Hvad jeg har lært af autistiske mennesker

Senest redigeret: juni 2023
Artiklen er skrevet af Henriette Nowack. Hun har tidligere været ansat som ergoterapeut i Specialområde Autisme og har inden da arbejdet i 10 år på et bosted for voksne med autisme og ADHD. Hun fortæller her, hvad hun har lært af at samarbejde med mennesker med autisme:
Listen er lang

– Jamen, listen er lang! Sådan lyder det spontane svar.
– Jeg lærer noget fra hvert eneste samarbejde, men noget af det første jeg kommer til at tænke på, er en kommentar fra en borger, på det bosted jeg arbejdede på, inden jeg kom til Specialområde Autisme. Han beskrev meget præcist, hvad det gjorde ved ham, når vi som personale kom et par minutter for sent, når vi havde en aftale med ham. “Er du klar over, hvilken følelse det giver mig? Jeg føler mig fuldstændig ligegyldig”.

Den kommentar har jeg tænkt meget over, for den fortæller alt om en grundlæggende følelse af anderledeshed og forkerthed som mange mennesker med autisme oplever – en følelse som nemt kan vækkes af den slags tankeløshed. Det har lært mig så vidt muligt altid at være i god tid, når jeg skal ud til en borger. 

Lad være med at pakke mig ind i vat!

En anden kommentar, som jeg stadig tydeligt husker, var fra en borger, som gerne ville have en universitetsuddannelse. Det var vi som personale lidt bekymrede for, og på et tidspunkt udbrød han vredt: “Kan I da for helvede ikke lade være med at pakke mig ind i vat!”. Det har lært mig altid at bakke op om de drømme og ambitioner, der er.

Vis respekt

Jeg er også meget opmærksom på at have en ydmyghed, så jeg ikke bare vader ind i folks liv og hverdag, fordi jeg har en opgave, jeg som fagperson skal løse. Jeg spørger altid “Må jeg godt komme ind?”. Det handler grundlæggende om at vise respekt. Mange af de mennesker jeg samarbejder med har tidligere haft et ligeværdigt liv i det “normale” samfund, men er væltet og har haft brug for at flytte ind på et bosted.

Som en borger formulerede det: “Bare fordi jeg bor på et bosted, så har jeg jo ikke meldt mig til Big Brother”. Det handler også om, hvordan vi som personale bruger sproget. Der er en verden til forskel på at sige “Der er gåtur kl. 16” og “Vi går en tur kl. 16. Det ville være så hyggeligt, hvis du vil med”.

Sæt ting i perspektiv og bær håbet

Jeg har også lært betydningen af at kunne sætte ting i perspektiv og kunne bære håbet. For en borger med et stort detaljefokus og en ringe forestillingsevne, kan det være helt vildt vigtigt, at der er andre, som kan sætte ord på, at det dårlige, der måske sker i øjeblikket, ikke varer ved. Det handler om at kunne sige “Når du får det bedre” – at kunne holde fast i håbet og formulere det. Og det handler også om at kunne se og gøre opmærksom på selv små fremskridt, som bringer vedkommende i den rigtige retning.

Jeg samarbejdede på et tidspunkt med en pige, der syntes, at vi som personale satte utroligt mange regler op for hende. Det talte jeg med hende om og sammenlignede hendes situation med et fodboldhold – og tegnede det helt konkret. Ud fra det talte vi om, hvordan hun er anfører på holdet og beslutter, hvem der skal med på holdet. Jeg og hendes familie er så med som gæstetrænere og hjælpere, som kan se ressourcer og ved, hvordan der kan kompenseres, når det er nødvendigt. Og om hvordan vi alle havde samme mål – at hun skulle have det godt og nå de mål, hun gerne ville.  

Stil spørgsmål