Intensive Interaction: Giver mennesker med et kommunikationshandicap indflydelse på eget liv

Prøv at forestille dig, at du ikke har noget talt sprog. Du er omgivet af mennesker, som er opsatte på at hjælpe dig, men fordi du udtrykker dig på måder som adskiller sig fra det typiske, så er der rigtig meget i dit liv, som sker på deres præmisser og ud fra deres initiativ. Hvor ensomt og frustrerende må det ikke være?

Man anslår, at 25-30% af alle autistiske mennesker har intet eller minimalt talt sprog, og det kan naturligvis have store konsekvenser for, hvordan de trives og hvor meget indflydelse de har mulighed for at have på deres eget liv.

Derfor tager Specialområde Autisme nu fat på et projekt, som skal undersøge, hvordan brug af Intensive Interaction kan give borgere med dette handicap mere indflydelse på deres eget liv – også på organisatorisk niveau i Specialområde Autisme.

Men mere om det senere, for siger man Intensive Interaction, så følger også navnet, Ditte Rose Andersen. Ditte, der er autoriseret psykolog med speciale i autismespektrumtilstande, handicap og kommunikation, har nemlig bragt tilgangen til Danmark. Hun fortæller her om tilgangen og om projektets mål: 

Hvad er Intensive Interaction?

”Intensive Interaction er en tilgang, der hjælper med at skabe kommunikation med mennesker, der har mere begrænset adgang til kommunikation, end andre har. Men det er ikke en ”trin for trin”-metode. Det handler om at lytte og rette sin opmærksomhed mod det menneske, man sidder overfor. At glemme dagsordener og forestillinger om, hvad der er galt og anderledes. At man er opmærksom på den andens udspil – hvad end det måtte være. At følge dét og udvikle kommunikationen fra dét udgangspunkt”.

Glæden ved den inderlige interesse

“Det handler om at være afventende, for hvis den person, man sidder over for, ikke har så mange erfaringer med at tage initiativer, så er det vigtigt, at de får tid. Ellers kan vi ende med at tage initiativet fra dem. Derfor er Intensive Interaction en hjælp til at lytte nok til, at der kan komme noget i gang. Det forudsætter, at man har en positiv, kærlig og forventningsfuld opmærksomhed rettet mod det enkelte menneske. Dét er fagligheden i Intensive Interaction.

Det er en hjælp til at bruge, det, vi selv kommer med og så ”dosere” det på en måde, der gør, at personen kan tage imod det og bruge det til noget. Når det lykkes, så er det tydeligt at se glæden ved den inderlige interesse – en interesse som personen måske ikke er så vant til at opleve. Man kan godt se, når folk forstår hinanden. Det behøver vi ikke at teoretisere os frem til”.

Hvad er det vigtigste ved Intensive Interaction?

“Det vigtigste ved tilgangen er, at den kan være med til at sikre helt basale handicap- og menneskerettigheder for mennesker, der ellers risikerer ikke at have indflydelse og være udelukket fra det menneskelige fællesskab. Tilgangen er vigtig, fordi mennesker med dette handicap er i fare for alt muligt: At være udelukket fra muligheden for at udvikle sig og for at blive tolket som mere simple end de er; for ensomhed og ulykkelighed”.

Hvad er det sværeste ved Intensive Interaction?

“For mange er det sværeste at holde sig tilbage, give tid til den anden, give den anden plads til input. Det skal man besinde sig på. Det betyder ikke, at man skal være passiv, men at man er opmærksom på den andens udspil.

En anden ting, der kan være svær, er, hvis man øver sig i tilgangen med nogen, som har meget talesprog. Så kan man komme til at stille en masse spørgsmål, komme med alternativer, valgmuligheder og afbrydelser. Men man skal huske på, at mennesker, der faktisk ofte er vant til at blive afbrudt og ”indrammet” kan længes virkelig meget efter at blive hørt og “holde en enetale”, som så i virkeligheden bliver dialogisk, når ens samtalepartner overgiver sig til at lytte”.

Projektet skal bane vej for organisatorisk indflydelse. Hvordan skal det foregå?

 ”Idéen til projektet opstod, da jeg hørte om SAUs Autistiske Advisory Board, som skal bidrage til udvikling af SAUs uddannelser, projekter, tilgange og kvalitetsudvikling. Det ligger mig meget på sinde, at mennesker med mere begrænset adgang til kommunikation også skal have mulighed for at øve en sådan indflydelse på deres betingelser. Min idé, da jeg henvendte mig til Freja (Sirdorf, faglig udviklingschef i Specialområde Autisme, red.), var, at vi kan bruge Intensive Interaction i bestræbelsen på dette.

Det er mere udfordrende at skabe rammer for en dialog i den sammenhæng. Men det gør det ikke mindre vigtigt som organisation at gøre sig åben over for input, kritik og vurderinger fra denne gruppe, tværtimod”.

Gensidig kommunikation starter med relationen

“Én af de vigtige erfaringer, jeg har gjort mig i mit praktiske arbejde med Intensive Interaction, er, at etableringen af samtalen alene er det første skridt – og et skridt man ikke kan skippe. Fra udviklingspsykologien ved vi, at før vi taler om noget, taler vi med nogen. Det lille barn begynder at deltage i kommunikation for kommunikationens skyld, og ud af en flydende og rar kommunikation vokser fortroligheden med at dele og vise, hvad man vil. Siden kommer kommunikationen til at handle mere tydeligt om noget. Om, hvad der optager en, interesserer én og irriterer én. Man begynder at udtrykke tydeligere intentioner og forstå andres intentioner.

Vi forventer, at etableringen af samspil med borgerne åbner os for og at vi får viden om, hvad der kan gøres bedre og anderledes i tilbuddet; at vi får en bedre og mere nuanceret forståelse af dette ved at skabe dialoger, hvor borgerne har maksimal indflydelse”.

Svar kan betyde ændring i daglige rutiner og organisering

“Jeg har selv tidligere oplevet, hvordan forståelsen og dialogen i fx bo- og undervisningstilbud har fået indflydelse på organiseringen af dagens rutiner, den fysiske indretning, organiseringen af personalet, organiseringen af aktiviteter, tilgængeligheden af medarbejdere, materialer og steder, man kan være og bevæge sig imellem. At man har indrettet omgivelserne, så det blev nemmere selv at få fat i de ting, man gerne ville bruge, frem for at skulle bruge symboler, sprog eller tegn til at få fat i dem.

Jeg har også set, at man har etableret mere fleksible tilgange til, hvem der er sammen med hvem; at man som følge af brugen af Intensive Interaction er blevet mere reflekteret og respektfuld omkring personens egne valg af samspilspartnere, så man har prioriteret tilgængelighed af interesserede medarbejdere over på forhånd planlagte aktiviteter med på forhånd udpegede medarbejdere”.

Data skal holde sig tæt på dét vi hører og ser

“I projektet er tilgangen, at vi forpligter os på at skabe en dialog, hvor vi er fuldstændig åbne over for borgernes input og lytter nøje, så de føler sig hørte og derfor også begynder både at udtrykke sig tydeligere og blive hørt tydeligere.

Vi vil i fremstillingen af data prøve at holde os ret tæt på, hvad vi faktisk hører og ser i samspillene, sådan at det danner afsættet for kritisk og konstruktivt at se på, hvad der kan og skal ændres i borgernes dagligdag. Projektet skal udforske, hvad vi kan få øje på i ægte dialog med borgerne, som kan bevæge, flytte og måske også ryste os i vores forestillinger og beslutninger om borgernes rammer og betingelser”.