Du kan søge ind på peeruddannelsen via dette ansøgningsskema
Der er ansøgingsfrist d. 6. november.
Specialområde Autisme gennemfører sammen med en række andre et projekt, hvor vi uddanner og ansætter peermedarbejdere på autismeområdet – altså autistiske mennesker, der støtter andre autistiske mennesker.
Uddannelsen indeholder både undervisning og praktik. Der er efterfølgende mulighed for at søge en 2-årig ansættelse som peermedarbejder på den arbejdsplads, hvor du har været i praktik.
Her kan du læse mere om hvad en peermedarbejder er, hvad uddannelsen går ud på og hvilke arbejdspladser, der indgår i projektet. Du kan også læse om, hvordan du søger om optagelse på uddannelsen.
Ordet ‘peer’ kommer fra engelsk og betyder ‘ligesindet’. Peerstøtte kaldes derfor også ‘ligestillet støtte’.
En autistisk peermedarbejder arbejder altså med at støtte andre autistiske mennesker med baggrund i egne erfaringer og oplevelser med at være autist. Peermedarbejderen har via uddannelse og praksiserfaringer arbejdet med at omsætte sine egne, levede erfaringer til erfaringskompetencer, så de kan være til gavn for andre.
Peerstøtte tager altid udgangspunkt i modtageren af støtten og dennes behov, og fokus er derfor ikke på peermedarbejderen selv, selvom peermedarbejderen bruger sine egne erfaringer i arbejdet.
Peerstøtten tager udgangspunkt i følgende principper:
Samarbejdet bygger på det forhold, at man er ligesindede. Peermedarbejderen sætter levede erfaringer i spil, så det er muligt for peermedarbejderen og den, der modtager støtten, at spejle sig i hinanden.
Opgaven er ikke at give ‘svar’ eller ’opskrifter’ men at facilitere en dialog, der hjælper den enkelte til at se egne ressourcer og handlemuligheder.
Peermedarbejderen inspirerer til håb og støtter den enkelte i at tage kontrol over eget liv.
Peermedarbejderen kan være i det svære sammen med den enkelte og samtidig fastholde og spejle styrker og muligheder.
Peermedarbejderen kan have mange forskellige opgaver i sit arbejde. Fokus for alle opgaver er at støtte andre, som man deler erfaringer med, med baggrund i egne erfaringer og oplevelser.
På uddannelsen vil du få viden om:
• hvad peerfaglighed er
• værktøjer, du kan bruge som peermedarbejder på en arbejdsplads
• hvordan du kan være oversætter/brobygger mellem autistiske mennesker og fagprofessionelle
• hvordan du arbejder som peermedarbejder i en tværfaglig kontekst
Desuden fokuserer vi på, at du:
• arbejder med at omdanne dit levede liv til erfaringskompetence, så det kan bruges aktivt og eksplicit til gavn for andre
• får større bevidsthed om egne kompetencer og redskaber til egenomsorg og trivsel
• lærer at facilitere en dialog, der hjælper den enkelte til at se egne styrker, ressourcer og handlemuligheder
Næste uddannelseshold starter i januar 2026 og slutter i juni 2026.
Fristen for at ansøge om optagelse på dette hold er mandag d. 6. november 2025 kl. 12.00.
Der er cirka 8 pladser på hvert hold. Herudover er der to faste undervisere på uddannelsen.
