Som mange andre autister har Thor Hansen oplevet ensomhed. Men i hans liv er der et markant før-og-efter. Nemlig det tidspunkt, hvor han fik diagnosen, og venskaber pludselig blev en mulighed.
Thor var 25 år gammel, da han fik diagnosen, og i dag 15 år efter har han taget Specialområde Autismes peeruddannelse og arbejder som peermedarbejder på et bosted i Syddjurs Kommune. Muligheden for på den måde at give andre autister håb og vise, at livet har meget at byde på – også når mange ting er svære - er hans store drøm i livet. Derfor har han også takket ja til at fortælle om sine egne erfaringer med ensomhed. Og om de fordomme om autisters ensomhed, som fagpersoner kan have.
Han fortæller:
“I min skoletid var jeg ikke del af nogen fællesskaber. Jeg havde ikke nogen venner, ikke nogen at dele interesser med, og jeg blev mobbet både fysisk og psykisk”.
Den eneste støtte og opmuntring kom fra Thors mor, som dog også blev ved med at presse på for, at Thor “bare skulle komme i gang” - fordi hun dengang ikke vidste bedre.
“Alt det ændrede sig, da jeg fik diagnosen,” siger han.
For da blev det klart, at nej, sociale relationer på den neurotypiske måde aldrig skulle blive løsningen for Thor:
“Da jeg havde fået diagnosen og blev tilknyttet Bagland i Randers (Specialområde Autismes beskæftigelses- og uddannelsestilbud) mødte jeg andre autister for første gang. Jeg oplevede, at nogen forstod mig, og jeg skulle ikke tænke på hvordan jeg kunne formulere mig. Indenfor de første 10 minutter faldt jeg bare ind. Det er noget jeg ønsker for alle autister. Det er så enormt befriende”.
For ja, selvom venskaber mellem autister og neurotypikere er en mulighed, så oplever mange autister, at det bare er lettere at kommunikere med andre autister. Thor fortæller:
“Det, der hjalp mig, var først og fremmest at blive venner med andre autister. Det er den klassiske forskel mellem autister og neurotypikere: Neurotypikere benytter sig af sarkasme og underforståede meninger, men hvis du som autist er sammen med andre autister, så er der ikke noget af den slags. Vi kan være naturlige og behøver ikke at være på vagt hele tiden. Når du lærer andre autister at kende, så ved du, at du får besked, hvis du gør noget de ikke bryder sig om. Der er ikke noget, du skal gætte dig til”.
I sit arbejde som peermedarbejder er Thor stødt på en misforståelse om autistiske venskaber, som han meget gerne vil være med til at udrydde: nemlig forestillingen om, at venskaber altid skal være noget, der foregår IRL (IRL: In real life, red.). Han fortæller:
“Jeg har i mit arbejde som peer været nødt til at bremse medarbejdere, som har været enige om, at en borger “skulle ud at opleve noget og have andre interesser”. For nej, det skulle han ikke. Han har faktisk allerede venskaber og interesser. Det var bare over nettet. Man skal huske, at det også er en mulighed”.
Thor er derfor også klar med et konkret bud på, hvad man gør, hvis man er ensom og gerne vil gøre noget for at ændre det:
“ Find et fællesskab af autister, og mød op der og find et fælles tredje – hvad det nu end kunne være – og så starter det hele der. Man kan fx søge online på autistiske fællesskaber i den kommune man bor”, lyder svaret fra Thor.
Du kan også finde en oversigt over mødesteder for autister her:
https://autismeplatform.dk/temaer-2/autist-og-det-at-vaere-social/moedesteder-for-autister/