De 10 Impro: En beskæftigelsesrettet indsats

 Baggrund  

Beskæftigelse er kendetegnet ved et paradoks; at være i beskæftigelse er både krævende og meningsskabende på samme tid, derfor skal arbejdende/studerende hele tiden balancere mellem de to poler. Det gør sig gældende for alle mennesker, men kan være ekstra udfordrende, hvis man har en autismediagnose.   

Man ved, at mennesker med autisme er den befolkningsgruppe der har sværest ved at finde fodfæste i beskæftigelsen (Scott et al, 2019). Det påvirker livskvaliteten negativt (Hedley et al., 2020; Solomon, 2020) og af denne grund har autister og deres forældre identificeret beskæftigelse som et prioriteret område for forskning og udvikling (Pellicano et al., 2014). Når vi laver projekt og vidensarbejde om beskæftigelse for autister er det vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på ordinære beskæftigelsesformer. Derfor tager dette projekt udgangspunkt i en bred beskæftigelsesdefinition.  

At beskæftigelse er afgørende for oplevelsen af mening og livskvalitet for autistiske mennesker, inkluderer aktivitetstilbud, job-afklaringsforløb og STU og ikke kun lønnet ordinært job. Hvor lønnet job i erhvervslivet, har løn som primært formål og muligheden for at kunne forsøge sig selv (Knüppel et al. 2018), har andre beskæftigelses-former (inkl. uddannelse som STU) samme positive fordel som lønnet arbejde i forhold til:muligheder for at forfølge egne mål, lære nye egenskaber, indgå i sociale relationer, opbygge værdighed og selvtillid, identitet og mulighed for at bidrage til samfundet eller fællesskabet (Moesby-Jensen og Bonfils, 2023; Hendricks, 2010).   

Har ofte dårlige erfaringer  

Mange med autisme har desværre dårlige erfaringerfra beskæftigelse og uddannelsesområdet.Hyppige barrierer for trivsel kan være relaterede til mangel på viden om autisme i disse sammenhænge og mangel på støtte og forståelse. Nogle mennesker med autisme oplever også, at en barriere mod at trives eller komme i beskæftigelse er frygten for at begå fejl, frygten for at åbne sig på arbejdspladsen måske pga. dårlige erfaringer og stress (Attwood og Garnett, 2024). Andre oplever måske, at det er vanskeligt at sige fra, passe på egne grænser eller fortælle  om hvad de oplever og har brug for.   

Hypotesen: Impro er særligt velegnet  

Vores hypotese er, at improvisationsteater er særligt velegnet til at øge trivslen i beskæftigelse og adgangen hertil, fordi det har en positiv indvirkning på mennesker med autismes kognitive fleksibilitet (Keates & Beadle-Brown, 2023):   

• Man øver at grine, når øvelser går galt fremfor at bebrejde sig selv, man er autentisk til stede sammen med andre (der er ikke noget rigtigt og forkert) og man lærer teknikker til at slappe mere af.   

• Det er også dokumenteret, at impro kan bidrage med større selvtillid og tro på egne evner i en beskæftigelsesrettet kontekst (Berkemeyer et al., 2015).    

• Når man laver impro, opøver man en social kreativitet, gennem øvelser, der træner åbenhed overfor andres inputs i sociale interaktioner fremfor at fastholde egne planer og forestilling (Schwenke et al, 2024).   

Som en anvendt form for teater er improvisation blevet brugt på områder, der kræver samarbejde og tolerance for usikkerhed – særligt i samarbejde med børn (Bernier et al. 2022). Vi er ikke bekendt med, at der er udarbejdet improvisatoriske metoder målrettet autistiske voksne på vej i beskæftigelse eller uddannelse.   

Oversigt over projektet  

Projektet består af tre forløb med tre forskellige grupper af unge autister. Hvert forløb består af ti sessioner á en times varighed. Sessionerne fokuserer på en række emner som relaterer sig til kendte punkter som opleves som vanskelige i beskæftigelse for autistiske mennesker. Til hvert punkt er der nogle øvepunkter, som impro kan være med til at støtte op om.   

Det kunne være angsten for at begå fejl, hvor øvepunktet er at grine af sig selv. Eller det kunne være troen på sig selv, hvor øvepunktet er autenticitet og at få positive erfaringer med, at man altid har et input. Eller det kunne være fastlåst  tænkning, hvor øvepunktet er kreativitet, nye spor i hjernen og samarbejde. Og mange flere.   

Undervejs indsamles der viden om deltagernes oplevelse og beskæftigelsessituation gennem spørgeskemaer og uformelle samtaler. Det sammenholdes også med observationer fra selve impro øvelserne. Bl.a. fortæller en af deltagerne, at hun oplever at have lært noget gennem impro, men at hun har sværere ved at sætte ord på, hvad det er. Hendes mor derimod har ikke så svært ved at sætte ord på det og fortæller, at hun oplever, at hendes datter er blevet meget mere åben og henvender sig mere til andre efter hun har deltaget i impro.   

Fordi det også er vigtig viden, hvad omgivelserne oplever, og fordi de nogle gange kan sætte ord på noget, der kan være vanskeligt at formulere,  tages det med i det omfang det er muligt og giver mening. Spørgeskemaerne afdække  oplevelse af beskæftigelse, hvad de ønsker at øve og en afsluttende evaluering.   

Alt det indsamlede materiale har til formål at indsamle viden om oplevelsen både for at kunne kvalificere og udvikle på forløbet , men også til analyse i en afsluttende artikel, som har til formål at bidrage til en faglig og samfundsrelevant diskussion om beskæftigelse for autistiske unge. Artiklen har desuden til formål at inspirere til nye beskæftigelsesfremmende tilgange, der tager højde for autistiske menneskers behov, styrker og erfaringer. Nedenfor ses en oversigt over projektet.   

