Autismevenlig kommunikation

En række generelle råd 

Senest redigeret: december 2023

Autistiske personer har en særlig måde at forstå og kommunikere med omverdenen på.  Selvom alle autistiske personer er forskellige, er der nogle generelle råd, du kan overveje, når du kommunikerer med en autistisk person:

  • Vær konkret i din kommunikation. Abstrakt sprog forudsætter, at den du taler med, kan forestille sig, at det du siger, kan betyde noget andet end det sagte. Det kan være svært, hvis man er autist. Det betyder, at du helst skal undgå brug af metaforer, ordsprog, billedsprog mm, medmindre du ved, at personen kender og forstår dem.
  • Understøt meget gerne din kommunikation visuelt. Det kan både være via billeder og tekst. Brug den visuelle understøttelse der giver mening for den enkelte person. Det visuelle er med til at gøre kommunikation konkret og til at fastholde informationen. Det betyder, at personen kan læse informationen igen ved behov, fx når du som støtteperson ikke er til stede.
  • Stil ét spørgsmål af gangen og afvent svar, inden du stiller et nyt spørgsmål. Mange autistiske personer kan have svært ved at overskue, hvis der kommer flere spørgsmål på én gang.
  • Giv én information af gangen og afvent at beskeden er modtaget. Giv plads og tid til at der kan stilles spørgsmål til informationen. Lyt til den autistiske person og undersøg/spørg, hvordan informationen er blevet forstået. Vær opmærksom på at opdage og opklare misforståelser.
  • Hvis du er usikker på, om den måde du kommunikerer på er forståelig, så spørg direkte og nysgerrigt ind til det. Hvis du er i tvivl om du har forstået det personen siger, så spørg direkte og nysgerrigt ind til det.

     

  • Vær direkte undersøgende ift. hvad vedkommende har brug for støtte til og lyt aktivt uden at tro du kender svaret på forhånd.
  • Nonverbal kommunikation er også kommunikation. Den adfærd vi observerer, kan være et udtryk for/ tegn på kommunikation. Vær derfor opmærksom på, om der sker en adfærdsændring hos personen. Vær nysgerrig og undersøgende ift. hvad den ændrede adfærd er et udtryk for; spørg ind til det, hvis du kan. Afvent, lyt og anerkend.
  • Hvis personen har svært ved at kommunikere eller give udtryk for sine tanker så giv ro og plads. Lad personen få tid til at tænke sig om. Hvis det ikke virker, kan du komme med ideer eller gæt ift. hvad du tror, den personen tænker. Det kan du gøre ud fra den viden, du har om vedkommende, eller du kan gætte ud fra hvordan du selv ville have det i en lignende situation.
  • Det er vigtigt, at du er ydmyg og ikke tror du har svaret, men gør det tydeligt, at du gerne vil prøve at gætte og måske på den måde kan hjælpe kommunikationen på vej. Det kan også være, at I skal tegne eller skrive i stedet for at tale.
  • Afslut jeres dialog ved at opsummere det I har talt om og oprids eventuelle aftaler, noter gerne aftalerne på skrift eller visuelt.

 

Stil spørgsmål