig til at dokumentere og fagligt begrunde din pædagogiske indsats
  • Kognitive og strukturerede metoder og redskaber, du kan anvende i praksis

“Autismepilotuddannelsen har givet mig brugbare metoder til at få synliggjort de usynlige aspekter hos vores elever, der gør, at vi nu kan ramme hurtigere plet med vores pædagogiske indsats.“
Louise Rasmussen, pædagog og underviser, STU Hunseby, Lolland Kommune

Opbygning og indhold

Autismepilot Skole består af syv undervisningsmoduler og syv dertilhørende implementeringsmoduler.

Opbygning og moduler på Autismepilot Skole. Der er lige dele undervisning og implementering. Implementeringen foregår via praksisopgaver og feedback.

Modul 1: Autisme set udefra

Efter en indledning med fokus på forskellige måder at anskue autisme på, vender vi på modul 1 primært blikket mod psykiatriens syn på autisme. Vi ser på diagnosekriterier, Lorna Wings triade, socialkognitiv udvikling, kognitivt funktionsniveau og berører kort autismens historie.

Derudover introducerer vi dig for procesmodellen, som er gennemgående på uddannelsen, ligesom vi stiller skarpt på vigtigheden af at kunne foretage en observation uden at tolke.

Procesmodellen

Praksisopgave 1: At foretage og nedskrive en observation uden tolkning og efterfølgende overveje, om dele af adfærden passer til diagnosekriterierne. Tidsforbrug: ca. 2,5 timer.
Feedback gives fælles af underviser som start på modul 2.

Modul 2: Teorier om autistisk adfærd

På modul 2 stiller vi skarpt på nogle af de anerkendte teorier, der forsøger at forklare autistisk adfærd. Vi gennemgår tre kognitive teorier om autisme: nedsat mentaliseringsevne, detaljefokuseret bearbejdning og eksekutive vanskeligheder samt teorien om anderledes sensorisk oplevelse

Praksisopgave 2: At foretage og nedskrive en observation og herefter overveje om dele af den observerede adfærd kan forklares vha. de præsenterede teorier. Tidsforbrug: ca. 2,5 timer.
Feedback gives individuelt på skrift af underviser.

Modul 3: Grundlag for samarbejde

På modul 3 arbejder vi med forskellige perspektiver, som har betydning for det professionelle samarbejde med autistiske mennesker. Vi drøfter den professionelle relation med det udgangspunkt, at det er medarbejderens ansvar at skabe grundlag for et velfungerende samarbejde. Betydningen af forskellige begreber belyses, f.eks. forforståelse og magt. 

Sidst på modulet stiller vi skarpt på motivation og ressourcer, som er gennemgående temaer på Autismepiloten, hvor et ressourcefokuseret menneskesyn er udgangspunktet. Vi introducerer dig for redskaber til at undersøge motivation og ressourcer hos de autistiske mennesker, som du samarbejder med.

Praksisopgave 3: At udarbejde en motivations- og ressourceundersøgelse for – og gerne i samarbejde med – et autistisk menneske. Tidsforbrug: ca. 3,5 timer.
Feedbacken gives fælles af underviser som start på modul 4, hvor der ligeledes erfaringsudveksles i grupper.

Modul 4: Det reflekterede metodevalg

Omdrejningspunktet på modul 4 er systematisk indsamling af viden om det autistiske menneske – gerne i samarbejde med vedkommende.

Formålet er at udfordre egne forforståelser og fornemmelser via dataindsamling og analyse, således at indsatsen bliver baseret på fagligt velbegrundede hypoteser og det enkelte menneskes unikke forudsætninger.

Vi introducerer og drøfter dataindsamlingsredskaber og undersøger, hvorledes disse kan bruges i samarbejdet med netop den målgruppe, I hver især samarbejder med.

Praksisopgave 4: At foretage en færdighedsvurdering eller en registrering for – og gerne i samarbejde med – et autistisk menneske. Ud fra denne dataindsamling er opgaven at opstille hypoteser omkring den adfærd, der er blevet undersøgt. Tidsforbrug: ca. 6 timer.
Feedback på praksisopgave 4 og 5 gives samlet efter modul 5.