Udarbejdet af Mette Kjær.  

Opmærksomheder udpeget af det Autistiske Advisory Board  

Som en del af projektet bliver det fulgt og kvalitetssikret af Specialområde Autismes eget Autistiske Advisory Board. Boardet har indledningsvist fået præsenteret projektet og i den forbindelse haft mulighed for at komme med forslag til opmærksomheder og konkrete indspark til indholdet.   

Boardet gjorde projektgruppen opmærksom på, at det ville være en god ide med en video, så man konkret kan se hvad man siger ja til. At der skal være gode muligheder for støtte undervejs fx en støtteperson. Men samtidig at være opmærksom på, at det kan være dilemmafyldt, da andre kan have behov for, at det er et mere lukket/privat rum. At der skal være mulighed for at sige nej.Alle forslag blev integreret i projektet.  

Af forslag til selve indholdet, var fokus på hvilke temaer vi kunne have fokus på i forbindelse med at øge adgangen til og trivslen i beskæftigelsen Her forslår boardet, at det kunne være godt at øve situationer, hvor man får enten ris og ros, og fokus på hvordan man får sagt fra. Disse opmærksomheder er også blevet inkluderet i projektet.   

Målgruppe og hvad vi håber de får ud af projektet  

Målgruppen er unge mennesker mellem 18-40 år, som ønsker at gøre sig nogle flere erfaringer med det sociale i trygge omgivelser. Det kan både være borgere, der er indskrevet i STU, under Lov om Aktiv Beskæftigelse eller som er en del af et aktivitets- og samværstilbud. Man behøver ikke at have erfaringer med at lave Impro eller teater, for alle har evnen til at improvisere (Spolin, 2008).  

Vi håber, at når man har deltaget i “De 10 Impro”, vil opleve en øget empowerment, får en større tillid til sig selv, og at man kan bidrage med noget i en social sammenhæng. Man har fået øvet sit mod og spontanitet og gjort sig nogle positive erfaringer.   

Uddrag fra en impro session:   

I uddraget er sammensat og skrevet med henblik på formatet her, det betyder at detaljer er udeladt og noget er skrevet sammen af hensyn til længden og at deltagerne er anonymiseret.  

Det er mørkt udenfor, og der er regn i luften. Luften føles tung og tyk. Det er første gang vi mødes til impro og ikke alle kender alle. Vi er 7 i alt. 4 er borgere, der modigt har sagt ja til det her, vi ikke helt ved hvad er. Formålet med den første gang impro er at finde tryghed i gruppen og lære impro og de andre at kende. Benjamin er impro leder og står for øvelserne. Nu står vi i en rundkreds og har lige haft en øvelse, hvor vi har lært hinandens navne at kende.   

Den næste øvelse hedder stop – gå. Øvelsen går ud på at følge de kommandoer, som Benjamin kommer med: Når han siger “gå”, skal vi gå rundt i lokalet, og når han siger “stop” skal vi stoppe. “Gå” kommer kommandoen – vi går, rundt mellem hinanden. Der er god plads – alle har deres eget tempo. “Stop”, lyder det. Alle stopper, vores kroppe svajer lidt i luften. “Og gå”. Vi går igen rundt. “Okay” siger Benjamin “Det er vi gode til. Så vi gør det lige lidt svære. Nu er det omvendt. Når jeg siger gå betyder det stop og når jeg siger stop betyder det gå.” Vi kigger lidt rundt på hinanden og sender hinanden et blik, som jeg oplever som et tjek ind, er vi nu med på den. “Gå” siger Benjamin.   

Det rykker i vores kroppe da vi læner os fremad, men fødderne bliver i gulvet. Der kommer et fælles grin og et “ahh” fra flere. Vi klarede den og gik ikke i fælden. “Stop” siger Benjamin, og vi begynder at gå. “Stop” siger Benjamin igen, men ingen stopper. “Gå” prøver Benjamin og med et par sekunder forsinkelses stopper vi alle. Sådan forsætter vi et par omgange, inden Benjamin tilføjer to nye kommandoer. Klap og navn, så når han siger; klap, klapper man og når han siger: navn, siger man sit navn. Vi prøver et par gange – det går fint. Så nu byttes de to kommandoer også om; så når Benjamin siger klap, skal vi sige vores navn.   

Når han siger navn skal vi klappe. Når han siger stop skal vi gå, og når han siger gå skal vi stoppe. Vi prøver. Det går galt allerede ved den første kommando, og vi griner. Resten af øvelsen griner vi næsten hele tiden. Den trykkede stemning fra starten løsner sig mere og mere, for hvert grin vi gør os. Efter øvelsen snakker vi om, at det var svært. Benjamin forklarer, at vi når vi skal gøre nye ting, som tvinger vores hjerne til at bryde med gamle kategorier, gør vi vores hjerne mere fleksible.   

En af deltageren siger “Man bliver hurtigt forvirret, og det er spændene at opleve, hvor lidt der skal til, før man taber tråden. Det sker for os alle sammen.” En anden siger “Jeg kan godt li at lave sådan noget mønster´, så det er lettere at huske, hvad jeg skal.” En anden siger “Jeg prøver at overgive mig til flowet. Hvis jeg skal huske det, bliver det for meget.” Benjamin byder ind med en pointe om, at det kræver meget energi, når vi skal huske en masse systemer, men at det kan være vanskeligt at overgive sig til flowet. Han slutter af med: “Jeg syntes I var gode til at være med i øvelsen. Hvordan oplevede I, det her med, at vi grinede, når vi blev udfordret?” Rundt om bliver der nikket.