Bussen: En rullende æske af sansekaos

af  Lisa Salversen, kandidat i engelsk og fransk fra Aarhus Universitet, uddannet peer fra Recoveryskolen Aarhus, peermedarbejder og medlem af Specialområde Autismes Autistiske Advisory Board 


Senest redigeret: november 2023
Ligegyldige sociale detaljer

Samtaler. Alle de uvedkommende dramaer. Umulige at lukke ude. Jeg vil ikke vide det. Hvorfor den blonde hader chefen, hvad en tynde synes om sin mors kæreste, hvorfor den mørkhårede er sur på sin roomie. Gå ud af mit hoved med jeres ligegyldige sociale detaljer. Rumlen gennem kroppen.

Vulgært, højtlydt, insisterende

Brems. Stop. Venstre. Gearskifte. Højre. Let stump kvalme. Bølgende rejse uden ro. Konstant balanceren og udfordret proprioception. Vejen larmer helt ind i knoglerne. Syrlighed sætter sig i nakke og pande. Som dehydrering og tunghed følt i et mørkt rum fyldt med års indelukket cigaretrøg. Støj og piven fra bussens mekanik. Som tandlægebor og usynlige myg. Vulgært højlydt og insisterende. Parfume vælder frem for hver person, der passerer mig. Min mave vender sig. Jeg får lyst til aldrig at spise igen.

Lyden er som negle på en tavle

De rør mig. Uventet og uvelkomment. Med tasker, hofter, sko, hænder, albuer. Hver gang går en bølge af sitrende ubehag igennem mig. Nej! MIN krop. Ikke din. Flyverdragterne på børnefamilien knitrer. Lyden er som negle på en tavle. Igen og igen.  Sid stille. Sid. Stil-le. S.T.I.L.L.E. Vil I ikke nok.

Auditiv manspreading

Videoer afspillet på mobiler fra gutterne bagerst i bussen. Auditiv manspreading. Visuel kakofoni. Alt bevæger sig. Udenfor og indenfor. Intet er det samme som for et sekund siden. Intet safe space for blikket. Ikke engang på mobilskærmen. Reflektionerne flakker. Hakker. Lukkede øjne bag solbrillerne. Lys og skygge i uforudsigelig kaotisk dans på den anden side af øjenlågene. Overvæld af både flyvske og standhaftige mikroagressioner mod mine sanser akkumulerer i min krop.

En bold af modbydeligt intens og smertefuld fysisk reaktion

For det meste når jeg hjem, inden jeg når dertil hvor jeg klynkende og knugende må krumme mig sammen i en bold af modbydeligt intens og smertefuld fysisk reaktion. Bore mine negle ind i armene eller i håndfladerne og mine tænder ind i underlæben i et svagt forsøg på at overdøve sansevoldtægten udefra. For selv at bestemme og målrette min smerte.

En verden bygget til bedre at kunne rumme flere forskellige hjerner

Hjemme er der ro og kærlighed. For det meste når jeg hjem. Og slipper med at betale for rejsen med et døgn i ro og afdæmpethed inden jeg kan deltage i verden igen. Jeg elsker min hjerne og at den opfanger og analyserer så mange flere detaljer og nuancer end de fleste andres. Det gør min oplevelse af verden utroligt rig og smuk.
Neurodiversitet er ligeså vigtigt og værdifuldt som biodiversitet. Så hvor ville jeg dog ønske at vores samfund (her i eksemplet vores offentlige transportsystem) var bygget til bedre at kunne rumme og imødekomme flere forskellige hjerner.

Stil spørgsmål