De jager Pokemon sammen: Et helt specielt fællesskab

Kuplerne i Randers Regnskov lyser op i kunstigt grønt denne råkolde onsdag aften kl. lidt i spisetid. På en kæmpe plakat byder en jaguar og en farverig papegøje velkommen. Men på p-pladsen foran regnskoven er der nu ikke nogen i den gruppe på 12-14 mennesker, der er samlet her, som lægger mærke til de eksotiske dyr eller den larmende trafik ude på Tørvebryggen. Ansigterne er lyst op af skæret fra mobiltelefoner, og mens blikkene hænger ved skærmene, genlyder det af glade gensynshilsner.

Mere ro og mindre tomgangssnak

– Så er det nu! Ready! lyder det højt fra en kvinde midt i gruppen. Udråbet kommer fra Henriette, der for 4 år siden sammen med kæresten, Dennis, var med til at starte denne gruppe, der hver onsdag mødes for sammen at jage Pokemon sammen (små digitale kræ, som man kan fange og træne, red.). Gruppen kalder sig Team Slowpoke. Både fordi, der er en Pokemon af det navn, men også fordi gruppen tager det lidt mere roligt end mange andre, der jager Pokemon. For her handler det om at være sammen, at være fælles på en måde, så alle kan være med. Så der også er plads til dem, der gerne vil være sammen med andre, men bare ikke er til smalltalk og tomgangssnak.

Plads til ikke at være forpligtet

– Hej smukke! lyder det fra Henriette, da endnu en deltager slutter sig til gruppen. Den senest ankomne er Malene. Malene er autist og er her sammen med sin bostøtte. For hende er det ugentlige Slowpoke samvær noget helt unikt. Det handler både om, at der er noget at være sammen om, og at det ikke kræver for meget:

–  Altså, det kan blive svært for mig, hvis man bare skal sidde og snakke om et eller andet. Og det her med, at det kun er fra 18 til 19, og så nogle gange i weekenden, det gør det nemt at være i, for jeg forpligter mig ikke til uanede mængder tid, som jeg egentlig ikke kan overskue. Det er også dejligt, at der ikke er nogen, der ser skævt til, at jeg har brug for at have min bostøtte med.

Fællesskabet er der også på de trælse dage

At fællesskabet også er der på de trælse dage, er noget helt nyt for hende:

 – Jeg har ikke prøvet før at have sådan et fællesskab, hvor man er sammen om noget fælles, men man ikke er forpligtet til at være sammen. Altså, hvis man har en dag, hvor man ikke kan snakke med andre, så er det også ok. Jeg føler, at jeg også kan være med selv på de dage, hvor jeg måske egentlig ikke synes verden er særlig sjov. Det sætter jeg virkelig meget pris på. Jeg bliver altid i bedre humør, når jeg er her. Og selvom jeg har en dårlig dag, så glæder jeg mig til det. Ja, det koster energi, men så får jeg lige så meget energi af det, fordi jeg elsker det.

Samarbejde med Randers Kommune

Via et samarbejde med Randers Kommunes autismecenter fungerer gruppen også nu og da som en prøvebane for autistiske mennesker, der leder efter et fælleskab af den rigtige slags. Det fortæller Henriette:

– De kan ringe til os, hvis de har nogle, der gerne vil mødes med os, før vi starter og lige se os an. Her er fællesskaber på kryds og tværs, for der kommer også forældre med deres børn. Der bliver ikke set skævt til dem, hvis deres barn er blevet overstimuleret og reagerer. Og for nogle er det også et sted, hvor de for eksempel kan få råd fra andre forældre.

Venskab og glæden ved gensynet

Og for at gøre det nemmere at genkende gruppen, så har den lokale afdeling af Landsforeningen Autisme, Kreds Østjylland, sponsoreret huer og rygsække med Slowpoke logoet. Men den hæklede Slowpoke figur, som hænger på Henriettes rygsæk, er Malene nu mester for. For hende har Slowpoke gruppen nemlig også betydet et venskab med Henriette og hendes kæreste. De hjælper med at hente hende, når der indimellem er raids i weekenderne, og hun kvitterer med madpakker til dem.  

– Er folk færdige med at fange? Vi går mod Sun Guardians, lyder det fra Henriette og der bliver swipet løs på skærmene. Men Sun Guardians bliver uden Malene, for hun siger farvel nu og begiver sig sammen med sin bostøtte over mod bilen. Med et stk. Shiny (megasej Pokemon) og glæden ved et rart gensyn.