Boostcamp er en camp for autistiske unge og voksne, som Specialområde Autisme har arbejdet med i snart 10 år. Projektlederne Krista Kajberg og Johanne Rørdam Svane fortæller i denne artikel om den læring de især tager med sig efter 10 års arbejde med Boostcamp.
Mange af de autistiske mennesker, som deltager på ’Boostcamp’, har en oplevelse af at have savnet andre autistiske mennesker at spejle sig i, og vi ser, at de på Boostcampen netop får mulighed for at indgå i et trygt autistisk fællesskab og dele erfaringer med hinanden. Dét er hele essensen af Boostcamp.
Det lyder enkelt, men at understøtte det på den bedst mulige måde er ikke altid enkelt. I de snart 10 år, vi har arbejdet med Boostcamp, har vi løbende tilpasset Boostcamp ud fra de erfaringer, vi har gjort os. I det følgende vil vi dele et udpluk af hvad vi har ændret undervejs og fortælle hvorfor. Vi håber, at vores erfaringer måske kan vække genklang eller inspirere i andre sammenhænge.
Boostcamp er:
En af de vigtigste erfaringer, vi har gjort os undervejs, handler om noget så grundlæggende som formålet. Hvor vi før først og fremmest var optagede af, at campen skulle bringe deltagerne tættere på beskæftigelse, har vi nu et meget bredere fokus på trivsel.
På de første Boostcamps var ambitionen, at Boostcamp skulle hjælpe deltagerne med at blive motiveret til f.eks. at komme i en praktik eller starte uddannelse.
På Boostcamp betød det, at der var oplæg fra autistiske mennesker om deres erfaringer med job og uddannelse og besøg af jobcenter-medarbejdere, der fortalte om muligheder for målgruppen. Og ikke mindst betød det, at der forud for campen sammen med den enkelte blev opstillet målsætninger, som der under og efter campen blev fulgt op på.
Boostcamp står et andet sted nu. Afsættet er, at alle er motiverede, at alle har behov for at indgå i meningsfulde relationer. At oplevelsen af at lykkes med noget sammen med andre kan være en positiv løftestang for øget handlekraft i mange forskellige dele af tilværelsen.
Men vores afsæt er også, at det at have en positiv oplevelse på Boostcamp har en værdi i sig selv uden nødvendigvis at skulle være et middel til noget andet. Hvor vi før var optagede af målsætninger og havde et ret instrumentelt syn på campen, stiller vi os nu mere åbne for, hvad den enkelte får med sig.
Et godt eksempel er, at en deltager på en af de seneste camps inden campen spurgte en medarbejder: ”Hvad kan jeg få ud af det?”, hvortil medarbejderen svarede: ”Jeg ved ikke, hvad du kan få ud af det”. Efterfulgt, selvfølgelig, af nogle eksempler på, hvad tidligere deltagere har oplevet af få ud af det. Dels fordi det er individuelt, hvad udbyttet vil være, og dels ud fra et ønske om ikke at opstille nogen ydre forventninger til, at man som deltager behøver jagte et større udbytte end dét at trives på campen.
Hver dag på campen er der undervisning. Temaerne er f.eks. ’Maskering’, ’Autisme og sanser’, og ’Familie og sociale relationer’. På de første Boostcamps var undervisningen – lidt karikeret sagt – klassisk tavleundervisning: en fagperson præsenterede et emne på en forudbestemt måde, og hvor deltagerne kunne lytte uden at være forpligtet til mere. Baggrunden var, at vi var bekymrede for, at en inddragende undervisning kunne lægge et for stort pres på deltagerne i forhold til at deltage aktivt.
Men den feedback, vi har fået fra deltagerne, har fået os til at sadle helt om. Deltagerne fortæller nemlig, at de får mest ud af undervisningen, når den indbyder til, at deltagerne kan byde ind med deres refleksioner om et bestemt emne, fortælle om egne erfaringer og høre om andres. Dette gør vi f.eks. ved hjælp af refleksionsøvelser, gruppeseancer og ved at indrage autistiske peers i undervisningen, der fortæller om egne erfaringer med emnet. Et sådan undervisningsrum kan kun lykkes, hvis deltagerne føler sig trygge nok til at bidrage.
Derfor har vi allerede på første dag indlagt en fælles seance, hvor en autistisk underviser arbejder på at etablere et intimt og omsorgsfuldt rum mellem deltagerne, hvor man tør at åbne op uden at frygte andres reaktion – et grundlag som resten af campen bygger ovenpå.
Ved første øjekast ser programmet for Boostcamp stramt og struktureret ud med undervisning hver dag og endda nogle aftener. I virkeligheden bestræber vi os på ikke kun at tilbyde struktur, men samtidig sørge for at være åbne for, at deltagerne selv kan tage initiativer til samvær og aktiviteter.
