Autisme og skolegang: Skolerne begynder at se indad

Når emnet er autisme og skolegang, så dukker der et væld af mulige vinkler op – og ikke altid med et positivt fortegn. Men måske er der alligevel positive ændringer her og der? Vi har stillet spørgsmålet om, hvordan de ser udviklingen på skoleområdet til konsulent, uddannet lærer og underviser på Specialområde Autismes uddannelse, Autismepiloten, Mette Burgaard og til Dorthe Lægdsgaard, konsulent, lærer, pædagog og stifter af den specialpædagogiske rådgivning Barnet i Fokus. 
 

En større vilje til at se indad 

”Jeg har arbejdet på folkeskoler – primært på specialområdet – i mere end 20 år, og der er meget, som har ændret sig: Der er en større vilje til at se indad som medarbejder. En erkendelse af, at det måske ikke er barnet vi skal ændre noget på, men vores egen praksis, vores måde at undervise på. Det oplever jeg rigtig meget, når jeg kommer ud”, fortæller Dorthe Lægdsgaard. 

Et andet vigtigt punkt, som man på skolerne begynder at have mere opmærksomhed på, er ifølge hende maskering: 

”Jeg oplever, at de rigtig gerne vil høre om maskering, og det er noget de bliver mere bevidste om. Det er rigtig dejligt”, lyder der fra Dorthe Lægdsgaard. 

Presser vi barnet for meget og overser vi signaler? 

Men samtidig understreger hun også, hvor nødvendigt det er. For maskeringen kan skjule den reelle tilstand, og kan – når der ikke er et godt samarbejde med forældrene – have langtrækkende konsekvenser:  

”Mange af inklusionsbestræbelserne er desværre kommet til at fejle, fordi vi ikke har samarbejdet med forældrene. Inklusion handler ikke kun om, at barnet er til stede, men at det er trygt og glad. Mange børn lykkes med at være i folkeskolen, ser ud til at trives og beskeden fra skolen lyder, at det går godt. Men på Aula ligger beskeder fra forældrene om, at barnet har det rigtig svært. Og tidligere, hvor der ikke var så stort kendskab til maskering, var der en tendens til at tænke, at så handlede det nok om noget derhjemme. I dag er der mere fokus på, om vi får presset barnet for meget eller overser signaler – ofte fordi barnet maskerer så godt”, fortæller hun. 

Det kræver mod at prioritere specialpædagogik 

Dorthe Lægdsgaard efterlyser samtidig mod fra skolernes side til at prioritere en indsats, som sikrer, at specialpædagogikken får det rette volumen: 

“Det kan være svært for skolerne at prioritere, at alle medarbejdere får den samme specialiserede uddannelse. Ikke fordi viljen mangler, men fordi det på kort sigt er en stor økonomisk investering. Når flere medarbejdere skal have fri fra deres daglige arbejde for at deltage i uddannelsen, skal skolen både betale for selve uddannelsen og for den tid, medarbejderne er væk fra skolen. 

 Derfor kan uddannelsen umiddelbart se dyr ud. Men hvis man ser længere frem, kan investeringen i fælles kompetencer være med til at forebygge mistrivsel, reducere behovet for mere omfattende støtte og skabe et stærkere pædagogisk fundament omkring eleverne. Det kræver en modig ledelse, der tør prioritere den langsigtede investering, selv om den kan være svær at få øje på i budgettet her og nu”.  

Nysgerrighed og ydmyghed – også på Autismepiloten 

Dorthe Lægdsgaards erfaringer fra skolerne er genkendelige for konsulent Mette Burgaard, der jævnligt underviser kursister på Autismepiloten: 

”Jeg oplever, at der er en større nysgerrighed på barnet, og at man er opmærksom på ikke for hurtigt at konkludere – at være nysgerrig længe nok. På Autismepiloten tilbyder vi forskellige perspektiver og teorier, som for nogle kursister er nye. Fx er det for nogle en øjenåbner, hvor stor betydning en anderledes sensorisk bearbejdning kan have for autistiske børn. Der er en stor motivation til at få redskaber til at samarbejde, og kursisterne er gode til at tilpasse til det enkelte barn på kreative måder”, fortæller hun.  

Barnets egne ressourcer i centrum 

På Autismepiloten er fokus blandt andet på, hvordan man kan inddrage barnets egne ressourcer og livshistorie, og kursisterne er i følge Mette Burgaard meget optaget af, hvordan de kan omsætte det i praksis:  

“Mange skoler italesætter, at de har en ressourceorienteret tilgang til barnet. Man kan forstå begrebet på mange måder og måske omsætte det på endnu flere måder. Jeg oplever, at det for mange lærere og pædagoger er værdifuldt at forholde sig til begrebet ressourcer og få konkrete redskaber, som de kan bruge i samarbejdet med barnet”, fortæller hun.  

En vigtig pointe på Autismepiloten er at inddrage barnets perspektiv i så mange aspekter af samarbejdet som muligt, og det er for mange af kursisterne noget af en øjenåbner:  

”Mange kursister bliver typisk opmærksomme på, hvor mange ting, at vi risikerer at gøre hen over hovedet på barnet. Det er formentlig arv fra en mere gammeldags pædagogik, hvor man var mere kravsættende og hvor man i bedste mening var meget optaget af rammer og struktur, men har glemt at være opmærksom på om strukturen var hjælpsomt for barnet. For nogle kursister kan denne større grad af inddragelse af barnet opleves som en stor og svær ændring, men for langt de fleste lyder reaktionen: ’Hvorfor har vi ikke gjort det før?” fortæller hun.