Mobning var prisen for at være en del af fællesskabet

Triggerwarning: I artiklen er der en omtale af selvmordsforsøg. Har du tanker om selvmord, kan du
kontakte Livslinjen på tlf. 70 201 201.

”Hvis jeg skal være en del af fællesskabet, så skal jeg acceptere, at der bliver gjort grin med mig”. Det
var den konklusion, som 27- årige Thea Enevoldsen, forperson for foreningen Autisme Ungdom, tidligt i sin skoletid
måtte drage, hvad venskaber og sociale relationer angår.

Hun fortæller:

”Det var vildt kompliceret op gennem min skoletid. Jeg havde én god ven i de små klasser, og det var
altafgørende for, at jeg havde en smule samling på mig selv, men det venskab gled ud. Jeg forstod ikke,
hvorfor de andre betragtede mig som en sær snegl og forsøgte at spejle dét, de gjorde. Også lærerne
syntes, at jeg var sær og irriterende, fordi jeg sad med hånden oppe hele tiden og ind imellem gjorde
opmærksom på ting, som de ikke vidste. Og det kunne de andre børn selvfølgelig godt mærke.

På overarbejde hele tiden

Bedre blev det ikke i teenageårene, og hun i 6. og 7. klasse udviklede en svær spiseforstyrrelse, samt fik
depression og selvskadelig adfærd. Hun fik det så svært, at hun forsøgte at tage sit eget liv:

”At være teenager er i forvejen det sværeste i hele verden. Jeg har ekstremt meget respekt for de unge i den
alder og hvor svært det kan være. Uanset om du har alt med dig, med familie og venskaber.
Relationsdannelse som teenager er bare svært. Og hvis man samtidig har en udiagnosticeret diagnose, så
er det en konstant kamp i at læse sociale cues. Jeg var på overarbejde hele tiden, fortæller hun.

Et unikt venskab

Et afgørende brud med de negative erfaringer med relationen til andre unge fandt sted, da hun senere kom
på gymnasiet.

”Jeg var stadig en sær snegl, men mødte der min bedste veninde, Laura. I år har vi 9 års jubilæum. Hun er
utroligt accepterende, og jeg føler mig ikke som en byrde sammen med hende. Jeg er f. eks. meget
particular om, hvad jeg vil spise, og hun gør det lettere at have det sådan. Hun viser mig, at det er det godt
kan lade sig gøre at lave de tilpasninger, som hun ser, jeg har brug for og synes ikke, at det er for meget at
bede om. Jeg er oprigtigt i tvivl om jeg stadig ville være i live i dig, hvis ikke hun havde vist mig at jeg godt kan
elskes. Hun er unik. Jeg sætter så stor pris på hende. Alle fortjener at have en Laura!”

Et brændende stort og upraktisk behov for bekræftelse

Som 24-årig fik Thea autisme- og ADHD diagnoserne, og det førte til nye indsigter:

”Det gik med raketfart, da jeg fik min diagnose. Det er ting som er nemmere at acceptere nu, men det er
stadig svært. Jeg får ikke de venskaber, som jeg ser andre have, men til gengæld føler jeg at jeg tiltrækker
de mennesker, som jeg har brug for. Størstedelen af mine venner i dag har autisme og/eller ADHD.

Men jeg har stadig utrolig svært ved relationsdannelse. Jeg kæmper med at tro på at folk oprigtigt vil mig og har et
brændende stort og upraktisk behov for bekræftelse. Jeg er stadig håndsky, og tænker ind imellem over,
hvor mange positive erfaringer, der egentlig skal til for at ophæve de negative. Det er ikke noget, der
kommer let til mig. Men det har gjort en forskel for mig, at jeg nu ved, at jeg ikke kan være alle menneskers
kop te, og jeg respekterer mine egne grænser og ved, hvor meget energi det koster at være sammen med
andre.

Mest online med kollegerne fra Autisme Ungdom

Thea har som sådan aldrig haft venskaber, der udelukkende er online, men fortæller at når hun ses med
kollegerne fra Autisme Ungdom, så er det oftest online – og nu og da med fokus på fordelene ved ikke at føle behov for at være som alle andre:

“Vi kan ofte grine og undre os over neurotypiske menneskers syn på hvad man fx “skal” bruge sin
sommer på. En ting mange af os har til fælles er at vi har fået fortalt, af omgivelserne, at vi bruger vores
sommer/ferier forkert, fordi vi ikke altid ønsker at sidde i solen, drikke alkohol, gå på festivaler og gøre det
som neurotypiske nyder at gøre. Det er nemlig helt okay hvis man bare har lyst til at sidde indenfor i
skyggen og bruge tid på sine hobbies – der kommer sjældent en positiv oplevelse ud af at tvinge sig selv
(eller andre) til at gøre ting som kan stresse ens system” fortæller hun.

Maskering som et kalkuleret valg

Men trods den tilkæmpede accept af, at ja, hun gerne må være i verden på sin helt egen måde, så har
Thea ikke sagt farvel til maskering. Til gengæld er det nu et kalkuleret valg:

” Min oplevelse er, at hvis jeg skal have god service i en butik eller restaurant, så skal jeg spille efter de
neurotypiske regler. Blandt andet regler om længden på øjenkontakt, begrænse min stimming og klæde mig
på en bestemt måde. Jeg er også klar over, at når jeg vil møde nye (neurotypiske) mennesker, så er jeg
nødt til at spille efter de neurotypiske regler.

Men jeg har heldigvis nogle virkelig gode kollegerne (både ved Autisme Ungdom og ved mit andet
arbejde på Kofoeds Skole Aarhus) som ved, at jeg er autist og ADHDér. De møder mig som mennesket
Thea, uanset hvilke diagnoser jeg nu engang har.

Og det er også en af grundene til at jeg elsker at arbejde med autister, og mennesker med andre diagnoser.
Her er det nemlig ikke en negativ ting at jeg har diagnoser, det kan til tider være en fordel i hvordan jeg
møder mennesker og elever på mit arbejde på Kofoeds Skole Aarhus – hvor jeg er så heldig at kunne være
med til at hjælpe andre unge som står midt i udredninger og/eller er blevet tabt i vores uddannelsessystem