Uddannelsen varer fem måneder. Den veksler mellem fælles undervisning, praktik hvor du er ude på din praktikplads samt enkelte individuelle refleksionsuger: Der er i alt 8 uger med fælles undervisning på et hold. Hvert hold består af 8-10 peerstuderende og to faste undervisere. Undervisningen ligger tirsdag og torsdag fra kl. 10.00-15.00. Undervisningen er en vekselvirkning mellem små oplæg fra underviserne, individuelle og gruppevise øvelser og fælles drøftelser. Der er ikke lektier, skriftlige afleveringer eller lignende i undervisningen. To uger i løbet af uddannelsen vil være individuelle refleksionsuger, hvor du får stillet en refleksionsøvelse, som du skal bruge i den efterfølgende undervisning. Der er i alt 12 uger i løbet af uddannelsen, hvor du er i fast praktik på den arbejdsplads, du er blevet tilknyttet. Praktikken er fordelt på i alt 3 praktikperioder af hver 4 ugers varighed. Du er som udgangspunkt i praktik 10 timer ugentligt. Det vil være forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvornår timerne ligger i løbet af ugen. Dette vil blive aftalt i god tid inden første praktikperiode. Besøg på arbejdspladsenInden praktikken starter rigtigt op, vil du komme på besøg på arbejdspladsen, hvor du får mulighed for at se arbejdspladsen og hilse på kolleger og borgere/elever. AfslutningUddannelsen afsluttes med, at alle peerstuderende laver et mindre oplæg for hinanden om deres erfaringer med at være peermedarbejder. Der er ingen eksamen, men man får et uddannelsesbevis. |
Lykke er uddannet autoriseret psykolog og arbejder som konsulent i Specialområde Autisme.
Hendes arbejde består af undervisning og formidling, supervision og vejledning af personalegrupper samt samtaleforløb med autistiske mennesker.
Tidligere har Lykke arbejdet som psykolog ved forskellige dagtilbud og skoler, både på almen- og specialområdet.
Hun brænder for at forstå mennesker og fremme trivsel. Lykke er drevet af nysgerrighed, og det er særligt vigtigt for hende, at den enkelte oplever sig set og forstået i mødet.

Felix er autist og fagkonsulent i Specialområde Autisme. Med 16 års erfaring fra det specialiserede autismeområde og mange års undervisningserfaring brænder Felix for flere autistiske perspektiver og fælleskaber.
I fritiden er Felix frivillig hos LGBT Danmark og i Autismeforeningen.
Tidligere har Felix undervist på peer-lignende forløb og på et kort peer-seminar.
Felix bryder sig ikke om at blive rørt ved uden samtykke og eller om mennesker, som ikke er hensynsfulde. Han elsker dybe snakke om alt det, som er inde i mennesker.
Herudover kan der komme gæsteundervisere på specifikke moduler.
Undervisningen foregår i Region Midtjyllands lokaler i Skejby, Aarhus Nord.
Adressen er Olof Palmes allé 15, 8200 Aarhus N.
Offentlig transport
Der er god mulighed for offentlig transport: Letbanen og mange busser har stoppested tæt på adressen.
Parkering
Der er gratis parkering på adressen.
Forplejning
Der serveres vand, the og kaffe, når der er undervisning. Man skal selv stå for frokost. Tæt på undervisningslokalerne er en kantine, hvor du er velkommen til at købe mad.
Du kan også medbringe din egen mad.
Arbejdspladserne, som du kan komme i praktik hos på 3. uddannelseshold, er disse:
Her kan du læse mere o
m de enkelte praktikpladser:
På hvilke arbejdspladser kan jeg komme i praktik? | |
Kildegade Botilbud, Horsens Adresse: Kildegade 23, 8700 Horsens
Kildegade er et midlertidigt botilbud til unge voksne med autisme, som er normalt til højt begavede. En del af målgruppen har tillægsdiagnoser som fx angst, ADHD og OCD.
Der bor pt 13 beboere i Kildegade, er i aldersgruppen 20-34 år.
Som peermedarbejder hos os forestiller vi os, at dine opgaver fx kan være at du står for aktiviteter med borgerne, fx gåture, aftenhygge. Du har måske en interesse, der kan bringes i spil og laves aktivitet omkring? Vi håber også, at du kan give støtte i sociale relationer i form af individuelle samtaler og evt. ledsagelse ud af huset. Der vil også være mulighed for at du holder oplæg eller workshoos omkring forskellige temaer ud fra egne erfaringer.
Det er både muligt med dags-, aften- og weekendarbejde. Vi foretrækker, at nogle af arbejdstimerne ligger om aften, da borgerne ofte deltager i aftenaktiviteter. | |
Botilbuddet Søren Møllers Gade, Randers Adresse: Søren Møllers Gade 45, 8900 Randers
Søren Møllers Gade er et botilbud til autistiske voksne, som er normalt begavede og kan have andre udfordringer og/eller diagnoser. Der bor pt. 12 borgere.