Et eksempel på dette er en deltager, der en aften kl. 22 pludselig fik den indskydelse at ville bage en kage. Da deltageren efter eget udsagn aldrig havde været i et køkken før, henvendte han sig til en af medarbejderne for at få lov til at bruge det fælles køkken til formålet. Her kunne medarbejderen have sagt nej med henvisning til det sene tidspunkt på dagen. Han kunne også have foreslået at planlægge et tidspunkt senere på ugen, hvor de kunne gå i køkkenet sammen. Men medarbejderen valgte i stedet at tilbyde sin hjælp til at bage kagen i fællesskab med det samme. Og efter deltagernes udsagn at dømme kom der en helt hæderlig drømmekage ud af anstrengelserne.
Et par måneder efter Boostcampen blev vi kontaktet af deltageren, som ville fortælle, at han arbejder på at oprette et madlavningshold for autister, fordi han havde haft sådan en god oplevelse i køkkenet og gerne ville give denne oplevelse videre. Vi synes, at eksemplet fortæller noget om, hvad det kan betyde for en deltager, når en medarbejder følger et initiativ i det øjeblik, det opstår.
På Boostcamp er man som medarbejder i vid udstrækning fritaget fra de krav om dokumentation og målstyring, som ellers typisk kendetegner det socialfaglige arbejde, og hvor tiden ofte er stramt styret i forhold til, hvad man skal nå. Derfor kan medarbejderne i højere grad koncentrere sig om det relationelle arbejde. Med psykolog Dorthe Birkmoses begreber kan man give lidt slip på de styrende aspekter i arbejdet og for en stund gå med det følgende og følge de initiativer, der opstår – når de opstår.
Rammerne på Boostcamp har i det hele taget udviklet sig. Hvor vi i begyndelsen var optaget af tydelighed og klare forventninger til deltagerne, oplever vi nu at lykkes bedre med rammer som er fleksible og baseret på tillid.
Et eksempel: På de første camps havde vi registrering af fremmøde til undervisningen, og der var regler om, at hvis en deltager havde et vist fravær, ville en medarbejder tage en samtale med deltageren. Vi er stoppet med at registrere fravær. Vi siger til deltagerne både før og på campen, at vi håber de har lyst til og mulighed for at deltage så meget som de kan, men at det er helt i orden, at man trækker sig eller fravælger at deltage i dele af undervisningen af hensyn til egen energibalance.
Når det er legalt og ensbetydende med, at den enkelte på denne måde tager hånd om egen trivsel, så er det vores erfaring, at flere deltager mere. Der er simpelthen færre, som har brug for at være fraværende, når fravær ikke italesættes som noget negativt eller forbudt, men som en legal mulighed, der er kendt på forhånd.
Vi fortæller også deltagerne, at det er helt i orden, hvis de undervejs i campen har brug for at tage hjem og f.eks. tage en overnatning, for så at komme igen. Igen er mønstret, at kun enkelte gør brug af muligheden, men at det for mange har betydning for modet til at deltage, at man véd, at man kan trække sig, hvis det hele bliver for overvældende for en stund.
Et af de nye elementer, som vi har tilføjet til Boostcamp undervejs, er autistiske peers. På de seneste camps har der således på hver camp arbejdet to autistiske peers. Overordnet har vi gode erfaringer med peers på Boostcamp. Peers har udført deres arbejde med stor omtanke og overskud, og de øvrige medarbejdere på campen har ubetinget oplevet peers som en vigtig tilføjelse til Boostcamp, der har bidraget positivt både i det direkte samarbejde med deltagerne og ift. kollegial sparring undervejs.
Peers har haft forskellige tilgange til deres arbejde ud fra de forskellige interesser, styrker og kompetencer, de hver især har. Peers har ofte været gode til at spotte, hvor de kunne bidrage og hvornår det kunne være godt for deltagerne at have deres støtte og bidrag. Peers har oplevet at have en mellem-position, hvor de ikke rigtigt opfattes som medarbejdere, men heller ikke som deltagere, hvilket har været positivt. Peers har i denne position kunnet indgå ligeværdigt i samvær og samtaler og er samtidig lykkedes med at tage et særligt ansvar. F.eks. ved at være opmærksomme på og arbejde for også at få de deltagere med, der har været lidt på kanten af fællesskabet.
