Alle mennesker har brug for at have en meningsfuld hverdag. En hverdag, hvor man kan beskæftige sig med ting, der interesserer én. Det kan være via en uddannelse og i et job eller i beskæftigelse. Men for autistiske mennesker kan vejen frem til det være besværlig. Derfor ønsker Specialområde Autismes Autistiske Advisory Board at sætte fokus på dette emne.
“Jeg skal fandme med! Jeg vil være med!” Louise Callesen er 27 år, uddannet markedsføringsøkonom og lige nu i gang med en professionsbachelor i innovation og entreprenørship. Og så er hun autist – og stædig og målrettet. Arrangementet, hun VIL være med til, er et to-dages arrangement, som hendes praktiksted skal afholde, et arrangement, hvor hun skal holde oplæg om at have autisme og være i job.
Hun ved, at det kommer til at koste kræfter og vil dræne hende, men siger også:
“Hvis man finder noget, man brænder for, så kan man hive sig igennem alt. Jeg har et mål, og så jeg skal nok vise, at jeg kan.”
Det kan umiddelbart lyde som opskriften på en rigtig slem omgang burn-out. Men Louise har stor erfaring med at planlægge, så der bliver plads til både det, hun gerne vil, og den restitueringstid, som det kræver.
Og faktisk er den erfaring formentlig forudsætningen for, at hun den dag i dag er i gang med at færdiggøre en uddannelse og bor for sig selv. For skruer vi tiden bare få år tilbage, så var der nok ikke så mange, som ville forudsige en fremtid som denne for hende. Louise har diagnoserne autisme og spiseforstyrrelse og havde dengang brug for at bo på et botilbud.
Diagnosen autisme fik hun i 2015. Inden da, i 2013 fik hun konstateret en spiseforstyrrelse. Hun fortæller:
“Det skete efter at flere havde sagt til mine behandlere, at de troede, at der også var noget andet på færde. Jeg var god til at kopiere og maskere, men i puberteten kan man ikke kopiere længere. I dag kan jeg med min viden om autisme undre mig over, hvorfor der ikke var nogen, der opdagede det tidligere. Da jeg startede i skole, havde jeg en allerbedste veninde fra børnehaven, og da hun begyndte at ville være sammen med andre, sad jeg i hvert frikvarter under den store grønne rutsjebane og græd, fordi jeg ikke turde gå hen til de andre. Og da jeg gik i 2. klasse, havde vi vandskade derhjemme. Så hver dag, når jeg blev afleveret i skolen, græd jeg, for jeg vidste ikke, hvad jeg kom hjem til – om der var endnu mere gravet op. Al den uforudsigelighed kunne jeg ikke holde til.”
Hun er overbevist om, at havde hun fået diagnosen autisme tidligere, så kunne hun være sluppet for spiseforstyrrelsen, som blev en farlig, men effektiv måde at skabe kontrol på i et liv med alt for meget uforudsigelighed.
Men tilbage til indsatsen, der – kombineret med hendes vilje og evner – gjorde et selvstændigt liv og uddannelse muligt. For som det er tilfældet for mange, der får en autismediagnose, så fulgte der ikke et tilbud om viden og hjælp til selvforståelse med. Det tog derfor lidt tid, før hun fik den nødvendige viden om autisme. Tre år efter diagnosen kom hun i et VISO-forløb med to konsulenter fra Specialområde Autisme – via en psykolog, som hendes far kendte.
Louise fortæller:
“Psykologen kendte til Specialområde Autisme, og jeg havde selv fundet ud af, at man kunne få et VISO-forløb, og kontaktede dem. De kom otte gange hjem til os, og vi fik en masse viden om, hvad det vil sige at have autisme. Det har givet mig selvforståelse, så jeg hviler mere i mig selv i forhold til autismen. Jeg ved, hvilke styrker og begrænsninger jeg har, og står ved dem. Tidligere var jeg bare træt af det og ville prøve at lave om på mig selv for at passe bedre ind.”
Evnen og viljen til at stå ved, hvem og hvad hun er, smitter også af på hendes tilgang til uddannelsen og den kommende jagt på det første job:
“Da jeg på min gamle uddannelse skulle skrive mit første CV, spurgte jeg en jobkonsulent, om jeg skulle skrive, at jeg er frivillig i Specialområde Autisme, og at jeg er autist. Det sagde hun, at jeg skulle: ‘For det viser, at du er mega sej. Hvis de vælger dig fra på grund af det, så er det ikke det rette sted for dig,’ sagde hun.”
Og på uddannelsen har hun også været åben om sin diagnose uden at det har ført til negative reaktioner:
“Jeg vil hellere være åben om det, end at der bliver alt muligt tys-tys, og mine medstuderende var bare sådan: ‘Nå, okay’, og så fyldte det ikke mere.”
Hun har også brugt sine egne erfaringer som neurodivergent i et projekt, hvor hun rådgav en medstuderende, der udviklede appen MyPlanio for autister og ADHD’ere. Her bidrog hun til, at appen også kom til at støtte energiforvaltning. Og under praktikken, der foregår på hendes uddannelsessted, Erhvervsakademiet i Aarhus, er hun lige nu i gang med at planlægge en hackathon, der skal sætte fokus på gruppedannelsesprocesser:
“”Jeg vil gerne finde ud af, hvordan man kan få gruppearbejde til at fungere bedre – uden at nogen bliver stemplet som svære at samarbejde med,” siger hun. “Og her trækker jeg både på det, jeg har læst, og på mine egne erfaringer.”
Hele vejen gennem uddannelsen har hun haft en SPS-vejleder (en medarbejder, der hjælper studerende med funktionsnedsættelser med at få den rette specialpædagogiske støtte under deres uddannelse, red.), som hun har kunnet vende svære ting med og få hjælp til at planlægge sin tid. Den største udfordring under uddannelsen har været, at hun ofte ikke har haft overskuddet til at være med til det sociale, som foregår i Aarhus, hvor skolen ligger. Og når hun er med, så koster det på energikontoen. Og nemmere bliver det ikke af, at hun bor i Vejle og er afhængig af DSB’s ikke altid præcise togafgange.
På spørgsmålet om, hvad hun drømmer om at arbejde med, når uddannelsen er i hus, svarer hun:
“Drømmejobbet er hos LEGO, for jeg elsker LEGO. Men ellers er drømmen bare at komme ud og få noget erfaring med spændende opgaver, søde kollegaer, og at arbejdspladsen er i gå- eller cykelafstand”.