Som peermedarbejder hos os forestiller vi os, at du skal arbejde med at skabe tillidsfulde relationer med beboerne på baggrund af egne erfaringer. Du kan støtte beboerne i de udfordringer, de oplever, ud fra et erfaringsbaseret perspektiv. Det er også muligt at arrangere eller deltage i mindre fællesaktiviteter for beboerne. Endelig håber vi, at du kan deltage i det faglige samarbejde og hjælpe med at skabe forståelse mellem beboere og medarbejdere.
Arbejdstiden vil ligge i eftermiddags- og aftentimer og eventuelt weekend. | |
Konsulentenheden Autismefokus, Silkeborg Adresse: Kejlstrupvej 99D, 8600 Silkeborg
Autismefokus er en konsulentenhed, der støtter, vejleder og rådgiver medarbejdere og borgere i autismespecialiserede tilbud. Autismefokus underviser også fagpersoner i autisme. Som peermedarbejder hos os, forestiller vi os, at du sammen med dine konsulentkolleger yder vejledning til vores tilbud ud fra dit peerfaglige perspektiv.
Vi håber, at din deltagelse kan bidrage til, at flere borgere deltager i vejledningen sammen med medarbejderne. Vi forestiller os også, at du kan komme til at spille en rolle ift. borgere, der er på vej til at få tilbudt plads på et af Specialområde Autismes botilbud. Du kan også indgå i undervisning og holde oplæg for borgere og fagpersoner.
Arbejdstiden vil fortrinsvist være i dagtimerne. Vi er åbne for at du som peermedarbejder kan arbejde fra 10 og op til 25 timer. | |
Spurvetoften, Vejle Adresse: H.O. Wildenskovsvej 1A, Brejning, 7080 Børkop.
Spurvetoften er et botilbud for mennesker med autisme eller en tilsvarende udviklingsforstyrrelse. Beboerne kan være fysisk velfungerende, men psykisk befinder de sig på de tidligere udviklingstrin. Der er en hovedvægt af beboere, der kommunikerer nonverbalt. Fælles for alle er, at de har behov for en stor grad af støtte. Aktuelt er aldersspredningen fra 17-70 år.
Peermedarbejderen vil som udgangspunkt blive tilknyttet borgere med verbalt talesprog.
Som peermedarbejder hos os vil du komme til at deltage i aktiviteter sammen med beboerne, f.eks. gåtur eller fællesskaber med et samlingspunkt (madlavningscafé, spil mm.). Du kan desuden blive tilknyttet udvalgte borgere med verbalt talesprog, hvor du skaber relation og har samtaler.
Vi ønsker os også, at du som peermedarbejder brænder for at dele ud af dine egne levede erfaringer i oplæg eller undervisning for medarbejdergruppen. Arbejdstiden vil som udgangspunkt være i dagtimerne mellem kl. 10-15. | |
Botilbud Banebyen, Specialområde Autisme Adresse: Vilhelm Ehlerts Allé 10, 8800 Viborg.
Banebyen er et midlertidigt botilbud for voksne med autisme og som er normalt til højtbegavede. Beboerne har komorbiditet i form af eksempelvis svær depression, svær OCD, angstlidelser eller lettere rusmiddelproblematikker. Nogle har desuden udfordringer ift. social isolation, mad og spisning samt søvn og døgnrytme.
Beboerne har ofte i en længere periode været isolerede fra omverdenen og har ofte mistet troen på sig selv og muligheden for at få hjælp.
Som peermedarbejder hos os vil du komme til at indgå i selvforståelsesarbejdet, f.eks. kan du have samtaleforløb med en eller flere borgere som ønsker at dele og spejle erfaringer.
Du vil også komme til at deltage i vores fællesmiljø og skabe relationer til beboerne. Vi forventer også at dit perspektiv kan bidrage til at vi i personalegruppen får nye forståelser og nysgerrighed i forhold til de enkelte beboere.
