GODE HENSYN OG ÉN MEGET DUM KOMMENTAR

Theis Sommer Christoffersen er 33 år, autist og bor på et bosted. Han fortæller her om sine oplevelser med at være patient:

Du har haft gode oplevelser med at der blev taget de rette hensyn, da du var på sygehuset. Prøv at fortælle om situationen og hvad der var godt:

– Der er to konkrete episoder. Den første var på skadestuen i Vejle, hvor jeg ofte var som barn, fordi jeg tit kom til skade. Da de blev opmærksomme på, at jeg var autist, fik jeg lov til at vente på min egen stue i stedet for i venteværelset – hvilket ville have været et helvede. De fortalte mig også, hvor lang tid jeg cirka skulle vente på lægen. Jeg oplevede, at de var gode til at tage hensyn, og det betyder rigtig meget for mig.

Den anden episode fandt sted, da jeg for et par år siden var indlagt på sygehuset i Aalborg i 9 dage på grund af et kompliceret benbrud. Det var under corona, og der var stramme regler om, at man ikke måtte have besøg. Men jeg fik alligevel lov til at få besøg af alle mine kontaktpersoner.

Det gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg skulle egentlig også have delt stue med 4-5 andre, men fik min egen stue, fordi jeg havde behov for det. De lagde også en plan, så jeg vidste, hvad der skulle ske og hvornår.

Jeg hader nye steder, og når der sker uforudsigelige ting. Og det at komme til skade er ligesom en ret uforudsigelig ting, så der var mange nye indtryk. Men på sygehuset gjorde de deres yderste, for gøre det så let for mig som muligt.

Og da jeg så skulle have fjernet skruerne i mit ben, så skete det ambulant. Egentlig må man ikke have pårørende med derind, men fordi vi havde spurgt, om det var muligt, fordi jeg er autist, så fik jeg lov til at have én, der kunne sidde og vente sammen med mig.

Jeg blev også tilbudt at få mit eget opvågningsrum i stedet for at ligge på en stor stue. Det var i et lokale lige ved siden af personalerummet, og hvis jeg kunne acceptere, at der måske ville være lugt af mad, så kunne jeg får det for mig selv. Det ville jeg gerne.

Havde du selv eller andre gjort noget for at sikre, at disse hensyn blev taget? Vidste den person, som du havde kontakt med i sundhedsvæsenet på forhånd, at du er autist?

I det første tilfælde stod det i journalen, og i det andet bad jeg selv om det, og det kan selvfølgelig godt være grænseoverskridende. Men de havde en god måde at tage hensyn på. Man kunne mærke, at de gjorde det af lyst, fordi de havde med en patient at gøre, som havde ekstra udfordringer.

Er der noget du kan anbefale andre autister at gøre i forhold til at få taget de rette hensyn? Fx i forhold til forberedelse inden en aftale.

Jeg vil sige, at hvis man har en kontaktperson, så prøv at snakke med vedkommende om, hvilke hensyn man har behov for. Hvis man ikke selv har overskud til det, kan man få dem til at tage kontakt. Ellers kan man tage den på stedet.

Du har også haft en enkelt, meget træls oplevelse. Prøv at fortælle om den:

Jeg var på skadestuen, fordi jeg havde selvskadet og da jeg så skulle udskrives igen, så siger lægen: “Og nu må du lige love mig aldrig at selvskade igen”. Og det er bare det dummeste at sige! Jeg brugte 10 minutter på at forsøge at ligne én, der kan love det. For hvordan i alverden kunne jeg love det? Det kan jeg jo ikke! Jeg har hørt fra andre, der selvskader, at de også har fået denne dumme kommentar.