Kommunikation er et fælles ansvar

Det usagte og dét mellem linjerne

– For tiden er jeg optaget af det her med, at mennesker med autisme har problemer med at kommunikere. For hvem er det egentlig, der har problemet? I det samarbejde jeg har med mennesker med autisme ligger problemet i ligeså høj grad hos mig. For det er mig, der har ansvaret for at sætte den rette ramme og tilpasse mig ham eller hende som jeg samarbejder med. Fx hvis jeg fejlagtigt går ud fra, at borgeren forstår det jeg har ment – også det usagte og det der for neurotypiske hjerner måske ligger mellem linjerne.

Hvorfor pakker I tingene ind?

Jeg møder tit borgere, der siger: “Hvorfor siger I neurotypikere, at jeg skal læse mellem linjerne. Hvorfor siger I det ikke bare, som det er – uden at pakke tingene ind?” Jeg øver mig derfor hele tiden i at være tilpas nysgerrig på den andens perspektiv og på at blive tilpas præcis og konkret. Fx ved at undgå at sige “Skal vi mødes om lidt?”. For hvad er “om lidt”? Er det om fem minutter? Eller er det om en halv time? Og undgå at spørge om ting som er komplet umulige at svare på, hvis man har brug for at andre kommunikerer konkret og præcist. Som for eksempel: “Hvordan har du haft det siden vi så hinanden sidst?” eller “Hvordan går det?”. Det er spørgsmål som kan besvares på 100 forskellige måder, og hvor man næsten ikke kan undgå at have svært ved at gætte sig frem til, hvad det præcist er, som jeg gerne vil vide.

Ubehagelig usikkerhed

For borgeren kan den usikkerhed, som vage formuleringer, brede spørgsmål eller ukonkrete høflighedsfraser giver, være utroligt ubehagelig. Det er dog ikke altid, at jeg opdager det hos dem jeg samarbejder med – altså med mindre jeg er tilpas nysgerrig. Mange mennesker med autisme er meget høflige og tænker, at “det nok ikke er relevant for Trine at vide, når hun ikke spørger til det”. Så det går måske aldrig op for mig, at den anden har oplevet meget ubehag ved samtalen med mig på grund af MIN måde at kommunikere på. Jeg møder bare så mange mennesker med autisme, som er enormt ordentlige og samarbejdende. Den ordentlighed kan man risikere at komme til at fejltolke som et udtryk for at samtalen har været rar at være med i, men hvor det i virkeligheden har været ubehageligt, fordi jeg har svært svær at tale med.