43-årige Jacob Thorsnæs bor i Randers. Han har autisme og ADHD, er førtidspensionist og har sagt ja til at fortælle om, hvordan han oplever ensomhed. Og hans fortælling er fyldt med paradokser og modsætninger, som mange autister sikkert kan genkende.
For ja, ønsket om at være social og møde andre er der, og det er stort. Men hvordan gør man, når man er et menneske, der på grund af de udfordringer, som autismen og ADHD’en kan give , ikke har den store energi. Og i øvrigt også har mange nederlagserfaringer med sig, som altid er med i bevidstheden.
“Jeg skal virkelig passe på, at jeg ikke stresser i mit liv. Jeg vil rigtig gerne hjælpe og tage hensyn, men jeg har svært ved at finde stopknappen. Så jeg brænder nemt ud, og kan føle at jeg har givet rigtig meget uden at få noget tilbage”, fortæller han.
Jacob beskriver sig selv som både indadvendt og udadvendt og en person med mange interesser: først og fremmest musik, figurmaling og rollespil. Tre dage om ugen er han i Bagland, Specialområde Autismes beskæftigelsestilbud i Randers, hvor han dyrker disse interesser og er med på et fitnesshold.
Men der mangler noget — og nogen. Jacob fortæller:
“Jeg har stadig en følelse af et enormt tab – at have misset en del af mit ungdomsliv. Særligt den sociale del, da jeg var mellem 22 og 24 år. Det var svært at have kræfter til både at flytte by, ny lejlighed, nye bekendtskaber, nye pædagoger og så også at socialisere med nye mennesker. Lige pludselig var jeg bare 40. Der er mange ting jeg gerne vil prøve, men samtidig er jeg usikker. Og det er ensomt hele tiden at skulle hanke op i sig selv og tage mod til sig, når jeg ved, hvor meget det kræver, fordi jeg er enormt genert. Og hvad får jeg ud af det, når jeg så alligevel forsøger?”
I de første skoleår var ensomhed ikke noget, der fyldte for Jacob:
“Jeg var egentlig rimelig udadvendt og følte mig ikke alene. Jeg havde kammerater og var vellidt. Men senere blev det et problem, at jeg ikke var god til den sociale ping pong. Det gjorde mig mere reserveret, og jeg vendte det indad. Og det hjalp heller ikke, at jeg ikke kunne være med til fodbold, fordi jeg ikke forstod spillet”, fortæller han.
Asperger diagnosen fik han i 5. klasse:
“Jeg gik på det tidspunkt på en meget kreativ friskole, hvor der ikke var så mange rammer. Det var svært. Da jeg stopper på friskolen og i overgangen derefter, kan jeg godt mærke at der begynder at ske noget — jeg har en stor bevidsthed om ensomheden. Jeg føler ikke, at jeg kan holde på mine kammerater, og jeg kan ikke spejle mig i dem. Der var ikke tilbud til sådan nogle som mig”.
Teenageårene og de første voksenår er svære, men der er også lyspunkter: Jacob får gode kammerater på bostedet SORAS, spiller musik sammen med andre på Dalgas Skolen og arbejder i en periode som medhjælper i Badstue Rock i Aarhus.
Efter nogle år får han tilbudt egen lejlighed med bostøtte. Man kunne tænke, at det er et naturligt næste trin i voksenlivet, men det duer slet ikke for Jacob. Det er alt for ensomt, og det ender med en periode med store frustrationer, vrede der vender udad og depression.
“Jeg har temperament, og når det hele bliver for meget, så kan jeg komme til at give andre skylden, og det gør mig massivt selvkritisk. Jeg skammer mig og har dårlig samvittighed, og det gør bare ensomhedsfølelsen værre. Jeg tror, at jeg kommer til at gøre mig selv ensom på grund af selvkritikken. Jeg kommer til at leve i fortiden og lader melankolien og de mistede muligheder fylder”, fortæller han.
Da Jacob som 24-årig flytter til Randers fra Aarhus, synes han først, at der er alt for kedeligt i byen, men med flytningen kommer også muligheden for venskaber, som han faktisk stadig har den dag i dag.
Med til interviewet er også Anja, der afdelingsleder i Bagland, og som Jacob jævnligt taler med. Hun nikker bekræftende til det, Jacob siger, og tilføjer:
“Du har en særlig indføling i forhold til andre mennesker”.
Jacob tænker lidt over det, Anja siger og konstaterer:
“Folk vil mig gerne — hvis altså jeg kan huske mig selv på det.”