Modul 5: Metoder, så det giver mening

Modul 5 ligger indholdsmæssigt i naturlig forlængelse af modul 3 og 4, hvor vi har arbejdet med struktureret indsamling af viden om det enkelte menneskes forudsætninger med fokus på motivation, ressourcer, erfaringer mv.

Vi introducerer en række metoder, der har vist sig virksomme i samarbejdet med autistiske mennesker, herunder kognitive metoder og metoder/redskaber fra den strukturerede pædagogik.

Du får kendskab til formål og anvendelse af en række metoder og redskaber og bliver klædt på til at reflektere over og begrunde metodevalg ift. det konkrete samarbejde med et autistisk menneske. Vi præsenterer ingen metoder eller redskaber som ”rigtige”, men fokuserer på det vigtige i, at metoden baserer sig på det autistiske menneskes forudsætninger og opleves meningsfuld for den enkelte.

Praksisopgave 5: At udarbejde et konkret læringsmål med afsæt i hypoteserne fra praksisopgave 4 og at tilrettelægge en indsats, herunder at vælge relevant metode til at arbejde med læringsmålet. Tidsforbrug: ca. 3 timer.
Praksisopgave 4 og 5 afleveres samlet og der modtages mundtlig feedback fra underviser.

Modul 6: Indefra perspektivet – set udefra

På modul 6 møder du en autistisk underviser, der med baggrund i egne erfaringer, vil formidle et unikt indefra perspektiv, herunder f.eks. stresshåndtering, samarbejde med professionelle og meningsfuldt socialt samvær. Vi drøfter samarbejde med professionelle set fra et autistisk synspunkt og introducerer ”trafiklys-modellen”, som er et redskab til at arbejde systematisk med relationsdannelse.

Derudover har vi fokus på energiforvaltning og introducerer ”batterimodellen” som redskab til samarbejde omkring dette. 

Praksisopgave 6: At tilrettelægge en indsats med udgangspunkt i procesmodellen. Som dataindsamlingsredskab skal du benytte enten “trafiklysmodellen” eller “batterimodellen”. Tidsforbrug: ca. 7 timer.
Feedback gives skriftligt af underviser.

Modul 7: At skabe rammer for udvikling

På dette afsluttende modul evaluerer og repeterer vi hele Autismepilotforløbet.

Vi arbejder os rundt i hele procesmodellen. Sammen med autistiske medundervisere afprøver vi i praksis teori og metoder fra uddannelsesforløbet.

Praksisopgave 7: At tilrettelægge en indsats med udgangspunkt i procesmodellen. Du vælger selv hvilke dataindsamlingsredskaber og metoder fra uddannelsesforløbet, der inddrages i processen. Tidsforbrug: ca. 7 timer.
Der modtages mundtlig feedback fra underviser.

Uddannelsesbevis

Kursister, der har gennemført Autismepilot Skole modtager et uddannelsesbevis.

Pris
Autismepilotuddannelsen på skoleområdet: 15.000,- pr. person (eksl. moms). Prisen er inkl. forplejning på undervisningsmodulerne.

Tilmelding
Tilmelding til Autismepilot på skoleområdet (link til Region Midtjyllands kursusmodul, Plan2Learn).

Autismepilot Skole strækker sig over ca. 12 måneder og består af 7 grundmoduler samt syv dertilhørende implementeringsmoduler.
Det forventede tidsforbrug er ca. 80 timer fordelt på undervisningsdage, praksisopgaver samt- skriftlig og personlig feedback fra vores undervisere.

Uddannelse i hele landet
Vi underviser i hele Danmark og tilrettelægger gerne uddannelsen efter jeres specifikke behov. Undervisningen foregår i Hinnerup, nord for Aarhus eller hos jer lokalt i egen organisation.

Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte vores kursusafdeling på
tlf. 7847 6328 eller via mail: kursusadministration@ps.rm.dk

Læs mere om skolepiloten her: Autismepilot, der er særlig målrettet medarbejdere i folke- og specialskoler, der samarbejder med autistiske elever. 

Bliv klogere & gør os klogere

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og modtage spædnende nyt på området for autisme.

Vælg et eller flere emner til højre, og tilmeld med din emailadresse. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vælg emne(r)

Indtast email og tilmeld