- Specialområde Autisme
- Kejlstrupvej 99D
- 8600 Silkeborg
- (+45) 7847 6500
© 2025 Autismeplatform – Designet af Aveo web&marketing
Hvordan kan man skabe en meningsfuld samtale om trivsel og motivation med de borgere man samarbejder med? Det skulle konsulenter i Specialområde Autisme finde ud af ved at bruge en helt ny måde at tænke motivation og trivsel på – med hjælp fra et konkret, visuelt materiale. Opgaven viste sig ikke at være helt så enkel, og planen blev helt lavet om, da Specialområde Autismes Autistiske Advisory Board blev involveret. Mere om det senere.
For først mere om de motivations- & inspirationskort, som blev resultatet. Ergoterapeut og konsulent i Specialområde Autismes konsulentenhed Christina Thage Andersen fortæller:
“ På vores uddannelse, Autismepiloten, arbejder vi med mange konkrete visuelle materialer, som medarbejderne kan bruge i deres samarbejde med borgerne. Og nu havde vi så fået en ny forskningsbaseret måde at tænke trivsel og motivation på: Selvbestemmelsesteorien. Den beskriver, at der på tværs af kultur, etnicitet, køn og diagnoser er nogle helt særlige faktorer, der er grundlæggende for menneskers trivsel – nemlig autonomi, kompetence og samhørighed. Og det ville vi gerne oversætte til et redskab, som kunne åbne for en samtale”.
Det vigtige i tilgangen er, at der aldrig er et facit. Det understreger Christina:
“Det handler ikke om mål og krav, men om dialog og viden om, hvad der giver det enkelte menneske trivsel. Det ikke er vores opgave at sige “Nej, det kan ikke lade sig gøre!”. Vores opgave er at sige “Ej, det er da en spændende idé. Du vil gerne til Mars”. Måske man så bliver nødt til at stå af i Odense, men man får altid noget med på vejen. Det kan godt være, at man begynder at arbejde hen mod noget, men det er ikke formålet”.
Tilgangen er samtidig også en måde at åbne for nye individuelle perspektiver, som måske ikke er åbenlyse for dem, der har til opgave at støtte borgeren. Christina fortæller:
“Jeg havde på et tidspunkt et samarbejde med en ung mand, som jeg tænkte bestemte rigtig meget i sit eget liv. Der var masser af autonomi. Men da vi så – med hjælp fra motivationskortene – kom til at tale om det, så viste det sig, at det ikke var reel selvbestemmelse, som gav trivsel, for han sagde “Det er min angst og min autisme, som styrer alle beslutninger”.
Men tilbage til udviklingen af kortene. For efter en længere proces, hvor konsulenterne samarbejdede med en grafiker, tænkte de, at nu var de kommet så langt, at de kunne sende det endelige resultat videre til godkendelse hos de 12 medlemmer af Det Autistiske Advisory Board. Christina fortæller:
“Vi tænkte, at vi jo vidste alt om, hvad autister har brug for. Men der måtte vi bare erkende, at vi var helt forkert på den. Vi skulle have inviteret boardet ind langt tidligere, for det endelige resultat blev meget anderledes end det, vi havde tænkt. Det er boardets fortjeneste, at der til hvert motivationskort nu er blevet lavet et inspirationskort, fordi det fx kan være svært at forestille sig, hvad det egentlig vil sige at have styring/autonomi i sit eget liv. Inspirationskortet hjælper med eksempler på det: At det kan handle om hvad man spiser, hvilke hobbier man har osv.
Det var også deres forslag, at der på hvert kort skal være muligt selv at skrive noter, for som et af medlemmer udtrykte det: “Hvis I kommer med noget som jeg ikke kan gøre til mit, så er det bare endnu en pædagogting som ryger direkte i skraldespanden”.
Og fra et medlem boardet lød der også et vigtig råd, når kortene nu skulle ud og bruges: “I skal lægge et stort arbejde i at lære pædagoger ikke at tænke i planer, mål og indsatser, hvis det her skal lykkes”.
© 2025 Autismeplatform – Designet af Aveo web&marketing
© 2025 Autismeplatform – Designet af Aveo web&marketing