Det er vores erfaring indtil videre, at peers på Boostcamp lykkes bedst i det mere uformelle samvær med deltagerne. På de første camps kunne peers vælge at bidrage med deres indefraperspektiv i undervisningsseancer og/eller stå for gruppeaktiviteter i de tidsrum på campen, hvor der ikke var undervisning – f.eks. brætspil, meditation og udendørsspil. Mange deltagere havde et ønske om at støtte op om disse aktiviteter, når nu den enkelte peer havde brugt tid på forberedelse, men gav efterfølgende udtryk for, at de i bagklogskabens lys nok egentlig havde mere brug for pauser. Vi sadlede derfor om. Nu er peers først og fremmest til stede på campen i eftermiddags- og aftentimer og tilbyder uformelt samvær og spontane aktiviteter til de deltagere, der har lyst til det. Nogle gange i små grupper og andre gange én-til-én.
For nogle deltagere har det betydet meget med peers på Boostcamp, mens det for andre ikke er blevet fremhævet som noget særligt. Sidstnævnte har overrasket os, fordi vi havde en formodning om, at den spejling og intuitive forståelse, som en peer kan tilbyde, ville være berigende for stort set alle deltagere. Men gennem vores arbejde med Boostcamp har vi erfaret, at vi måske har haft urealistisk høje forventninger til, at en peer skulle have samme betydning for alle: Peers og deltagere har autismen til fælles, men med meget forskellige deltagere og hvor aldersspændet er mellem 18 og 65 år, er der mange andre livserfaringer, som man ikke nødvendigvis deler og kan spejle sig i.
Samtidig har vi nok undervurderet det, at nogle mennesker naturligt har en bedre dynamik med hinanden og deler flere interesser end andre gør. Ligesom det også gør sig gældende for relationer mellem borgere og medarbejdere – og for mennesker i det hele taget. Relationen er derfor ikke givet på forhånd, bare fordi der er tale om en peer evt. bare fordi begge parter er autister. Endelig skal vi huske på, at der på Boostcamp ikke kun er tilbud om spejling via peers, men også deltagerne imellem, som er meget intenst sammen i otte dage. Og at den spejling i samværet med de andre deltagere for nogle bliver det vigtigste.
Overordnet står vi tilbage med en oplevelse af, at vi slet ikke er færdige med at udforske, hvad peers kan på autismeområdet – men også at det at være peer ikke er ligetil, men kræver øvelse. Derfor har erfaringerne på Boostcamp også været en trædesten til, at vi i Specialområde Autisme nu udbyder en egentlig peeruddannelse, hvor man oparbejder kompetencer i at omsætte egne erfaringer på en måde, så de kan være brugbare og gavnlige for andre.
Vi har lært meget i arbejdet med Boostcamp. Det var en donation fra den A.P. Møllerske Støttefond i 2022, der for alvor gav os mulighed for at arbejde intensivt på at udvikle og forbedre ’Boostcamp’. Vi har heller ikke gjort det alene – Boostcamp er blevet til i et fællesskab. Vi har samarbejdet med en hel række autistiske samarbejdspartnere, kommuner og fagpersoner. Og vi er løbende blevet beriget med nye indsigter fra en ekstern evaluering. Boostcamp har indenfor de sidste par år fundet sin form.
Vi mærker, at der er sammenhæng mellem menneskesyn, autismeforståelse og faglige tilgange. Vi oplever, at vi er blevet mere erfarne i at genkende og navigere i de situationer, der opstår. Vi bliver selvfølgelig aldrig helt færdige. Vi må altid være åbne for nye tilpasninger og de deltagere, som vi tager imod, er nye mennesker med egne ønsker og forestillinger. Men overordnet lykkes projektet rigtig godt. Så godt, at vi drømmer om, at det skal blive et fast tilbud. Og det er dét arbejde med forankring, som vi nu står overfor. Heldigvis ikke alene, men sammen med alle de gode samarbejdspartnere som bakker op og ser værdien i Boostcamp.
CITATER FRA DELTAGERE
”Jeg har været så dødeligt ensom, men her har jeg mærket, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab.”
”Jeg har lært mere om mig selv og min autisme på fem dage, end jeg har gjort i 41 år”
”Jeg har fået en ny forståelse af mit energibudget, og det gør, at jeg nu kan arbejde med det i stedet for bare at føle mig overvældet.”
FAKTA OM PROJEKTET
Specialkonsulent Krista Kajberg, Specialområde Autisme, krikaj@rm.dk
Specialkonsulent Johanne Rørdam Svane, Specialområde Autisme, johsva@rm.dk
Den A.P. Møllerske Støttefond
Aarhus Kommune, Herning Kommune, Autisme Ungdom, Autismeforeningen, Social- og Boligstyrelsen
Projektet evalueres af evalueringsvirksomheden Ineva
Læs en reportage fra Boostcamp i denne udgave af Fagbladet Socialpædagogen
Har du spørgsmål til Boostcamp, er du velkommen til at kontakte projektleder Krista Kajberg på tlf. 2921 8965 eller på mail: krikaj@rm.dk