Arbejdstiden vil være i dagtimer, aften og weekend. |
Hver arbejdsplads har, inden den peerstuderende starter, overvejet hvilke peeropgaver, man kan lave. Dette kan fx. være at stå for aktiviteter i fællesrum, tage med på ture ud af huset, have individuelle samtaler om selvforståelse / identitet / personlige forhold eller støtte kolleger i bedre at forstå autisme og dem, de samarbejder med.
Arbejdspladsen og den peerstuderende vil sammen aftale, hvilke konkrete opgaver der skal varetages ud fra de mulige opgaver på arbejdspladsen og den peerstuderendes kompetencer og interesseområder.
Mens du er i praktik, vil du få tilknyttet en peervejleder, som er en kollega, du samarbejder med i det daglige. Opgaven for peervejlederen er at hjælpe dig med at komme godt tilrette på arbejdspladsen, med dine opgaver og med dine kolleger. Peervejlederen vil også kunne sparre med dig omkring dine arbejdsopgaver eller hvis du oplever udfordringer.
Da det for arbejdspladserne er nyt at få peermedarbejdere, vil lederen også have en særlig opmærksomhed på, at du føler dig godt tilpas på arbejdspladsen og i kollegagruppen og får mulighed for at få dine kompetencer i spil.
Hvis du har behov for det, vil du også kunne kontakte underviserne i løbet af praktikforløbet.
Du må som udgangspunkt maximalt være fraværende på 3 undervisningsdage og 3 praktikdage. Det svarer til ca. 15 procent.
Hvis dit fravær overstiger denne grænse, kan du som udgangspunkt desværre ikke fortsætte på uddannelsen.
Hvis underviserne bliver bekymrede for dit fravær, vil de tage en snak med dig med det formål at hjælpe dig med, hvordan du trives på uddannelsen og om der er noget som de kan gøre for at du kan fremmøde.
Uddannelsen er støttet af TrygFonden, og det er derfor i projektperioden gratis at tage uddannelsen.
Du skal være opmærksom på, at du ikke kan få SU under uddannelsen, og at du derfor inden du søger ind skal undersøge, om du kan klare dig økonomisk under uddannelsen.
Læs mere under punktet: “Kan jeg få SU eller anden økonomisk støtte, mens jeg tager uddannelsen?”
Uddannelsen er ikke SU-berettiget. Praktikken er også ulønnet. Hvis du er på offentlig forsørgelse skal du, inden du søger optagelse på uddannelsen, aftale med din sagsbehandler, at uddannelsen kan indgå i dit forløb, så du ikke mister dit forsørgelsesgrundlag.
Vi har udarbejdet et fakta-ark om uddannelsen, der indeholder oplysninger om projektet, der kan være vigtige for din sagsbehandler.
Du skal være over 18 år for at tage uddannelsen. Da dette er en uddannelse målrettet peerstøtte på autismeområdet, skal du også have en autismediagnose.
Der er ikke krav om anden uddannelse eller andre formelle kompetencer for at søge ind på uddannelsen.
Hvis du er på offentlig forsørgelse skal du, inden du søger optagelse på uddannelsen, aftale med din sagsbehandler, at uddannelsen kan indgå i dit forløb, så du ikke mister dit forsørgelsesgrundlag.
Man er ikke forsikret af os under uddannelsen. Det er derfor en god idé at kontakte eget forsikringsselskab mhp. at blive forsikret under uddannelse og i praktik.
Du ansøger om at blive optaget på peeruddannelsen ved at udfylde et digitalt ansøgningsskema.
Ansøgningsskemaet finder du ved at åbne dette link: Ansøgningsskema
Når du har klikket på linket, skal du logge ind med Mit-ID.
Du udfylder ansøgningsskemaet ved at svare på spørgsmålene. Vær opmærksom på, at spørgsmål markeret med en rød stjerne * er spørgsmål som skal besvares.
Hvis du ønsker at gemme det du har udfyldt, for at arbejde videre på det senere, kan du trykke på ‘Andre muligheder’ nederst på siden, og vælge ‘Gem kladde’. Næste gang du logger på, bliver du bedt om at vælge mellem ‘opret ny’ og ‘vis eksisterende kladde’, og her skal du vælge ‘vis eksisterende kladde’ og så arbejde videre i den.
