Der er to historier om Asger Frisgård: Den, der handler om alt det svære, og den, der handler om alt det, der godt kan lade sig gøre. Selvom man har autisme, ADHD og Tourette, en invaliderende tarmsygdom og er førtidspensionist. Og med til historien hører mennesker, der har blik for, hvad Asger kan, og som giver ham muligheder, der passer til. De historier vil han gerne fortælle.
Men først skal vi tilbage til Asgers første år. Han får autismediagnosen i 1. klasse (plus en ADHD-diagnose nogle år senere). Han går i en klasse med 22 elever og har det tit svært i klassen. Han fortæller:
“Jeg har altid været anderledes og haft stor retfærdighedssans, og det har skabt problemer af og til. Det, der gjorde det år tåleligt, var, at jeg blev hentet ud og fik lov til at se tegnefilm alene, når jeg ikke kunne være i situationen. Så selvom det normalt ikke er særlig rart at blive hentet ud af klassen, så var det en gave for mig”.
Asger vokser op i en kernefamilie med mor, far og en fire år ældre søster og er fra 2. klasse cirka halvdelen af tiden hos en aflastningsfamilie – hos aflastningsmor Mona, som han kalder hende, og som han stadig ser. Han vokser op i en familie, hvor der bliver taget hensyn til ham, og med en besked om – med Asgers egne ord – at han måske ikke skal forvente at få et liv, som ligner alle andres, men at det ikke skal forhindre ham i at opføre sig ordentligt. Det kan måske lyde hårdt, men Asger er glad for, at hans forældre tacklede hans udfordringer på den måde:
“Jeg er vokset op med, at en diagnose kan være en forklaring, men ikke en undskyldning. Der er blevet taget hensyn til mig, men jeg har fået at vide, hvordan man opfører sig.”
På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke risikerer at føre til maskering og den pris, det medfører, svarer han:
“Man skal selvfølgelig betale en pris – skal alle det ikke nogle gange? Vi skal alle sammen indimellem gøre ting, vi ikke vil. Det hører med til at være menneske, tænker jeg.”
Asger er samtidig også meget bevidst om ikke kun at omgive sig med andre autister:
“Det er vigtigt for mig både at have autistiske og neurotypiske venner. For ellers er det svært for mig at komme i den anden verden. Man behøver ikke at føle sig godt tilpas ved det, men det er vigtigt, at man kan begå sig. Man kan ikke være i den ene eller anden verden hele tiden. Det er i hvert fald min holdning. Det kan være gavnligt at være i den autistiske verden meget, men det skal afbalanceres,” siger han.
Tilbage til Asgers skoletid. For da de øvrige elever i hans klasse begynder at nærme sig puberteten, bliver det ekstra svært for Asger, som først selv senere går i puberteten. Men fordi hans klasselærer ser, at Asger har talent for alt, der har med it at gøre, bliver der fundet en løsning, som midlertidigt forlænger hans skolegang:
“Da jeg får det svært, er jeg heldig, at jeg som den eneste får lov til at installere og vedligeholde software på skolen. Det betød, at der var meget tid, hvor jeg ikke var med i timerne, og det gav mig mulighed for at holde ud at være i skolen.”
Men da han er 14 år gammel, får han det for alvor dårligt, og bliver indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling. Der bliver lagt en plan, og med ny medicin er han efter indlæggelsen tilbage i skolen og kommer i praktik hos den lokale brugsmand, Jørgen:
“Det viser sig, at jeg har det meget bedre i et voksenmiljø, og efter en senere praktik hos it-afdelingen på Sygehus Lillebælt, finder jeg ud af, at it er det, jeg skal,” fortæller han.
Han siger derfor farvel til skolen midt i 9. klasse, og efter en praktik på det daværende Gudenåkollegiets værksted (i dag Tørring Beskæftigelse og Uddannelse) flytter han som 17-årig ind på kollegiet samme sted og får inden længe en tjans hos det lokale gymnasium med drift af it-løsninger. Senere flytter han ind på botilbuddet Ndr. Fælledvej – også i Tørring.
“Det var godt at flytte ind på kollegiet – og senere Ndr. Fælledvej. Jeg har mit eget, men er samtidig del af et fællesskab,” fortæller han. Og det fællesskab gør han også selv en stor indsats for at styrke – blandt andet ved at søge, og få, fondsmidler til en stor fest.
“Dengang da jeg flyttede ind, var man vant til, at autister var sådan nogle, der bare sad på deres værelse. Men det er heldigvis blevet anderledes. Vi blev en gruppe, der tog på ture og ferier sammen,” fortæller han.
Som 18-årig får Asger førtidspension, og det er en stor lettelse:
“Det har givet mig en ro i, at jeg ikke skal presses til at forsøge at kunne alt muligt, som jeg ikke kan. Det giver mig ro til rent faktisk at kunne arbejde 12 timer om ugen,” fortæller han.
De 12 timer, han arbejder om ugen, er som en del af it-afdelingen hos koncernen Bestseller:
“Jeg startede i praktik hos Bestseller i 2023 og blev så ansat på en fast kontrakt ti timer om ugen – som nu er blevet til 12 timer. Jeg sidder med it-opgaver, der handler om support, automatisering og brugerstyring. Jeg kan arbejde hjemmefra, lige så meget som jeg lyster, men er typisk på kontoret i henholdsvis Brande og Aarhus en gang om måneden,” fortæller han.
Og selvom han arbejder meget hjemme, føler han sig som en del af den afdeling, han er ansat i:
“Det, at jeg kan arbejde så meget hjemme, gør det muligt. Og det, der gør det godt, er, at jeg er på lige fod med de andre. Jeg er en del af afdelingen, men har bare færre og trivielle opgaver, som andre ikke ville trives med. Og når jeg er på kontoret – selvom det ikke er så meget – så får jeg de hjælpemidler, som jeg har brug for – for eksempel et specielt headset med noise cancellation. Det bliver der ikke gjort noget stort nummer ud af,” fortæller han.