Man kan godt blive lykkelig uden at gøre som alle de andre 

At have brug for andres hjælp mange timer i døgnet, aldrig at rejse eller gå på café eller gå ud at spise. Ikke have kæreste og børn og kun have ganske få venner. For langt de fleste lyder det som alt andet end opskriften på et godt liv. Men for 35-årige Malene Gajhede Karlsen er det et godt liv. Hun fortæller:  

”Selvfølgelig er der ting, som jeg synes er hårde og svære, men når jeg ser på rammerne for mit liv, så så kan jeg ikke bede om mere. Jeg har min drømmelejlighed, og jeg har sluttet fred med, at jeg ikke skal have mand og børn, for det har ikke værdi for mig. Så man kan altså godt få et godt liv alene – også uden at man bliver ensom. Jeg føler ikke, at jeg går glip af noget”.  

En ny definition på et godt liv  

Malene er autist, bor for sig selv med sin højtelskede kat i et hjem, hvor nærmest hver millimeter emmer af et liv med masser af kreativitet. Hun får dagligt bostøtte og er medlem af Specialområde Autismes Autistiske Advisory Board. Og så har hun sagt ja til at fortælle, om hvordan hun har det med venskaber og sociale relationer. For ifølge diagnosekriterierne, så har man som autist typisk vanskeligheder med den slags. Men måske man godt kan have et dejligt og meningsfuldt liv, hvor vanskelighederne ikke nødvendigvis spænder ben, men i stedet betyder, at man finder en ny, individuel definition på, hvad det gode liv er. Det mener Malene.  

Har ikke set sin bedste ven i 8 år  

 ”I min alder tager man jo tit på café eller ud at spise. Men det har ikke værdi for mig, og så er jeg nået frem til, at det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke overskue det og kan slet ikke alt det sensoriske der er på en café, og jeg kan ikke lide at spise andet end det, jeg selv har lavet. Jeg går meget op i mine hobbyer og er med i online fællesskaber, hvor det handler om dem. Det er egentlig den måde jeg er med i fællesskaber på, og det passer mig ganske glimrende. Ind i mellem er jeg også med til Slowpoke arrangementer (læs mere om det i artiklen “De jager Pokemon sammen: Et helt specielt fællesskab”. Se link nederst på siden). Og så har jeg en veninde, som jeg Facetimer med hver 5. uge. Jeg har ikke set hende fysisk i 8 år, men hun er min bedste ven. Hun er også autist, og når vi snakker sammen, så er det altid i et afmålt tidsrum. Det er fint for mig. Det er et godt venskab for mig, for der er ikke nogen forventninger om, at jeg skal følge helt vildt med mellem de her tidspunkter, hvor vi Facetimer, og vi behøver heller ikke skrive sammen.   

Venner i barndommen og maskering  

Modsat mange andre autister, så oplevede Malene ikke mobning barndommen:  

” Jeg har aldrig haft et stort behov for at vildt mange venner. Det tror jeg egentlig ville stresse mig, men jeg har egentlig aldrig oplevet ikke at have venner. Jeg har været ekstremt heldig, for selv i folkeskolen har jeg altid haft nogen at snakke med og er aldrig blevet mobbet. I de ældre klasser gik jeg ikke med til fester og drak ikke, for det sagde mig ikke noget, men der er aldrig nogen, der har mobbet mig på grund af det. Jeg har aldrig følt mig udenfor.  

At det var sådan, forklarer hun selv med, at hun altid har været god til at aflæse stemninger og lære af, hvad andre lykkedes med:  

”Jeg har altid været rigtig god til at maskere og passe ind, fordi jeg har kunnet observere, hvad andre har gjort. Jeg så, hvad de fik problemer af at gøre, og så vidste jeg, at det skulle jeg lade være med og hvornår det var smart at være usynlig. Jeg har også brugt almindelig høflighed, og det tror jeg har reddet mig. Og så har jeg brugt humor rigtig meget”.  

Behøver ikke være noget jeg ikke er  

Malene fik sin autismediagnose som 19-årig, og det var med til at give hende ro og accept af, at det der passer hende bedst, giver mening. Hun fortæller: 

”Jeg fik forklaringen på, hvorfor tingene er som de er, og det kan jeg godt arbejde med. Der er en ro i at jeg ikke behøver at være noget, jeg ikke er. Jeg behøver ikke at have masser af venner, for det har ikke værdi for mig og giver ikke mening for mig. Og det er okay, at det er på grund af min autisme, jeg har ikke har brug for det.  

Du finder reportagen fra Slowpoke gruppen her: 

“De jager Pokemon sammen: Et helt specielt fællesskab“