Fra diagnose til selvaccept

af Pernille Hebsgaard, SoMe content creator, blogger, foredragsholder og vejleder

“Du er autist!”, lød det fra psykiateren. Et statement jeg var fuldt ud forberedt på, men som alligevel tog pusten fra mig. Detaljer om oplevelser, følelser og tanker fra et helt liv kunne jeg pludselig se i et nyt perspektiv, og langsomt begyndte jeg at finde den mening med mit livs op- og nedture, som jeg aldrig før havde haft.

”Der er noget galt med dig!”

Hele mit liv havde jeg oprigtigt troet, noget var galt med mig. Jeg lyttede til folk der fortalte mig jeg var overfølsom, sart, kræsen og til besvær. Og jeg troede på dem, når de sagde det bare var et spørgsmål om, at jeg skulle tage mig mere sammen. Med alvorlige konsekvenser til følge. Flere gange i mit liv. Min personlige maske var blevet så indgroet en del af mig selv i mit forsøg på at please andre mennesker og blive behandlet med respekt, at jeg dårligt vidste hvem jeg var til sidst.

Med diagnosen sort på hvidt, begyndte jeg langsomt at forstå, at der faktisk aldrig havde været noget galt med mig. Jeg er tilfældigvis bare født med et anderledes fungerende styresystem end de fleste andre mennesker. Og fordi jeg tilhører en minoritetsgruppe, er verden ikke indrettet til mennesker som mig. Det var den kløft mellem verden og mig, der skabte problemerne. Ikke mig. Ikke autismen.

En sensitiv sjæl

Og jo mere jeg dykkede ned i mig selv, og fandt ud af hvad autisme konkret var, desto mere gik det op for mig, at den faktisk også bidrog til en masse skønne ting. Ærlighed, loyalitet, dybde, kreativitet, sans for systematik, fordybelse, detaljefokus, empati, retfærdighedssans og charme. Bare for at nævne nogle stykker.

Autismen gjorde mig til en sensitiv sjæl, både sansemæssigt og følelsesmæssigt. Den gjorde, at jeg havde særlige præferencer i mit liv med alt fra mad og tøj til mennesker og rutiner. Det var derfor jeg elskede lister, gentagelser og én-til-én socialisering. Den gjorde mig til et konkrettænkende individ, der søgte mening i alting. Og det var derfor jeg havde en helt særlig kommunikationsform, som andre desværre somme tider misforstod, fordi den afveg fra deres.

Jovist, havde jeg ikke været autist, ville jeg ikke have haft så svært ved at takle uforudsigelighed, store menneskemængder, støj og negative sindsstemninger. Og fordi jeg var på så massivt overarbejde hele tiden, medførte det også overtænkning, konstant træthed og stort analysearbejde. Desuden oplevede jeg et udtalt behov for mere tid til alting samt besvær med at mærke grænser og træffe beslutninger.

Men overordnet set handlede det hele jo bare om, at jeg fungerede på en anden måde end andre mennesker. Og det skulle jeg nu lære at navigere i. For min tidligere strategi med at lave om på og tilpasse mig selv, var for drænende i længden. Med min nyfundne viden om, at jeg faktisk var præcis som jeg skulle være, men at det var omgivelserne der skulle justeres og mig selv der skulle værnes om, kunne jeg så småt begynde at leve mere autismevenligt.

Vejen mod selvaccept og trivsel

I takt med at jeg begyndte at acceptere autismen, som en gennemgribende del af den jeg var, kunne jeg lige så stille åbne op omkring den til mine nærmeste og perifere bekendtskaber – hvilket langt de fleste tog overraskende pænt. Det gjorde det lettere for mig at italesætte mine behov og forklare min til tider atypiske adfærd – og jeg blev langsomt mere tryg i samværet med andre mennesker. Men jeg lærte også hvilke mennesker der ikke var gode for mig. Min pleaserrolle havde tiltrukket giftige mennesker, som jeg over tid begyndte at udsluse fra mit liv.

Jeg opdagede løbende nye sider af mig selv. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at bevare øjenkontakt, så det stoppede jeg med. Jeg begyndte at praktisere alenetid, fordi jeg oplevede at have stort behov herfor. Og jeg tillod mig selv at stimme (selvregulere), at skrue ned for det sociale og at holde flere pauser. Jeg fandt ud af hvad der gav og tog energi og begyndte at sige fra over for fx uanmeldte besøg eller at lade telefonen ringe, når jeg ikke havde overskud til at tale. Og jeg skruede helt op for dyrkning af mine særinteresser. Samtidig gik jeg på shopping og fik indkøbt en masse hjælpemidler (tyngdeprodukter, støjreducerende headset mm.), stimtoys og mørklægningsgardiner.

Men vigtigst af alt øvede jeg mig rigtig meget i at være mig selv og ikke lade andre overtræde mine grænser længere. Og jeg erfarede, at desto mere jeg hvilede i den jeg var, desto mere rummede jeg faktisk. Da trivslen steg, gjorde min tolerance og udholdenhed det også. Og jeg blev bedre i stand til at rumme folks manglende forståelse for mit anderledes væsen, fordi mit selvværd var vokset.

En naturlig menneskelig diversitet

Jeg ved nu noget meget essentielt, jeg ikke vidste, før jeg fik diagnose. Og det er, at det ikke alene er okay, jeg er her. Det er faktisk ret vigtigt, jeg er her. Verden har brug for, at jeg er her. Mit anderledes syn på livet er en inspirationskilde for andre. Min evne til at være direkte og ærlig, giver folk incitament til at sige, hvad de selv mener, tænker og føler. Når jeg beder om at få indfriet mine anderledes behov, lærer det folk at værdsætte forskelligheder og at tage hensyn. Og så er min gave til at finde værdi i de små ting, klart noget mange vil kunne have godt af at tage til sig.

Autister er hverken mere eller mindre værd end andre mennesker. Men vi kan noget andet. Det kan bare være svært at få øje på, fordi fokus så tit er på udfordringerne. Udfordringer der vel at mærke udspringer af at være neurodivergent i en neurotypisk verden, der belønner alt det vi ikke er. Vi er nødt til at forstå og acceptere autisme som en naturlig menneskelig diversitet, der intet er galt med. Jeg startede med mig selv. Nu venter jeg tålmodigt på verden når til samme konklusion. Og jeg glæder mig til det en dag sker.