Det vigtige og sårbare samarbejde  

Samarbejdet mellem fagprofessionelle og pårørende skal helst bare fungere og ikke koste kræfter. Men sådan er virkeligheden ikke altid, og når det går galt, så gør det rigtig ondt på alle involverede – ikke kun på fagprofessionelle og pårørende, men også på den borger, som det hele handler om. De to psykologer fra Specialområde Autisme, Kirsten Krabek Frantzen og Trine Larsen giver her deres bud på, hvorfor det er så svært, og hvad der kan få det til for at få samarbejdet til at lykkes.

– Hvis man træder et skridt tilbage og betragter det lidt udefra, så er det jo egentlig ikke så underligt, at samarbejdet mellem fagprofessionelle og pårørende kan komme til at gøre ondt. For der er så meget dynamik og så mange følelser i det her felt.

Ordene her kommer fra autoriseret psykolog og ph.d. Kirsten Krabek Frantzen (som også har skrevet ph.d. om dette emne). Hun og kollegaen Trine Larsen fungerer ofte som rådgivere, når samarbejdet er gået i hårdknude – både som psykologer i Specialområde Autisme og i deres funktion som VISO-specialister i forbindelse med VISO-sager. De to er derfor nu i gang med at forberede en guideline til samarbejdet mellem fagprofessionelle og pårørende og har holdt oplæg om emnet på dette års SIKON konference.

Nye roller giver identitetskrise

Men tilbage til de mange følelser, der kan komme i klemme. Trine Larsen fortæller:

– Det er helt forståeligt, at det kan gå skævt, for dybest set så handler det om to identitetskriser, der mødes. Forældrenes rolle er i forandring, fordi de nu skal overlade det dyrebareste i deres liv til andre mennesker. De fagprofessionelle er i krise, fordi vi er på vej væk fra ekspertrollen hen mod en mere faciliterende rolle. Og begge parter kan i samarbejdet opleve, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres helt grundlæggende kompetencer.

Hvor lidt eller hvor meget skal de pårørende involveres?

– Forskningen viser, at der hvor, det går rigtig galt, der handler det typisk om et mismatch mellem involveringsønsker. Hvis forældrene fx ønsker en høj grad af involvering samtidig med at de fagprofessionelle oplever det som en forstyrrelse, fortæller Kirsten Krabek Frantzen.

Når samarbejdet modsat går godt, så er det ifølge hende resultatet af en klar forventningsafstemning, så de pårørende fx ved, hvad bostøtten hjælper med og de fagprofessionelle ved, hvad de pårørende tager sig af.

Udlån dit rolige nervesystem – også til de pårørende

Men hvad gør man som medarbejder, hvis et samarbejde begynder at gå skævt? Hvis man mest af alt bare har lyst til sige “Så giv dog slip!” til forældre, som man synes er alt for krævende. Trine Larsen svarer:

– Når man har det sådan, så skal man invitere til møder og hyppige møder endda. For jo mere det buldrer og brager, jo mere skal vi snakke sammen og være nysgerrige på, hvad den andens oplevelse og perspektiv er.  

I forhold til den konkrete situation, hvor man pludselig står i en situation med et højt konfliktniveau, skal man huske sin faglige værktøjskasse, fortæller hun:

– Som fagprofessionel har man et meransvar i forhold til at kunne rumme affekt og det kan være en hjælp at bruge de samme metoder, som man bruger i det daglige arbejde: Man kan starte med at være opmærksom på at trække vejret og huske, at målet er, at man skal kunne udlåne sit rolige nervesystem til de pårørende. Og inden mødet kan det være en god idé at gå på opdagelse i, hvilke erfaringer man personligt har med sig, som man skal parkere uden for døren.

Når skaden er sket

Er skaden sket, så er der oftest en vej tilbage, og det er her de to psykologer kommer på banen. Kirsten Krabek Frantzen fortæller:

– Når jeg bliver kaldt ind i sådan en sag, så starter jeg med at holde møde med de to parter hver for sig, for at høre, hvad de oplever. Jeg spørger de pårørende, hvad de synes er svært og hvad de gerne vil opnå. For når det hele er gået i hårdknude, kan det komme til at lyde som om, at de gerne vil have, at deres barn skal flytte fra bostedet, men når jeg spørger på en ordentlig og omsorgsfuld måde, så er det ikke det de vil. De vil bare gerne have, at samarbejdet skal fungere, og at deres kære er i trivsel.

Tålmodighed og tillid midt i en krise

Og det er en krævende opgave for alle parter, for når bølgerne går højt, så er den nødvendige tålmodighed ikke altid nem at finde frem, fortæller Kirsten Krabek Frantzen videre:

– Ind imellem må jeg minde dem om, at det kræver tålmodighed i en periode, indtil deres barn stille og roligt opnår en bedre trivsel. For det kan være utrolig svært at skabe trivselsmæssige forbedringer, hvis både samarbejdsrelationen og tilliden til hinanden samtidig skal genetableres. Og når man står i en situation med høje følelsesmæssige belastninger, så er tålmodighed ikke det karaktertræk som er mest fremtrædende – hverken hos fagprofessionelle eller hos pårørende. Derfor er kommunikationen det centrale element som er med til at øge sandsynligheden for, at alle involverede parter kan holde tålmodigheden – lige lidt længere.