Principper for autistisk involvering i projekter

I Specialområde Autisme stræber vi altid efter at blive bedre til at involvere autistiske mennesker på alle niveauer i organisationen: både i det individuelle samarbejde – fx ved hjælp af involverende metoder som LA2 og Åben Dialog , på det strategiske niveau – fx ved hjælp af Autistisk Advisory Board – og i vores udviklingsarbejde.

Derfor har vi også, når det kommer til netop udviklingsarbejde, besluttet, at der skal være autistisk deltagelse i alle de projekter, som vi igangsætter. For som en af vores autistiske samarbejdspartnere siger:  

 

”Vi bliver ikke specialister, vi er specialister: Vi har ikke en lang uddannelse bag os  vi har vores liv” 

 

Principper for involvering 

For at understøtte at autistiske mennesker kan komme til orde og deres perspektiver blive tænkt ind i vores projekter, har vi udarbejdet et sæt principper for, hvordan vi skaber de bedste rammer for involvering . De bygger oven på vores menneskesyn og autismeforståelse som beskrevet i vores faglige fundament.

 

Autistiske samarbejdspartnere 

Vi har i øjeblikket tilknyttet ca. 15 autistiske samarbejdspartnere, som bidrager til vores udviklingsarbejde på forskellig vis alt efter deres individuelle erfaringer og kompetencer. Vores samarbejdspartnere underviser også på vores uddannelse Autismepilot og i vores øvrige undervisnings- og formidlingsopgaver.  

 

De fleste af vores autistiske samarbejdspartnere er eller har været tilknyttet et af vores tilbud i Specialområde Autisme. Der er også enkelte, som vi samarbejder med, fordi de har nogle specifikke kompetencer og erfaringer, som vi kan trække på i særlige projekter. 

 

For at sikre at der er nok opgaver til de samarbejdspartnere, som vi har i dag, kan vi desværre ikke pt. indgå aftale med flere. Hvis dette ændrer sig, vil vi orientere om det via Autismeplatform-nyhedsbrevet (du kan tilmelde dig nederst på siden). I den forbindelse vil vi også beskrive, hvordan man ansøger om at blive samarbejdspartner.   

 

Hvordan involverer vi bredere? 

Vi er hele tiden nysgerrige på, hvordan vi kan gøre vores involvering bredere, så fx perspektiver fra autister, der ikke kommunikerer med et verbalt talesprog eller som af andre årsager ikke kan deltage i vores udviklingsarbejde, også bliver repræsenteret. 

 

Som eksempel på dette afsluttede vi i 2025 et projekt, som har undersøgt, om tilgangen Intensive Interaction kan gøre os bedre i stand til at involvere autistiske mennesker med minimalt verbalt sprog og udviklingshandicap – også i de organisatoriske beslutninger. Få mere at vide om projektet her. Vi udbreder på den baggrund Intensive Interaction i de kommende år for at styrke involvering af den målgruppe.  

 

Har du en god idé til, hvordan vi kan favne perspektiver fra flere, så hører vi meget gerne fra dig. 

 

Stil spørgsmål