Skolefravær, social isolation og dårlige relationer var engang en del af fortællingen om 30-årige Eva, der er autist og ADHD´er. Men på den anden side af diagnoserne og hjælpen til selvforståelse ventede blandt andet omsorgsfulde online venskaber og et aktivt liv med masser af interesser.
“I går gad jeg ikke spille mere, men så sad jeg bare og malede med kamera på, mens de andre streamede deres spil”.
Eva fortæller her om, hvordan meget af hendes sociale samvær finder sted: nemlig online og nærmere bestemt i en gruppe i spillet World of Warcraft.
Eva har netop fået en førtidspension og udover online spil og venskaber er hendes dage fyldt med kreative aktiviteter. Hun maler og syr, strikker, passer sin have og er netop kommet i gang med et surdejsprojekt. Hun har sagt ja til at lade sig interviewe hos Specialområde Autisme og ved sin side har hun peermedarbejder Emma, fordi det giver en ekstra tryghed.
Evas blik er opmærksomt og først lidt nervøs, da interviewet går i gang. Men inden længe bliver det lyst og fyldt med energi. Glæden over at kunne fortælle om et liv, som i dag rummer rigtig meget godt, er tydelig:
”Når jeg ikke har det så godt, så er jeg supertaknemmelig for de venskaber jeg har online. Jeg har en del angst og depressive perioder, hvor jeg godt kan komme til at isolere mig selv og i de perioder kan jeg ikke altid overskue at være social in-person. Så der forsøger jeg at snakke med nogle online mindst et par gange om ugen.”
Og nej, Eva var ikke et af de børn, som tilbragte hele deres barndom online. Faktisk var det først, da hun var 17-18 år gammel, at spillene og dermed venskaberne online blev en del af hendes liv.
“Da jeg startede på Discord og med online spil, turde jeg næsten ikke sige noget, fordi jeg har så dårlige erfaringer med engelsk på grund af en lærer. Men lige så stille begyndte jeg at snakke og føle mig mere tryg”, fortæller hun.
Og på et svært tidspunkt blev et opslag på Reddit, som lød sådan her: “Jeg spiller World of Warcraft og leder efter nye venner”, anledningen til, at hun fandt de gode venskaber, som hun har i dag.
Men mere om det senere, for først skal vi høre om hendes barndom og tidlige ungdom:
“Jeg har altid følt mig anderledes, og i folkeskolen gik jeg i de små klasser fra nærmest at være helt usynlig – som i den, der blev glemt, når vi legede gemmeleg – til senere at blive mobbet. I 9. klasse pjækkede jeg enormt meget og til sidst kom jeg slet ikke i skole”, fortæller hun.
Men trods det lykkedes det hende at få 9. klasse i folkeskolen, 10. klasse på efterskole og senere en STU som voksen, som hun afsluttede sidste år. Senere har hun af flere omgange forsøgt sig med gymnasiet. Den helt store ændring i hendes liv skete dog først, da hun som 20-årig fik en autismediagnose (og senere som 26-årig en ADHD-diagnose) og fik hjælp til på ny at forstå sig selv. Hun fortæller:
“Jeg fik hjælp fra to skidegode konsulenter, som hjalp mig med at indse, at nej, jeg er ikke forkert. Jeg er anderledes og det er ok, og der hvor jeg følte mig forkert, var det fordi mit sammenligningsgrundlag var forkert. Jeg sammenlignede mig med mennesker som ikke havde angst og ondt i maven hver morgen og som ikke havde depression”.
“Jeg har meget hoppet fra vennegruppe til vennegruppe efterhånden som jeg har lært mig selv at kende. Og fordi jeg har fået mere selvværd, ved jeg nu, at bare fordi andre anerkender mig, betyder det ikke at det er godt nok – at man ikke skal holde fast i folk der snakker grimt og dårligt om en”, fortæller hun.
Og da hun tog mod til sig og skrev opslaget på Reddit, kom der hurtig en reaktion:
“Der var én, der skrev: “Jeg tror, at den gruppe jeg er i, vil du passe i”, og det var så rigtigt. Det er en meget divers gruppe – både hvad alder, køn og etnicitet angår. Jeg snakker dagligt med folk fra det meste af Europa. Det er fedt, der er så stort et spænd. Der er rigtig mange med ADHD og et par stykker med autisme. Det er et sted, hvor man virkelig hjælper hinanden. Der er én, som får hjælp til at huske sin medicin og en anden har bedt om hjælp, fordi vedkommendes barn sprang ud som transkønnet. Det er bare nogle megaspændende samtaler. Det trives jeg rigtig godt i, og hvis jeg bliver socialt overstimuleret, ja, så smutter jeg bare, og så er jeg hjemme i min egen lejlighed”.