Det nye i samarbejdet, som de indgår i med Johanne, er at Jesper og Cecilie ikke kun er med i en del af processen, men er med til at præge og udvikle alle hjørner af processen.

– Ja, du har også set mig parkere og råbe af en lastbil, griner Johanne henvendt til Jesper.

De tre mødes i dag i Specialområde Autismes botilbud i Kildegade i Horsens (hvor Cecilie tidligere har boet) for at fortælle om deres samarbejde. Udgangspunktet for projektet er en opgave med at evaluere en ny organisering af teams i Specialområde Autismes tilbud i Viborg, Banebyen. Her er alle teams nu er sammensat ud fra borgernes ønsker, og de tre har i den forbindelse til opgave i fællesskab at udvikle spørgeskemaer, interviewe borgere, medarbejdere og ledelse og analysere data efterfølgende.

Det handler ikke kun om mine egne erfaringer 

– Jeg synes det er rigtig fedt at være grundigt med. For inden vi startede, kunne jeg godt være bange for, at det bare skulle handle om mine egne erfaringer og derfor ikke ville føles helt så legitimt. Men den her gang var det ikke bare mig-mig-mig og mine egne erfaringer, som når jeg er en del af autismepanelet på Autismepiloten, hvor vi taler ud fra egne erfaringer (Specialområde Autismes egen uddannelse, red.)  Det var spændende – og specielt fordi jeg HADER spørgeskemaer, lyder det med eftertryk fra Jesper (og mere om det senere…).

Fra Cecilie lyder det:

– Jeg var glad for at kunne fokusere på projektet og være meget mere med i maskinrummet og nørde ned i det på en ligeværdig måde.

Dér var jeg virkelig kollega

For Johanne har samarbejdet med de to, som hun kender fra tidligere projekter, været en øvelse i at give slip:

– Ved det første møde vi havde, havde jeg planlagt den første halvdel af mødet, men den anden halvdel var sværere for mig at detailplanlægge, fordi vi var usikre på, hvordan vi bedst kom i mål. Det gav mig en fornemmelse af at have mistet kontrollen over mødet og at det måske var ubehageligt for jer, men så mindede du mig om, Cecilie, at det jo er et samarbejde. Det tog jeg til mig som en positiv påmindelse om, at jeg jo netop ikke skal have kontrol hele tiden.

Fra Cecilie lyder svaret:

– Jeg synes også det var fedt, for der kunne jeg få lov til at være ligeværdig. Der var jeg virkelig en kollega og vi kunne snakke om, hvordan vi bedst kommer i mål.

Her bliver jeg ikke reddet af en time-out

De tre har i fællesskab skulle finde en måde at samarbejde på, som rummer de rette tilpasninger til Cecilie og Jesper behov, men som samtidig ikke spænder ben for ligeværdet. Johanne fortæller:

– Ved det første møde, der sagde du, Jesper: “Du gør det for let for os! Giv os nu nogle udfordringer”.

En del af rammen for det projektarbejde, som de tre arbejder sammen om,  er en plan, der beskriver nøjagtigt, hvad de skal, hvornår og hvad formålet er, og netop på grund af den plan, er der mulighed for udvikling:

– Nu kan jeg tåle, at der ikke er så meget struktur, fortæller Cecilie.

For Jesper har det været en lettelse at hensynene ikke fylder det hele. Han fortæller:

– Rigtig ofte når man samarbejder med en NT´er (NT: Neurotypiker/ikke-autist red.), så er der et sikkerhedsnet, når man fucker op. Det er dejligt, at jeg ikke kan bede om en time-out i det her samarbejde. Nu opper jeg mig lige.

Cecilie supplerer:

– Der er en god balance mellem opmærksomhed på hensyn og dét at turde udfordre. Det har været det fede. Johanne har balanceret flot mellem at tage hensyn og at udfordre.

En ændring der giver mindre pres

Men nu tilbage til spørgeskemaerne. For hvad er det nu lige, der er galt med sådan nogle og hvordan er det fikset i de tres egen udgave?

– Jeg har fået så mange spørgeskemaer i mit liv og jeg hader dem! Man skulle tro, at de alle sammen er blevet lavet på den samme, sterile fabrik! Og når jeg nu har det sådan, så kunne det jo være spændende selv at få lov til at være med til at lave et, lyder det fra Jesper.

Johanne supplerer:

– En af de ting du kom med, Jesper, det var et forslag om at ændre formuleringen “Din mening er vigtig” til “Din mening er værdifuld”, for at det det ikke skulle føles som for stort et pres for borgerne at udfylde spørgeskemaerne.

-Ja, det burde være lovpligtigt at have en autist indover, når man laver et spørgeskema, lyder det med et grin fra Jesper.

Og fra Cecilie lyder et eksempel på en anden vigtig omformulering:
– I udkastet stod der “Er medarbejderne gode til at udvikle dig?”, men det er altså ikke medarbejderne der udvikler mig. Det gør jeg selv, og ja, de hjælper mig.