Psykiatri og autisme

I denne artikel uddybes hvordan der i projektet arbejdes med de overordnede problemstillinger, og hvad indsatsen i projektet foreløbigt har medført.

Artiklens formål er at dele erfaringen med at iværksætte en proces med samarbejdet mellem to sektorer som omdrejningspunkt og highlighte, hvad der kan opnås, når vi tør mødes og italesætte udfordringerne.

Nemlig at vi derefter i en ligeværdig og respektfuld dialog kan identificere mulige løsninger, som tager højde for både de fælles vilkår, og de vilkår som er gældende for os hver især.

En kompleks målgruppe

Udgangspunktet for projektet er, at autistiske mennesker med komorbide psykiatriske lidelser og behov for socialfaglig støtte udgør en kompleks målgruppe, og botilbud og psykiatri er nødt til at arbejde tæt sammen, for at hjælpe disse mennesker bedst muligt. Der er slet og ret brug for begge instanser, og brug for et stærkt samarbejde.

Når der er noget i samarbejdet på tværs af instanser, der ikke fungerer, er det selvfølgelig nødvendigt at prøve at finde ud af, hvori problemerne faktisk består.

22 dygtige og engagerede fagpersoner fra 2 ambulante klinikker og 4 sengeafsnit i Regionspsykiatrien Midt, samt fra 4 regionale botilbud under hhv. Specialområde Voksne og Specialområde Autisme i Region Midt, deltager i projektet og bidrager med input både til forståelse af problematikkerne og med idéer til løsninger.

Ærlig og modig identificering af udfordringer

De 22 ambassadører har været samlet og i samarbejde med projektmedarbejderne identificeret, hvad det er, der ofte kommer i vejen for samarbejdet og den mere optimale indsats.Processerne for det fælles arbejde er tilrettelagt med inspiration fra metoden Design Thinking, for at sikre ejerskab og input fra medarbejdere og ledere fra både boltilbud og psykiatri, og dermed udgangspunkt i oplevede, fælles udfordringer og realiserbare løsninger.

Ambassadørerne har ærligt og modigt identificeret en række konkrete udfordringer i samarbejdet og dermed hindringer for den optimale hjælp til borgeren: 

• Fagpersonerne kender ikke hinandens rammer og muligheder:
  Psykiatrien og de sociale tilbud har hvert deres lovgivningsmæssige grundlag og hver deres rammer for indsats og behandling. Når fagpersonerne ikke kender hinandens muligheder og begrænsninger, giver “de andres” indsats ikke altid mening, og kan fremstå utilstrækkelig eller uhensigtsmæssig.

• Fagpersonerne har forskellige faglige perspektiver, og ser forskelligt på borgerens ofte komplekse problemstillinger: Fagprofessionelle i psykiatrien kan vurdere at borgerens psykiatriske behandlingsbehov ikke ville være opstået, hvis den sociale støtte var anderledes, og derfor opleve at stå med en patient de ikke burde stå med.Fagprofessionelle på botilbuddene kan opleve at det er svært at få hjælp og behandling i psykiatrien til borgere som, på baggrund af botilbuddets vurdering, har behandlingskrævende komorbiditet, som ikke kan behandles eller forebygges i den sociale indsats. Borgerne kan, når dette opstår, opleve at de to grupper af fagprofessionelle bliver ved med at henvise til hinanden, og at borgeren derfor ikke får den hjælp eller behandling vedkommende har brug for.

• Der mangler kendskab til hinanden og respekt for hinandens fagligheder: Samarbejdet er i nogle tilfælde påvirket af negative forståelser de fagprofessionelle imellem. De dårlige erfaringer og faglige uenigheder giver anledning til særlige forforståelser og fortællinger om “de andre”. Retorikken i psykiatrien omkring botilbuddenes indsats og faglige kompetencer, og retorikken på nogle af botilbuddene omkring kompetencerne og autismeforståelsen i psykiatrien, er til tider meget lidt anerkendende og ikke respektfuld. Dette skaber negative forventninger til samarbejdet og kan betyde at parterne taler mindre sammen, og derfor ikke får revideret de negative forforståelser. I nogle tilfælde farver retorikken også borgerens tillid til hhv. botilbuddets eller psykiatriens kompetencer, og efterlader borgeren med større utryghed og tvivl.

• Der mangler viden hos begge parter:
  Særligt de autismespecifikke botilbud har brug for større viden om de psykiatriske lidelser borgerne kan have udover autismen. I psykiatrien har man brug for større viden om autismen og dennes betydning for udredning og behandling af de psykiatriske lidelser. Der er generelt brug for at parterne bliver bedre til at trække på hinandens viden.

   

• De fysiske rammer Omgivelserne på et psykiatrisk sengeafsnit matcher sjældent autistiske menneskers behov og kan være stressende at være i, hvilket ikke fremmer behandlingen.
  Indretningen på botilbuddene, sammen med den lovgivningsmæssige ramme i serviceloven, giver sjældent mulighed for den grad af skærmning ift. omverdenen/andre beboere, som der kan være brug for, når borgeren får det ekstraordinært svært, hvilket kan gøre indlæggelse nødvendig af hensyn til borgerens sikkerhed.

