Social- og Boligstyrelsen har netop offentliggjort et nyt materiale, der skal gøre det lettere at tale om autisme, kønsidentitet og kropsubehag. Specialområde Autisme har sammen med Metodecentret været leverandører på projektet.
Forskning og erfaringer fra praksis viser en større forekomst af autisme i kønsdiverse grupper, og materialet er blevet udviklet fordi, det at være autist og have en divergerende kønsidentitet giver øget risiko for mistrivsel, herunder fx depression, angst og selvskadende adfærd.
En af de fagpersoner, der har set frem til, at materialet blev færdigt og nu kan tages i brug fx på bosteder for autistiske mennesker, er Mette, som arbejder på et af Specialområde Autismes botilbud:
”Når vi taler med vores borgere om selvforståelse og identitet, så er det helt naturligt, at det også er muligt at bringe kønsidentitet på banen, hvis borgeren ønsker det. Allerede når en borger bliver indskrevet i et botilbud, skal vi signalere, at her er det også muligt at tale om sådan nogle ting. Vi skal ikke pådutte nogen noget, men vise, at det er en mulighed”, siger hun.
Forskellige forbehold kan stå i vejen for en åben og god dialog om køn. For nogle fagprofessionelle handler det om en begrænset viden om emnet, og for nogle kan der opstå en bekymring om, at blot dét at tale om kønsidentitet kan føre den enkelte i en bestemt retning ift. fx kønsbekræftende behandling, kirurgi og / eller medicinsk behandling.
Om det siger Mette:
”Hvis man ikke tør tage den her dialog og måske tænker: ”Nu risikerer jeg at skubbe det her menneske i retning af et kønsskifte”, så kan vi miste en mulighed for at hjælpe et menneske, der er forpint. Det er vigtigt for mig at understrege, at bare fordi vi får det her materiale i hånden og har valgt den her vej at gå, så betyder det ikke, at vi skubber vores borgere ud i noget som helst. Vi gør det, fordi vi ved, hvor forpint man kan være, hvis man skal undertrykke så stor en del af sig selv, og at det kan føre til mange forskellige belastninger”.
Og det handler netop ikke om at rådgive eller udstikke retninger, når man som fagprofessionel stiller sig til rådighed – enten som én, der bare lytter eller med de nysgerrige spørgsmål, der kan støtte den enkelte borgers selvforståelse ift. køn. Det handler om at være til rådighed for de mennesker, der har behov for det og for støtte så den enkelte opnår trivsel. Det er samtidig Mettes erfaring, at det svære kan handle om mange forskellige ting:
”Vi skal tage tingene stille og roligt, understøtte borgere i deres proces med at afprøve ting i det små. Der er så meget at være nysgerrig på. Det kan handle om tanker om, hvor hører jeg til, hvem kan jeg spejle mig i. Nogle vil gerne prøve flere kønsudtryk af for at finde frem til noget, som føles rigtigt for dem. Det kan også handle om noget sensorisk. Jeg har fx oplevet en borger, der havde sensorisk ubehag ved sine bryster, og løsningen blev, at vedkommende fik en binder om brysterne”.
At kunne tage dialogen om kønsidentitet er efter Mettes erfaring også af stor betydning for det relationelle arbejde:
”Jeg har oplevet, at for de borgere, hvor kønsidentitet er et emne, har det kun ført til en tættere relation til personalet, fordi de oplever at blive mødt. Og hvis det er relevant, så kan de samtidig få hjælp til at blive forberedt på, hvordan det omgivende samfund måske vil møde deres anderledes kønsidentitet”.
Hun og kollegaerne har længe ventet på materialer og redskaber, der behandler emnet, og de ser frem til at tage det i brug. Hun forudser, at borgerne også vil tage godt imod det:
”Jeg forestiller mig, at borgerne vil tage godt imod materialet og vil føle sig set og mødt, fordi det signalerer en rummelighed, og at vi favner det hele menneske. De borgere, jeg har talt med, er ofte andre steder blevet mødt med fordomme eller manglende forståelse og nysgerrighed, når de har delt tanker om køn og identitet. For nogle har det betydet, at de ikke længere deler deres tanker om disse emner, og det kan føre til mistrivsel. For andre kan det skabe barrierer ind i samarbejdet. Jeg tænker, at nogle af materialerne både giver anledning til dialog, mens andre giver anledning til egen refleksion for dem. Materialet kan også blive et godt fælles tredje at tale ud fra, og den visuelle understøttelse kan være en fordel for mange af vores borgere”.
I materialet indgår også informationer og inspiration til overvejelser for medarbejderne, og det er ifølge Mette vigtigt:
”Ens egne holdninger og forforståelser kan komme i spil, når vi taler om køn og identitet. Og for mange er det ikke noget, som man er vant til at tale om. De forskellige typer af materiale kan bl.a. være med til at udbrede viden til det socialfaglige personale, og fordi det dækker bredt, bliver det muligt at få ”alle med”. Det kan være med til at skabe et rum, hvor vi kan få et fælles sprog og en fælles nysgerrighed på vores tilgang i samarbejdet med borgerne”, fortæller hun.