Hvis du ønsker en kopi af skemaet, kan du på et hvilket som helst tidspunkt trykke på ‘Andre muligheder’ nederst på siden og vælge ‘Hent PDF’, hvorefter du kan gemme filen og/ eller printe den ud.
Når du er færdig med at udfylde skemaet og vil sende det afsted, skal du trykke på knappen ‘Signér og send’ nederst på siden.
Derefter trykker du ‘Videre til underskrift’ og godkender ved at logge ind med MitID.
Dernæst sætter du kryds i ‘Jeg accepterer vilkårene for underskrift’ og trykker på knappen ‘underskriv’.
Når det er sendt, vil du kort efter modtage en mail med en kopi af det du har sendt.
Når vi har modtaget og set dit ansøgningsskema, vil du modtage en mail fra os, hvor vi skriver at den er modtaget. Vi sørger for at svare dig senest 2 hverdage efter du har trykket send.
Hvis du har spørgsmål til ansøgningsskemaet og hvordan du udfylder det, er du velkommen til at kontakte os på mail peeruddannelse@social.rm.dk
Vi skal modtage ansøgningen senest d. 6. november 2025 kl. 12.00.
Vi sender dig en bekræftelse, når vi har modtaget din ansøgning.
Ud af de ansøgninger vi får, udvælger vi nogle ansøgere, som vi inviterer til en individuel samtale, hvor vi kan lære dem bedre at kende.
Disse samtaler vil blive gennemført d. 17. og 18. november.
Til samtalen deltager underviserne fra uddannelsen. Hvis du bliver inviteret til samtale, vil du forinden få specifik information om, hvordan den kommer til at foregå.
Hvis vi på baggrund af den første samtale vurderer, at der kunne være et godt match mellem dig og en af de arbejdspladser, der indgår i projektet, vil du blive inviteret til en 2. samtale med underviserne fra uddannelsen og lederen fra den arbejdsplads, hvor vi tænker, at der er et godt match.
På baggrund af denne samtale vil vi vurdere, om du kan blive tilbudt en plads på uddannelsen.
Vi giver ikke individuelle begrundelser for afslag.
Du kan forvente at høre fra os 10 dage efter ansøgningsfristen og få besked om, om du er blevet inviteret til 1. samtale, eller om det desværre for denne gang bliver et afslag.
Hvis du får en plads på vores peeruddannelse, vil der også indgå et praktikforløb på en af de arbejdspladser, der er en del af projektet. Såfremt uddannelsen og praktikforløbet går godt, vil du få mulighed for efterfølgende at søge en 2-årig projektstilling på den arbejdsplads, hvor du har været i praktik.
Stillingen er i udgangspunktet med et timetal på 10 timer ugentligt. Nogle arbejdspladser vil være åbne for at ansætte på flere eller færre timer end de 10, men dette er ikke noget vi kan garantere og vil være op til den enkelte arbejdsplads. Specifikt for arbejdspladsen ’Autismefokus’ gælder det, at arbejdspladsen er villig til at ansætte i en stilling på op til 25 timer.
Hvis du ikke tilbydes ansættelse på arbejdspladsen, er det muligt for dig på egen hånd at søge andre stillinger som peermedarbejder.
På regionale og kommunale arbejdspladser ansættes peermedarbejdere på FOA-overenskomst og som udgangspunkt på løntrin 13, hvilket er ca. kr. 145,-/timen hertil kommer pension. Der er mulighed for tillæg eller placering på et højere løntrin (15 eller 17), hvis man har relevant erfaring med sig.
Alle arbejdspladser, der indgår i projektet vil ansætte med udgangspunkt i denne lønramme.
NB: Denne information er vejledende og der kan være individuelle forhold, der får betydning for, hvordan det vil se ud for dig.
Lønnen vil blive fastsat i forbindelse med eventuel ansættelse som peermedarbejder.
Har du spørgsmål? Skriv til os på: peeruddannelse@social.rm.dk