Konkrete forslag til forbedringer

Ambassadørerne har sammen udarbejdet en lang række forslag til hvordan man i fællesskab og på hver enkelt klinik/sengeafsnit/botilbud kan arbejde på gode løsninger på de udfordringer, der er identificeret. Forslagene spænder vidt og omhandler alt fra konkrete forslag til forbedringer af de fysiske rammer til bedre procedurer for samarbejdet omkring den enkelte borger.

I samarbejde med borgerne udarbejder botilbuddene skriftligt materiale, som kan medbringes ved ambulant behandling og ved indlæggelser, som beskriver borgerens særlige problematikker og behov. “Mit hospitalspas” efter skabelon udgivet af autismeforeningen og “Forberedelse til konsultation” inspireret af Socialstyrelsens skabelon “Den gode konsultation” er eksempler på sådanne materialer.

De fagprofessionelle øver sig i at bruge hinanden og koordinere indsatserne tættere, så borgerne sikres en lidt større grad af forudsigelighed omkring deres forløb. Der er lavet overordnede samarbejdsaftaler mellem organisationerne, som kan være med til at understøtte et tættere, mere koordineret samarbejde.

Flere positive forventninger

Foreløbigt ser det ud til, at metoden og den store involvering af ambassadørerne har skabt et væsentligt engagement hos alle parter, og en vilje til at kæmpe for en positiv forandring i samarbejdet med og omkring de autistiske borgere. Ambassadørernes foreløbige evalueringer viser, at der efter det første år var langt flere positive forventninger til hinanden som fagpersoner på tværs af psykiatri og botilbud end ved projektets start, og at det går den rigtige vej med tilliden til, at alle fagpersoner har borgerens bedste for øje, samt besidder et fagligt perspektiv det er værd at lytte til. I hvert fald hos de professionelle, som har været direkte involverede i projektets aktiviteter.

Læring af forløb med borgeren som den suveræne ekspert

Der er sideløbende, i kraft af initiativer i de to organisationer uafhængigt af projektet, sket en opkvalificering af udvalgte medarbejdere fra Psykiatrien omkring autisme og tilgangen hertil i udredning og behandling, og medarbejderne på botilbuddene har modtaget undervisning i udvalgte komorbide tilstande.

Alle involverede har adgang til sparring hos projektmedarbejdere og i særligt komplicerede forløb afholdes løbende møder som arrangeres og faciliteres af projektmedarbejderne, som ikke står midt i den faglige afmagt, der kan opstå i sådanne forløb. Borgeren involveres i disse møder, som den suveræne ekspert på, om vedkommende har oplevet sig hjulpet. Det sker at borgeren ikke kan rumme at deltage i møder eller forholde sig til sit forløb, og i de tilfælde skinner det øgede fokus på at få borgerens perspektiv mest muligt i centrum igennem  dialogen mellem de fagprofessionelle

Fortsat behov for både strukturelle og kulturelle ændringer

Det primære fokus for projektet i skrivende stund er implementering og fastholdelse af de tiltag og idéer, der er realisérbare på de enkelte klinikker/sengeafsnit/botilbud.

Barriererne forsvinder ikke bare lige – der er vilkår i både den sociale og den psykiatriske sektor, som sætter grænser for indsatserne på både godt og ondt, og som ikke ser ud til at ændre sig på kort sigt. Der er behov for både strukturelle og kulturelle ændringer, og disse kommer ikke af sig selv eller over kort tid.

Øget pres eller ændringer i organisationernes fokus mærkes tydeligt på engagementet, lysten og energien til at tænke ud af boksen og lede efter bedre løsninger i de komplekse forløb, hvor vanetænkning og -praksis ikke rækker. Nogle af de løsninger, som lige nu findes ved at tænke ud af boksen, kommer forhåbentligt med tiden til at være mere oplagte, måske endda inden for boksen, og dermed lettere for de professionelle at bringe i anvendelse, når de er relevante.

Håb for fremtiden

Det vides ikke, om der ved projektets afslutning vil være flere autistiske borgere, der oplever gode overgange og et hjælpsomt samarbejde mellem deres botilbud og den psykiatriske klinik eller sengeafdeling, hvor de modtager behandling, men det er det klare fælles mål med projektet.

Derudover er der forhåbning om, at et bedre samarbejde kan understøtte forebyggelse af indlæggelser og optimering af ambulant behandling og socialfaglig støtte.

Det ultimative mål er, at det fremtidige samarbejde mellem Regionspsykiatri Midt og de regionale botilbud er bedre rustet til den komplekse, fælles opgave: At tilbyde autistiske borgere, som har komorbide psykiatriske lidelser, en samstemt kombination af relevant og hjælpsom behandling i psykiatrien og kvalificeret socialfaglig støtte på botilbuddet. Den åbne, nysgerrige og kvalificerede dialog mellem de fagprofessionelle på botilbuddene og i psykiatrien er forudsætningen for, at det kan lykkes.