Selvskade: Fjern skammen og lav aftaler om hjælp

Selvskadende adfærd er et komplekst og personligt emne, der kræver en forståelse for de individuelle behov og oplevelser. Det fortæller Theis Sommer Christoffersen, der er autist og medlem af Specialområde Autismes Autistiske Advisory Board her om. Julia Ebdrup, der er psykolog og Emilie Norup Linh, pædagog i Specialområde Autismes tilbud i Dannebrogsgade i Viborg, fortæller om den tilgang, som det kræver både at passe på borgeren og de medarbejdere, der skal træde til: 

Har svært ved at mærke mig selv

– Jeg har svært at mærke mig selv, og når jeg har det dårligt, så er selvskaden en måde at opnå det på, fortæller Theis. Han har gennem en årrække selvskadet jævnligt, men har det nu så godt, at frekvensen for selvskade er blevet mindre hyppig:

– Jeg er der ikke 100 % procent, men næsten, for der kan gå tre fire måneder imellem. Og det er fordi jeg får den støtte, som jeg har behov for.

Selvskade er noget meget personligt og intimt

Han understreger, hvor vigtigt det er at have støttepersoner, der kan møde ham med respekt og forståelse. “Det er vigtigt, at de ansatte kan være i det. At jeg ikke både skal forholde mig til mig selv og deres angst. For mig er selvskade noget meget personligt, en meget intim ting, så det er langt fra alle ansatte jeg kan modtage hjælp fra, siger Theis. Han fremhæver også, hvor vigtigt det er, at medarbejderne ikke taler ned om selvskadende adfærd:

“Det er et symptom på, at man har det svært. Ikke noget man gør bare for at få opmærksomhed,” understreger han.

Vi skal tage skammen væk

Fra psykologens perspektiv handler det netop om at udstyre medarbejderne med den rette forståelse og metoder til at håndtere selvskade. Det handler om at give dem en grundforståelse af selvskadende adfærd og lære procedurer, der kan hjælpe i akutte situationer:

– Vi skal forstå, at der er en god grund til at borgeren har den her adfærd. At den har en funktion. Hvis vi kan lykkes med at hjælpe med at finde noget andet, som virker ligeså godt, så er det godt, men hvis ikke, så må vi acceptere, at selvskaden har en funktion. Det giver en helt anden mulighed for at hjælpe, når det bliver farligt,” forklarer Julia.

Ingen løftede pegefingre

Emilie, der arbejder som pædagog, fortæller om de praktiske tilgange, som bruges til at støtte borgere med selvskadende adfærd i Dannebrogsgade. Hun fremhæver, hvordan et miljø, der accepterer og arbejder med selvskadende adfærd, kan gøre en forskel for borgerne. Personalet giver plads og anerkender borgernes behov og der er på forhånd lavet aftaler om, hvad der skal ske i selvskade-situationer:

“Det er ikke vores første prioritet at få det til at stoppe, men at det skal mindskes,” siger Emilie. Denne tilgang skaber et trygt miljø, hvor borgerne ikke bliver mødt med løftede pegefingre, men med omsorg og forståelse.

Klare procedurer og støtteplaner

Et centralt element i denne tilgang er at etablere klare procedurer og støtteplaner. Emilie beskriver, hvordan trivselsplaner og brobygningsforløb sikrer, at både personalet og borgerne ved, hvad de kan forvente. “Vi er meget opmærksomme på, at personalet aldrig står alene i en selvskadesituation,” siger hun, for det sikrer, at der altid er støtte og klare aftaler om ansvarsdelingen blandt medarbejderne:

• Når en ny borger bliver indskrevet laver man i fællesskab en trivselsplan, der beskriver de tegn, som kan gøre medarbejderne opmærksomme på at borgeren er begyndt at få dårligt

• For de borgere, der ønsker det, udfylder man i fællesskab et hospitalspas, som kan tages med til den videre behandling i hospitalsregi

• Der er en klar retningslinje for, hvor mange medarbejdere, der skal være tilstede, når en borger har selvskade: Én kontakter borgeren og én står for det praktiske og koordinerer de opgaver, som de øvrige ellers skulle have løst

• Forløbet drøftes ved de tre daglige overlap (når det næste hold medarbejdere møder ind) og ved kollegiale samlinger/debriefing hvis nødvendigt