Der findes nogle det er ok at mobbe

“Der er en stiltiende accept af mobning i vores samfund, når det kommer til dem, der ikke helt passer ind. Man må ikke håne og mobbe minoriteter. Det lærer vi vores børn. Hvis du gør grin med nogen, fordi de sidder i kørestol, er tykke, har en anden hudfarve eller er kæreste med én af samme køn, bliver du sat på plads. Og retteligt så! De fleste ordentlige forældre, lærere og pædagoger ville gribe ind overfor den slags opførsel. Men der findes nogle, som det er acceptabelt at mobbe. Sådan nogle som mig, der ikke som sådan “fejler noget”, men bare er lidt… ved siden af. 

Blev brutalt psykisk nedbrudt

Da jeg var barn, blev jeg brutalt og kontinuerligt psykisk nedbrudt af mine klassekammerater. Hver eneste dag fik jeg at vide, igennem handlinger og ord, at jeg var et forkert, uværdigt, mærkeligt, grimt og latterligt menneske, der aldrig ville få noget godt ud af livet. Den slags begynder børn at tro på, når de får det ind dagligt. Hvem ville ikke det?

Pigernes foretrukne metoder var at narre mig til kortvarigt at tro, at der var håb for at jeg også kunne blive inkluderet. De nød tricks som at investere et par dage på at lade som om de var min ven, for bagefter at håne mig i pigegruppen for min åbenbart pinlige tillid og naivitet, eller at dele invitationer til fødselsdagsfester ud til alle i klassen undtagen mig. 

Der var også de fysiske overgreb: uforudsigelige slag og spark, benspænd, diverse ting kastet i ansigtet på mig, jeg har prøvet af få en passer stukket i knæet i en matematiktime (drengen fik dog overbevist læreren om at det sørme var et uheld, så no harm there). En gang fik jeg endda tæsk med værktøj, som nogle drenge havde stjålet fra vores metalsløjd-timer, specifikt med det formål at kunne overfalde mig efter skole. 

Når jeg gik til mine forældre begyndte det klassiske mønster, som de fleste mobbeofre nok kan genkende: 

Jeg har tilbragt utallige timer låst inde på toiletter med min madpakke og en bog, mens jeg forsøgte at ignorere hadske råb og spark på døren af mine “kammerater” og ventede på at klokken skulle ringe til time, så jeg kunne få noget der mindede om fred i 45 minutter. En gang måtte jeg blive derinde så lang tid efter skole, at en pedel måtte låse mig ud. Fordi en af plageånderne havde besluttet sig for at holde vagt på ubestemt tid. 

“Hun er jo mærkelig” 

Men hvorfor skete der ikke mere? Hvorfor svigtede skolen, og hvorfor begyndte jeg at skjule episoderne, de fester jeg ikke var inviteret til og mine blå mærker for mine forældre? Fordi jeg begyndte at tro på, at jeg fortjente det og begyndte at tvivle på min egen opfattelse af virkeligheden. Fordi der fra autoriteternes side lå en stiltiende accept af det, der skete. “Hun ER jo også mærkelig”. “Det er kun drengestreger og pigefnidder.”  “Hun kunne også bare tage sig sammen og opføre sig mere normalt.”

Femten år efter, jeg endelig undslap det helvede på jord, som er den danske folkeskole, ved jeg nu hvorfor det var mig, de valgte. Og jeg har også luret, hvorfor der ikke blev gjort mere fra autoriteternes side. Jeg er autist. Det vidste ingen dengang, men de vidste at jeg var anderledes. At jeg var sart, gammelklog, bevægede mig anderledes, tog alting bogstaveligt, havde hånden oppe i timerne, forstod ikke de andres interne regler og intriger, brugte fremmedord de andre ikke kendte, sagde min mening, havde utraditionelle hobbyer og interesser – jeg havde alle de klassiske tegn på neurodivergens, men ingen diagnose. Intet fancy ord, der gjorde det ulovligt at mobbe mig. 

Mobbede mig fordi jeg er autist

De andre mobbede mig, fordi jeg er autist. Bare fordi ingen af os vidste det, eller havde et ord for det, var det stadig fuldstændigt ligeså utilgiveligt og brutalt, som hvis de havde mobbet den døve dreng eller pigen med krykkerne. De valgte at knække mig, fordi jeg så tydeligt havde et handicap, og at ingen af os dengang havde et ord for det handicap er egentlig sagen uvedkommende. Håner og nedgør du et barn for hendes autistiske træk, så håner du et barn for at være autist.  Så enkelt er det. 

Jeg havde en samtale med en af mine venner for nyligt. Han er spastiker og har også været udsat for en del ableisme i sin tid. Men vi blev faktisk enige om, at han havde haft bedre forudsætninger i sin barndom, end jeg havde i min. Når de andre børn var onde mod ham, vidste han at det var fordi han var spastiker. Han vidste, at de var nogle intolerante røvhuller, fordi de hånede ham for en fysisk anderledeshed, han ikke kunne gøre for.

Den viden havde jeg ikke. Jeg vidste ikke, at min hjerne var fysisk anderledes. Jeg troede at jeg kunne ændre mig og blive “normal”, hvis bare jeg prøvede virkelig, virkelig hårdt! Det fik jeg også at vide af lærere, skolepsykologer, familie – når alle voksne sagde det, måtte det jo være sandt. Og vupti blev mobningen indirekte lagt på offerets skuldre. Selvom jeg nu ved, at det var udenfor min kontrol uanset hvor meget jeg ønskede og prøvede.  

Man ville aldrig bede et spastisk barn om bare at prøve at gå lidt mere normalt, for at passe bedre ind. Men man beder autistiske børn om det hele tiden. Om at lade som om og om konstant at gøre vold på sig selv indefra, i et desperat og umuligt forsøg på at undgå psykisk og fysisk vold udefra. 

Det marginaliserede mobbeoffer

Mobning foregår stadig i folkeskolen. Der er kampagner for at dæmme op for intolerance, der er racistisk, homofobisk eller religiøst motiveret. Men mangler man et ord for, hvordan mobbeofferet er marginaliseret, bliver det pludseligt langt mere legitimt at gå målrettet efter dem. Og legitimt for lærerne at ignorere det under dække af at det skulle være et “pædagogisk redskab”. (Gæt om jeg har hørt kommentarer som: “Livet er hårdt, du kan ligeså godt lære det før end senere.” “Måske kan det lære hende at passe lidt bedre ind?” “Du gør jo heller ikke selv noget for at lege med de andre børn.” lidt for mange gange som forsvar for psykisk vold).

I folkeskolen i 90erne blev jeg gevaldigt svigtet. Dengang var der meget lidt viden om autisme, især i formen Aspergers og især hos piger, men vi skulle gerne være blevet klogere. Dog er der kun sket forringelser i folkeskolen, siden jeg var elev, så jeg kan frygte at lærernes manglende ressourcer i tid til at udøve individuel pædagogisk opmærksomhed kun har forværret situationen.

Hvis jeg fik et barn, ville jeg have alvorlige betænkeligheder med at sende det i den danske folkeskole! Tanken om at han/hun skulle udsættes for noget bare tilnærmelsesværdigt så modbydeligt som min skoleoplevelse har været, kan give mig helt ondt i maven. 

Intet menneske bør risikere systematisk nedbrydelse af selvværd og livsglæde, bare fordi de er anderledes. Og at den slags sker mod børn i offentlige institutioner, hvor forældre trygt og tillidsfuldt afleverer det menneske, de har allerkærest, er under al kritik”.