”I havde styr på situationen og var helt vildt gode til at fortælle om det, I gjorde.” Ordene her kommer fra Thea, der for ti minutter siden lå blødende på en sofa og fik akut førstehjælp. Men blodet var heldigvis af snydeslagsen, og Thea er skuespiller – hyret ind til i dag at spille rollen som en borger, der har udført massiv selvskade. Og sofaen, der kunne have stået på et botilbud, er en fast del af et trænings-setup hos Præhospitalet i Region Midtjylland. For medarbejderne, der fik den gode respons fra Thea, er nemlig på kursus i at håndtere voldsom selvskade.
Kurset har eksisteret siden før sommerferien 2025 og er indtil videre en prøvehandling. Dog en af slagsen, som deltagerne giver virkelig gode tilbagemeldinger på. Fx at de – når de senere står i situationen ude i hverdagen – føler sig meget mere rolige og parate.
Og det er vigtigt, for det er voldsomme oplevelser, de kan komme ud for. Arbejdsmiljøkoordinator i Specialområde Autisme, Louise Barner, som har været med til at udvikle kurset, fortæller:
”Vi kan se på data, hvad det er for en type selvskade, der kan føre til voldsomme belastninger hos medarbejderne. Det er strangulering og pulserende sår og åreladning, og undervisningen sætter derfor fokus på at lære medarbejderne udvidet førstehjælp: Fx hvordan stopper man en stor blødning, og hvorfor er det vigtigt, at den tilskadekomne bliver holdt varm.”
Alt det kunne man i princippet læse sig til og nøjes med at få klasseundervisning i, men så alligevel ikke. Louise fortæller:
”Vi kan ikke lære hurtigt nok, når vi får teoretisk viden. Vi skal have kroppen med, og derfor er jeg så optaget af simulationstræning. Man får fx tunnelsyn og kan reagere på måder, som man slet ikke kan forudse. Og kurset her er designet til, at man kan øve sig i at stå i så voldsom en situation på en tryg måde, og på en måde, hvor man kan tale om, hvilke andre handlemuligheder man har”.
I debriefingen, hvor de tre kursister, der skulle hjælpe Thea, fortæller om deres oplevelse, bliver det tydeligt, hvor meget deres hjerner pr. automatik har lukket ude for at holde fokus.
En af de to ambulancereddere, som underviser i dag, spørger nemlig: ”Hvem opdagede musikken?”
”Var der musik?” og ”Jeg opdagede det først, da det værste var ovre,” lyder to af svarene (og der var bestemt ikke tale om blid baggrundsmusik, men rock af in-your-face-typen, skal vi hilse og sige).
Kurset byder derfor også på helt lavpraktiske øvelser, der handler om de Falck-kasser, som man har stående. Man øver sig i at åbne dem og i at åbne en bandage – alt sammen i en presset situation. Louise fortæller:
”Det er små, men vigtige ting. Målet er at træne deres førstehjælps-skills, deres mentale parathed og evnen til at organisere sig om opgaven. Hvem flytter kniven, hvem finder bandagen?”
I den sammenhæng har Thea, der som skuespiller er uddannet i at bruge skuespil i undervisning, en vigtig funktion:
”Vi har haft en samtale inden, så hun ved, hvad borgerne typisk siger i situationen, og hvad det er, vi bliver ramt af. Det former hun så sin rolle efter og er dybt opmærksom på, hvor kursisternes følelsesmæssige grænse er. Hendes opgave er at styre intensiteten i scenariet. Kursisterne skal presses, men ikke ryge ud over kanten,” fortæller Louise.
Og da enkelte kursister allerede kan have oplevet voldsomme hændelser, er Louise eller en kollega altid til stede og kan gribe vedkommende og sætte en beredskabsplan i værk, så risikoen for eventuel retraumatisering mindskes.
På det tværfaglige plan i samarbejdet mellem socialområdet og Præhospitalet har kurset også ført til erkendelser af, hvor forskelligt man som fagperson agerer i de her situationer:
“Ambulancefolkene fra Præhospitalet, der underviser på kurset, har fortalt, at de bare er totalt blown away over den rolige måde, som vores medarbejdere håndterer det på. Hvor de selv ville sparke døren ind, så går vores medarbejdere ind lige så stille. Førstehjælp med omsorg, kalder de det,” fortæller Louise med et smil.
Kurset er udviklet i et samarbejde mellem Socialpsykiatri Voksen, Specialområde Autisme og Præhospitalets kursusafdeling (som siden 2024 har boet på samme matrikel i Silkeborg). Underviserne er ambulancefolk, som er tilknyttet Præhospitalets kursusafdeling.