Om det vigtige arbejde med sociale relationer: Hvilket fokus har vi som fagpersoner?

Af Freja Hamalainen Sirdorf, cand.soc, faglig leder, Specialområde Autisme
Tidligere har autismeområdet været præget af en udbredt opfattelse af, at autistiske mennesker ikke har det store behov for sociale relationer. At relationer, socialt samvær og fællesskaber ikke er lige så vigtige, som vi ved de er for alle andre. Eller at autistiske mennesker måske nok kunne opleve social isolation, men ikke føle ensomhed. Denne misforståelse har haft betydning for hvilket fokus der har været og derfor til dels stadig er i tilgange og metoder målrettet autistiske mennesker. Den strukturerede og i nogle tilfælde adfærdsregulerende tilgang, der har domineret autismeområdet, kan have nedtonet relationernes betydning.

”Jeg føler også, at de mennesker der kommer ud til mig er jo meget mere varme og omsorgsfulde mennesker, altså de går ind til opgaven med meget mere: ”Hvordan har du det i dag, Louise?”, frem for: ”Nå, skal vi få lavet noget struktur?”. Det er jo det, jeg har brug for, jeg har brug for nogle mennesker, som kan lide at være sammen med mig, og som kan, ikke trøste mig, det lyder så dumt, men som kan forklare mig omkring de ting, der frustrerer mig.”
-Louise Egelund Jensen, forfatter og foredragsholder

Succeskriterie: En robot skal kunne udføre arbejdet
Da jeg selv startede professionelt indenfor autismeområdet for efterhånden 13 år siden, var noget af det første man fortalte mig, at jeg skulle betragte mig selv som et redskab for de autistiske voksne jeg skulle samarbejde med, jeg skulle ikke forvente nogle sociale initiativer – og hvis de kom, skulle jeg henvise til at følge skema. I min praksis så jeg noget andet. Senere fik jeg at vide, at det var bedst, hvis den pædagogiske indsats var så velbeskrevet og detaljeret, at en robot eller en fremmed fra gaden kunne overtage arbejdet. Alt sammen med de allerbedste intentioner om at skabe forudsigelighed, bedst mulig trivsel for den enkelte og forebygge konflikter.

Forholdet mellem struktur og relationer er blevet drøftet alle de steder, jeg har arbejdet professionelt med autisme. Det er en diskussion, der til tider bliver følelsesladet og som kan skabe kløfter i medarbejdergrupper. Det er egentlig ikke mærkeligt. Vi samarbejder med en målgruppe, der ofte har stort behov for støtte til at skabe struktur og forudsigelighed i en uforudsigelig verden. Vi samarbejder også med en målgruppe, der – selvom de har en autismediagnose til fælles – har vidt forskellige forudsætninger, behov og ønsker til samarbejdet. Det skal vi huske i vores diskussioner. For mig handler det om at finde den rette balance for den enkelte – men med vægt på, at arbejdet med struktur og forudsigelighed aldrig må ske på bekostning af nøgleord som tillid, nysgerrighed, nærvær, fleksibilitet og autencitet.

Hvilket fokus har vi som fagprofessionelle?
Tidligere direktør for Socialstyrelsen og nuværende Landsformand for Bedre Psykiatri, Knud Aarup skriver i sin bog ”Fra udenforskab til fællesskab” om netop tillid og nærvær:

”Måske er forklaringen på den manglende effekt af velfærdssamfundets institutioner i forhold til samfundets dårligst stillede i virkeligheden et spørgsmål om, at grænserne mellem det professionelle, det personlige og det private har forskubbet sig for langt i den professionelle og udvendige retning. Det er jeg overbevist om og derfor tror jeg at øget fokus på nærvær og tillid er den brobygger, som kan fremme en positiv udvikling (..)”

Han betoner i bogen vigtigheden i at mødet med det enkelte menneske præges af nærvær og tillid og at man som professionel investerer noget af sin person i samarbejdet. Et samarbejde der ellers risikerer at få karakter af overgreb.

Citatet der indleder denne artikel, stammer fra et interview jeg havde fornøjelsen af at gennemføre for nogle år siden. Louise Egelund Jensen fortalte mig om sine erfaringer med at skifte fra at få bostøtte fra et autismespecialiseret team til at modtage støtte fra en socialpsykiatrisk bostøtteteam. Det er et citat, der har bidt sig fast hos mig ift. at huske vigtigheden af, hvilket fokus vi som fagprofessionelle går ind i et samarbejde med. At vi husker vores nysgerrighed på det enkelte individ og ikke på forhånd antager, at vi ved hvilket fokus vi skal have, fordi det er et menneske med en autismediagnose. Nok kommer vi med en faglighed, men retningen for indsatsen og samarbejdet skal sættes af det enkelte menneske – naturligvis på den måde, som vedkommende har forudsætninger til det.

”At kunne og gøre” vs. ”At være og føle”
I artiklen ”Struktureret pædagogik og relationspædagogik i arbejdet med unge med autisme og udfordrende adfærd” (Breumlund, Bruun Hansen og Niklasson, 2018) tager forskerne udgangspunkt i begrebsparrene ”kunne og gøre” og ”være og føle” i deres analyse af hvad forskellige pædagogiske tilgange lægger vægt på. De kobler begrebsparret ”kunne og gøre” med den strukturerede pædagogiske tilgang, hvor indholdet drejer sig om forandringer i hverdagslivet, fx at kunne opretholde en fornuftig døgnrytme, gøre rent og lave mad. Begrebsparret ”være og føle” kobles derimod til den relationelle pædagogiske tilgang, hvor forandringerne handler om forholdet til sig selv og omverdenen og foregår på et mere eksistentielt niveau, hvor indholdet fx handler om socialt samvær med andre. De har undersøgt forandringer hos unge voksne med autisme og udfordrende adfærd på et botilbud i perioden 2011-2014 og fundet, at de unge opnåede mange praktiske færdigheder via en struktureret pædagogik med adfærdsregulerende elementer, men at tilgangen ikke lykkedes med at forbedre trivsel eller mindske graden af ensomhed og isolation. Altså udvikling og resultater ift. at ”kunne og gøre” fremfor at ”være og føle”.

Kobling og balance
Det er mit indtryk, at vi på autismeområdet har rykket os i forståelsen af dette over en lang årrække. At vi i dag ved, at mennesker med autisme selvfølgelig også har behov for sociale relationer og deltagelse i sociale fællesskab. At vi derfor får et stadigt større fokus på de områder, man kan lægge ind under begreberne ”være og føle”. Det er også mit indtryk, at vi bør fortsætte i denne retning og kontinuerligt udfordre balancen mellem på den ene side struktur, skemaer, visualiseringer, kompensationsstrategier, hverdagsfærdigheder og på den anden side samspil og spejling, tanker og følelser, relationer, empati, tillid og identitet. Det handler for mig ikke om at erstatte det ene med det andet, eller om at se det som modsætninger, men om at finde den rette kobling og balance for det enkelte menneske.

Bliv klogere & gør os klogere

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og modtage spædnende nyt på området for autisme.

Vælg et eller flere emner til højre, og tilmeld med din emailadresse. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vælg emne(r)

Indtast email og tilmeld